mandag den 23. november 2009

Nyt fra småtingsafdelingen


En samling bitte små ting til kajakture - indkøbt i løbet af efteråret.
Da jeg første gang pakkede min kajak til en tur blev jeg meget forbavset over hvor lidt bagage der egentlig kan være. Jeg kunne selvfølgelig købe en kajak med større lastvolumen, men det vil i langt de fleste tilfælde betyde at kajakken også er bredere eller langsommere. Ingen af delene er jeg interesseret i, så jeg måtte finde andre veje.

Det blev til at jeg i stedet kastede jeg mig over at købe så små ting som muligt. Derfor fylder mit telt ikke ret meget. Mit Therm-a-Rest liggeunderlag er også det i deres serie som fylder mindst når det er rullet sammen. Jeg har skiftet til en dunsovepose som fylder minimalt. Så på en måde kan man sige at der er gået lidt sport i at indkøbe småt. Nogle vil måske sige at det er gået helt over gevind med mine seneste indkøb.

I mit lokale supermarked faldt jeg nemlig over nogle utroligt små pakker tandtråd som jeg selvfølgelig måtte købe. Størrelsen er vel ca 1/3 af en almindelig rulle. Man køber en samlet pakke med fire miniruller á 10 meter til samme pris som én stor normalt plejer, så vidt jeg husker. Man kunne selvfølgelig bare rulle en smule tandtråd ud og have det med i løs vægt - men det er ikke helt det samme som denne nuttede pakke.

Jeg plejer også at have en næsten brugt tube tandpasta med på tur, men sidste gang jeg var hos tandlæge spurgte jeg om man stadig kunne få de små reklametuber som jeg kunne huske fra skoletandlægen da jeg i folkeskolen. Dem får tandlægerne skam stadig gratis af tandpastafabrikanten, så det lykkedes mig - ved at spørge rigtig pænt - at få tre af dem med hjem i lommen. Jeg tror normalt kun de udlevere dem til børn, men hvad pokker - lidt barnlig er man vel stadig.

Til opvask undervejs har jeg tidligere brugt en skuresvamp af et eller andet plastmateriale, men har altid syntes at de hurtigt blev ulækre. Så da jeg faldt over en opvaskebørste uden skaft i Søstrene Grenes butik i Århus skulle jeg da have sådan en - eller rettere sagt, jeg købte faktisk nogle stykker - de bliver vel slidt med tiden. Prisen var ganske rimelig - noget de fleste kan købe, selv under en finanskrise. Stykprisen er kr. 4,88. Opvaskebørsten er ret god at anvende - den har været på en del ture efterhånden.

En anden ting det er smart at have med på tur er den lille nød-mobiloplader som kører på almindelige AA batterier. Jeg har alligevel altid en del af dem med på tur fordi min Garmin GPS bruger samme slags. Jeg har dog endnu ikke haft brug for at oplade på tur, for jeg bruger mobilen så lidt som muligt - den er faktisk ikke tændt med mindre jeg skal ringe op selv. Men det kunne jo være den løb tør en eller anden gang og så er det fedt med denne mulighed.

Desuden har jeg købt mig en lille vindmåler som jeg glæder mig til at bruge. Jeg har kun lige haft den ude til en enkelt test. En ulempe ved den er at den ikke er vandtæt, så det er noget med at anvende den på land inden man går ud og evt. i pauser også. En enkelt ting jeg ikke er helt tilfreds med er at displayet ikke er så tydeligt. Jeg troede i starten at det var batteriet der var ved at være fladt - men det var ikke tilfældet. Vindmåleren skal holdes i en helt bestemt vinkel for at kunne aflæses - det må jeg bare leve med. Den var nu også temmelig billig - omkring kr. 100 så vidt jeg lige husker.

onsdag den 18. november 2009

...og nu over til kajakvejret

For de kajakroere som færdes i farvandet fra Djursland til ned omkring Lillebælt har jeg lavet en side med alle de vejr- og farvandsudsigter jeg indtil videre har kunnet støve op. Siden findes ved at klikke på det lille lyseblå ikon af en sol ovre i højre spalte. Det er det 4. sidste i rækken. Siden er selvfølgelig først og fremmest lavet for at gøre livet lettere for mig selv...

DMI Byvejr
Her har jeg medtaget links for alle de byer som ligger tæt ved kysten -  for dem som færdes mest i hav og fjorde og de byer som ligger langs Gudenåen for os som godt kan lide at ro lidt i læ en gang imellem. Byvejret giver en ganske god fornemmelse for temperatur, skydække og nedbør. Hvis man tjekker fx de tre nærmeste omkring det sted man vil ro har man også en fornemmelse for vindforholdene. Jeg tjekker som regel aftenen inden jeg tager af sted og forudsigelserne er egentlig ret præcise. Prognosen som går 9 dage frem skal tages med et gran salt - det ændrer sig normalt mange gange inden man når dagen.

Bælthavet og Sundet
DMI Farvandsudsigt for Bælthavet og Sundet har en forudsigelse som strækker sig to døgn frem. Det er også det længste man kan forudsige med nogenlunde nøjagtighed, men igen, bedste præcision er samme dag eller højst dagen før. Fordelen ved at benytte denne er at den har tre skemaer samlet som viser henholdsvis: vind, bølger og strøm. Ulempen ved siden er at man skal klikke sig frem for hvert timeinterval man vil frem i udsigten. Dog kan man også køre sekvensen som film og så pause den når man når til det tidspunkt som man aktuelt er interesseret i.

DMI Havprognoser
Siden kan vise mange forskellige områder, men for østjyske roere er det Skagerak/Kattegat der dækker Djursland og Indre danske farvande der dækker det sydlige af det østjyske rovand som er mest interessante. Der er også 11 forskellige ting man har mulighed for at få vist, men det er nok mest vind og bølger vi har brug for at se. Hvis man har brug for at se istykkelse er det nok bedre at finde skøjterne frem i stedet for kajakken.

Den måde man finder det rigtige tidspunkt er en smule kluntet lavet. Tiden er opgivet i GMT og ikke dansk normaltid. Prognosen rækker 60 timer frem. Desuden vælger man tiden ved at plusse et antal timer til starttidspunktet. Det er set bedre! Knappen »Husk dette valg« som gemmer indstillingerne til næste besøg har jeg ikke fået til at virke i Internet Explorer 8.0.

Farvandsvæsenets sejladsudsigt
Denne side er nok den som har den bedste funktionalitet af dem som jeg beskriver. Det rigtig smarte ved denne side er at man på oversigtskort kan se hvilke områder der kan vises i bedre forstørrelse - en rigtig smart detalje. Når man så har klikket sig ind på det område man oftest anvender, kan man vælge: gem indstillinger - og det virker, i modsætning til DMI Havprognose.

Også her hos Farvandsvæsenet er det selvfølgelig muligt at se vind, bølger og strømretning ud over en del andre ting. En rigtig smart detalje er at det er muligt at få vist flere ting på samme tid. Vælg fx at få vist bølgehøjde og se så samtidig vindretning og vindstyrke som nogle farvede pile ovenpå bølgekortet. Det er rigtig smart og kan kombineres på mange måder.



Et udsnit af de mange vejrskemaer det er muligt at finde på omtalte sider.

Desuden kan man frit vælge det tidspunkt som man ønsker at se to døgn frem. Det er også muligt at et bestemt tidsrum som en animation hvis man kan bruge det til noget. Under menupunktet Navigation er det også muligt at finde ud af hvilke søkort som dækker det område man er interesseret i. Der er et hav af andre muligheder og indstillinger - gå på opdagelse på siden det er virkelig spændende.



BSH

Det tyske Bundesamt Für Seeschiffahrt und Hydrographie har en side med mange muligheder for at se strømforholdene. Det kort jeg linker til dækker kun fra Horsens Fjord og sydpå. En smart ting ved siden er muligheden for at se og printe kortet i en virkelig høj opløsning. Det er faktisk hele 2440x3496 pixel, hvilket er rigeligt til at printe ud i A4 format i en flot opløsning hvis man har brug for det. BSH har faktisk kort som dækker hele det sydlige Danmark. Der er en speciel sektion som beskriver vandstrømmene i vadehavet - yderst nyttigt hvis turen går i den retning.

Desuden har jeg direkte på siden en generel seksdages vejrudsigt for Østjylland, et kort med vandtemperaturer og et med vandstanden. Det hele fra DMI Havobservationer.

Med alle disse muligheder burde det være muligt at få et kvalificeret gæt på hvordan morgendagens rovejr bliver, men glem nu ikke at bruge dine egne sanser derude og - ikke mindst - den sunde fornuft!

lørdag den 14. november 2009

Inderst i Horsens Fjord


Nogle gamle faldefærdige rønner i Horsens Havn. Manipuleret, originalfoto her.


En eller anden har glemt sin "vandcykel". Manipuleret, originalfoto her.

>> Flere foto

Her i eftermiddag fik jeg lige nogle timer hvor jeg kunne komme på vandet. Det var dejligt at se at lufttempera-turen for første gang i lang tid var højere end vandtempereturen.

Da jeg maksimalt havde fire timer til min rådighed før det blev for mørkt til at ro, valgte jeg at tage en lille tur rundt inderst i Horsens Fjord. Der har jeg faktisk ikke været så meget rundt før.

Jeg fik kajakken i vandet ved Husodde kl. 13 og roede i det grå og lidt blæsende vejr ind mod lystbådehavnen. Vinden burde ifølge DMI være fra syd, men den kom altså fra sydøst i stedet for. Det gav nogle sjove refleksbølger hen langt hele lystbådehavnens bolværk. Jeg var lige et sving inde i industrihavnen, men vendte hurtigt om - der så temmelig kedeligt ud.

Da jeg kom ned til den næste indsejling roede jeg ind for at se om det så mere spændende ud. Og det gjorde det bestemt. Der lå den mest fantastiske samling gamle fiskerønner langs vandet for enden af Ole Jensens Allé - de lå ligesom i to klynger på hver side af et pakhus, eller hvad det nu var. Små farverige huse i alle mulige forskellige størrelser og former, udbygget ved knopskud og tilpasset ejerens smag. Min første tanke var ærligt talt at der var noget Christiania over det. Det er bestemt positivt ment, jeg syntes godt om Fristaden. Det var lidt ærgerligt at vejret var så dårligt. Det ville være fedt at fotografere her med noget bedre lys, for de billeder jeg fik taget yder ikke området fuld retfærdighed.

Et lille stykke efter de små hytter spottede jeg for første gang den flotte taffeland. Det er en utrolig flot rødbrun farve hannen har på hoved og hals. Lidt længere inde så jeg en flot grøn cykel som måske havde stået lidt for længe i vandkanten.

Jeg kunne se på kortet at det var muligt at komme endnu længere ind - og endda få roet under nogle flere broer. Jeg roede et par km ind gennem byen inden jeg vendte om. Det blev til fire broer mere til samlingen, så jeg nu er oppe på 37. Men ak, der er stadig langt op til Poul Møllers nuværende 54 broer. Og han føjer hele tiden flere til, den skurk!

Jeg kunne se at der også var vand på sydsiden af pieren med Horsens Kraftvarmeværk. Det var lidt svært at få øje på passagen derind og der var mildest talt ikke meget vand under kajakken. Det viste sig at der var så lavvandet stort set over det hele derinde, så jeg fandt en lille plet at spise min frokost inden jeg lige roede et lille stykke længere ind. Jeg vendte dog ret hurtigt om - det var simpelthen for lavvandet. En dag med højvande tror jeg det er muligt at komme længere ind.

Det var efterhånden ved at blive mørkt selv om solen først gik ned ved 16-tiden. De tunge mørke skyer holdt stort set alt lys væk. Så jeg tog turen tilbage til udgangspunktet - stort set alene på vandet. Det eneste jeg så på vandet i dag var tre optimistjoller.

En kort, men nogenlunde lun dag på fjorden.
►► Billedmanipulationerne er lavet med hjælp fra Picnik. Prøv selv
at trække et foto gennem deres fantastiske vridemaskine. Det er gratis at
benytte basiseffekterne, men det koster medlemskab for de mere avancerede
funktioner. På ovenstående foto er kun anvendt basiseffekter. ◄◄

Vejr: Jævn vind, overskyet med lidt byger, lidt bølger

Distance: 15,1 km

Fugle: Blishøne, gråand, skarv, stormmåge, hættemåge, taffeland, krage

Du syntes måske også om: