tirsdag den 2. februar 2010

Den sande historie om hajen og kajakken

For nogle år siden gik dette kajakfoto verden rundt og det nåede selvfølgelig også min mailboks. Jeg må indrømme at jeg fandt billedet ret sjovt. Men min første tanke var: det er sgu fotomanipulation, ingen er så heldige at tage sådan et foto. Et nærmere kig på billedet gjorde mig endnu mere sikker i min sag. Det ser nemlig ud som nogen for sjov har kopieret skyggen af et liggende kranium ind i nederste højre hjørne.

Det kan ses på det lille foto herunder som var det jeg modtog. Jeg har lagt en rød ring om det sted som ser manipuleret ud. Men når jeg så nu ser det originale billede, er det tydeligt at det blot er et kluntet forsøg på at fjerne copyright teksten på billedet. Det er rigtig dårligt lavet. Jeg kunne have gjort det bedre i Photoshop.

Men forleden fandt jeg ud af at billedet er ægte nok - det er et fantastisk pletskud taget af fotografen Thomas P. Peschak. Han beskriver sig selv som miljøbevidst fotojournalist, undervandsfotograf, havbiolog og forfatter. På hans hjemmeside kan du læse hele historien om hvordan fotoet blev taget - Fake or Not.

Desuden er det muligt at købe billedet som plakat for ca. kr. 120 incl. forsendelse - det burde jo hænge i enhver kajakklub!

Ingen kommentarer:

Du syntes måske også om: