lørdag den 23. juni 2007

Nørreåens øvre del

Foto: Nørreå helt oppe sydøst for Viborg hvor åen bliver ret smal.

>> Flere foto

Første tur i kajakken i lang tid - mere end 14 dage! Men fruen ligger på hospitalet med meningitis (har været syg i en måned nu), så der er nok at se til herhjemme med to livlige drenge, madlavning, tøjvask osv. Jeg skal nok lade være med at trætte med flere detaljer. Men her i weekenden har jeg fået »afsat« drengene for at få tid til et par småture - det er dæleme svært at undvære sine ture i kajakken.

Dagens Skt. Hans-tur gik til den øverste del af Nørreåen hvor jeg endnu ikke har været. Den nederste del roede jeg for halvanden måned siden. Læs her. Denne del af åen er lidt smallere end den nederste og noget mere interessant. Jeg smed kajakken i ved Nybro ved byen Torsager (kan man kalde syv huse en by?). Her er gode muligheder for parkering og jeg tror også stedet bliver brugt som lejrplads, selv om der ingen faciliteter er. Man kan da slå et telt op her hvis man selv har vand og toiletpapir/spade med.

Der er en dejlig natur heromkring og ikke nogen bebyggelse ned til åen nogen steder. Og som sidste gang på Nørreåen havde jeg det hele for mig selv, bortset fra en flok ungersvende i kanoer. Det mindede mistænkeligt om en våd polterabend - »øh, du ror sgu da den forkerte vej« var de dog i stand til at råbe. Da jeg passerede dem på vej opstrøms kæntrede den ene kano i øvrigt for dem. Så var de jo våde både indeni og udenpå.

Jeg roede egentlig turen for at finde ud af om det var muligt at komme fra Nørreåen op i søerne ved Viborg. På mit kort »Det levende Danmarkskort 2001« så det nemlig ud til at der går en lille å op til søerne. Men det eneste jeg fandt var noget ikke var andet end en bæk. Jeg skulle selvfølgelig lige ind gennem sivene for at se om den evt. blev bredere længere inde - det er jo set før. Men nej - ca 25 m ind droppede jeg mit forehavende, for så at ro (eller stage) mig tilbage. Det er ikke muligt at ro fra Skanderborg til Viborg - desværre.

Det sidste stykke fra rensningsanlægget op til Randrup Bro er helt eventyragtigt med træerne hængende ud over vandet og den nedgående sol blinkende i vandet. Billedet er fra starten af det stykke. Det var også her jeg to gange fik et flot kik på isfuglen.

På turen tilbage var der ved at være gang i Skt. Hans-bålene rundt i det bakkede landskab langs Nørreåen. Det var et flot syn.

Vejr: Nogen vind, men åen ligger i læ, mest skyet men enkelte solstrejf

Distance: 24,8 km

Fugle: Fiskehejre, vibe, krage, husskade, bysvale, isfugl, gråand, hættemåge

1 kommentar:

Eskild sagde ...

Nørreåen fra Viborg til Randers er en af de ture jeg har på programmet når der bliver mulighed for det. Nørreådalen er rigtig flot

Du syntes måske også om: