lørdag den 14. november 2009

Inderst i Horsens Fjord


Nogle gamle faldefærdige rønner i Horsens Havn. Manipuleret, originalfoto her.


En eller anden har glemt sin "vandcykel". Manipuleret, originalfoto her.

>> Flere foto

Her i eftermiddag fik jeg lige nogle timer hvor jeg kunne komme på vandet. Det var dejligt at se at lufttempera-turen for første gang i lang tid var højere end vandtempereturen.

Da jeg maksimalt havde fire timer til min rådighed før det blev for mørkt til at ro, valgte jeg at tage en lille tur rundt inderst i Horsens Fjord. Der har jeg faktisk ikke været så meget rundt før.

Jeg fik kajakken i vandet ved Husodde kl. 13 og roede i det grå og lidt blæsende vejr ind mod lystbådehavnen. Vinden burde ifølge DMI være fra syd, men den kom altså fra sydøst i stedet for. Det gav nogle sjove refleksbølger hen langt hele lystbådehavnens bolværk. Jeg var lige et sving inde i industrihavnen, men vendte hurtigt om - der så temmelig kedeligt ud.

Da jeg kom ned til den næste indsejling roede jeg ind for at se om det så mere spændende ud. Og det gjorde det bestemt. Der lå den mest fantastiske samling gamle fiskerønner langs vandet for enden af Ole Jensens Allé - de lå ligesom i to klynger på hver side af et pakhus, eller hvad det nu var. Små farverige huse i alle mulige forskellige størrelser og former, udbygget ved knopskud og tilpasset ejerens smag. Min første tanke var ærligt talt at der var noget Christiania over det. Det er bestemt positivt ment, jeg syntes godt om Fristaden. Det var lidt ærgerligt at vejret var så dårligt. Det ville være fedt at fotografere her med noget bedre lys, for de billeder jeg fik taget yder ikke området fuld retfærdighed.

Et lille stykke efter de små hytter spottede jeg for første gang den flotte taffeland. Det er en utrolig flot rødbrun farve hannen har på hoved og hals. Lidt længere inde så jeg en flot grøn cykel som måske havde stået lidt for længe i vandkanten.

Jeg kunne se på kortet at det var muligt at komme endnu længere ind - og endda få roet under nogle flere broer. Jeg roede et par km ind gennem byen inden jeg vendte om. Det blev til fire broer mere til samlingen, så jeg nu er oppe på 37. Men ak, der er stadig langt op til Poul Møllers nuværende 54 broer. Og han føjer hele tiden flere til, den skurk!

Jeg kunne se at der også var vand på sydsiden af pieren med Horsens Kraftvarmeværk. Det var lidt svært at få øje på passagen derind og der var mildest talt ikke meget vand under kajakken. Det viste sig at der var så lavvandet stort set over det hele derinde, så jeg fandt en lille plet at spise min frokost inden jeg lige roede et lille stykke længere ind. Jeg vendte dog ret hurtigt om - det var simpelthen for lavvandet. En dag med højvande tror jeg det er muligt at komme længere ind.

Det var efterhånden ved at blive mørkt selv om solen først gik ned ved 16-tiden. De tunge mørke skyer holdt stort set alt lys væk. Så jeg tog turen tilbage til udgangspunktet - stort set alene på vandet. Det eneste jeg så på vandet i dag var tre optimistjoller.

En kort, men nogenlunde lun dag på fjorden.
►► Billedmanipulationerne er lavet med hjælp fra Picnik. Prøv selv
at trække et foto gennem deres fantastiske vridemaskine. Det er gratis at
benytte basiseffekterne, men det koster medlemskab for de mere avancerede
funktioner. På ovenstående foto er kun anvendt basiseffekter. ◄◄

Vejr: Jævn vind, overskyet med lidt byger, lidt bølger

Distance: 15,1 km

Fugle: Blishøne, gråand, skarv, stormmåge, hættemåge, taffeland, krage

5 kommentarer:

Silbs sagde ...

Lovely images. Silbs

Pouls kajakblog sagde ...

Skurken kan trøste dig med at han ikke kom til Københavns Havn, hvor der ligger 5 broer og venter på en underroning.

Helge Helligsøe sagde ...

Silbs: Thanks, I appreciate that, especially from a "fine-arts black and white photographer".

Poul: Det er jeg sørme også rigtig glad for! Altså på mine egne vegne. Selvfølgelig er det lidt ærgerligt for dig - men også kun lidt ;-)

Best regards/Venlig hilsen
Helge

Bent. sagde ...

Hej Helge. Jeg er faktisk skrevet op til en af de hytter, du sejlede forbi, der i Åmundingen, men jeg fik at vide, at få' en hytte er lige så svært, som at vinde i lotteriet.
De går i arv fra far til søn, eller anden familie, der var en som havde arvet en gammel mand, fordi han gav sig tid til at snakke og hjælpe ham lidt.
Så jeg får nok aldrig min hytte der, jeg er trods alt ikke spiciel nok.
Flotte Billedere.
MVH.Bent.

Helge Helligsøe sagde ...

Hej Bent
Jeg kan godt forstå at husene er eftertragtede. De ligger jo fantastisk og der er ikke mange steder tilbage i landet med den særlige stemning.

Jeg kan godt finde på at tage derned en sommerdag med høj sol og tage nogle flere billeder.

Venlig hilsen Helge

PS: Tak for billedkommentaren.

Du syntes måske også om: