tirsdag den 15. december 2009

Freya Hoffmeister gjorde det!

Det er fandme sejt. I dag er Freya blevet færdig med sit projekt med at ro solo rundt om Australien. Hun er den første kvinde der har roet kontinentet rundt, samtidig med at hun er den som har gjort det på kortest tid. Freya startede den 18. januar i år, så hun har brugt 332 dage på turen - heraf har hun været 245 dage på vandet for at ro de 13.714 km. Det er ca. 60 km om dagen i gennemsnit.

- Jeg er træt og jeg har ikke lyst til at ro mere, sagde Freya Hoffmeister ifølge DR, da hun gik i land. En af de vildeste bedrifter ved turen var et åbent kryds på 530 km som hun tog på 8 dage. Vi må håbe på at det bliver muligt at få hende til Danmark for at berette om turen.

Den eneste som har gjort det før hende er Paul Caffyn som tog turen i 1982. Han brugte 361 dage på det.

Tillykke med rundturen - sikke en bedrift. Den vil gå over i kajakhistorien...

>> Freya Hoffmeister
>> Se turens etaper

søndag den 13. december 2009

Hvad vesten gemmer på...

Når jeg ror har jeg altid min NRS svømmevest på - også på lavt vand om sommeren. Det er simpelthen blevet en vane, som det sikkert er for de fleste roere. De ting jeg har med i vesten er også fast inventar. Denne vest er den tredje jeg ejer og jeg er rigtig glad for den selv om den efterhånden har 2½ år på bagen.

Der er rigtig mange justeringsmuligheder på vesten - en over hver skulder og to justeringer i hver side rundt om livet. Vesten sidder perfekt både om sommeren hvor jeg kan ro blot med en T-shirt og om vinteren med mange lag tøj på. Lukningen er en lynlås som har en sikring i toppen så den ikke kan glide op og en desuden er der en justerbar spænderem nederst. Der er også et beslag på både front og ryg til montering af forskelligt udstyr. Jeg har flere gange overvejet en kniv til fronten men har ikke lige fået den købt endnu. Desuden er der et par store lommer med velcrolukning på front. I den venstre lomme er der en elastik hvor jeg har monteret en karabinhage til fløjte og mobiltelefon.

Det vigtigste sikkerhedsudstyr er min mobiltelefon som ligger i et vandtæt etui. Det er en simpel, men stabil model telefon som jeg udelukkende anvender til kajakbrug. Tasterne er nemme at betjene gennem det vandtætte etui. Hvis jeg på et tidspunkt skulle udskifte den, bliver det med en eller anden pensionistmobil med store taster - den vil være endnu lettere at anvende end den nuværende. Jeg har valgt at have den i lommen på vesten, selv om jeg har set mange som har den liggende på fordækket. For mig giver det tryghed at vide at jeg kan få fat i telefonen selv om jeg skulle komme væk fra kajakken. Det er specielt vigtigt fordi jeg jo næsten altid ror alene. Hvis man ror flere sammen kan jeg godt se at det ikke er helt så vigtigt.

Øverst i den lomme hvor telefonen ligger er også mine læsebriller, som jeg bruger hvis jeg skal nærlæse kort undervejs. Læsebrillerne bliver jævnligt udskiftet - det er begrænset hvor meget saltvand de kan holde til - men jeg plejer at købe en håndfuld når de er på tilbud til 20 kroner. I elastikken i samme lomme sidder en fløjte, som jeg aldrig har haft brug for - men den virker, jeg har lige tjekket.

I den anden lomme er det jeg heldigvis oftest bruger, nemlig mit vand- og stødtætte Olympus µ 725 SW. Det er et perfekt kamera til kajakbrug selv om der dog er et par ting jeg godt havde set anderledes. Jeg savner fx at kameraet kan huske hvisket program man sidst har anvendt, eller bare at det var muligt at vælge at kameraet som standard startede i et af programmerne. Jeg anvender oftest naturprogrammet når jeg fotografere fra kajakken. En anden funktion som ville være god var en lydindikation når kameraet flugtede med horisonten, jeg ved ikke om der er nogle kameraer der har det, men det ville være fedt for en kajakroer. Kameraet er selvfølgelig klikket på vesten med en karabinhage.

torsdag den 3. december 2009

Diset tur omkring Ry


Det er ikke Tågebjergene, men derimod Himmelbjerget i baggrunden.


Teltpladsen er fint skiltet ud mod vandet.

>> Flere foto

Hvor har der dog været godt vejr de sidste par dage. Smuk høj himmel, solskin og en dejlig frostklar luft. Så kan man da kun glæde sig til sin fridag! Den faldt desværre i dag. Med diset, overskyet og blæsende vejr. Selvfølgelig også lidt regn om eftermiddagen.

Jeg startede dagens tur ved Emborg Bro og kunne hurtigt konstatere at vandstanden var usædvanlig høj. Den var vel 15-20 cm højere end jeg tidligere har set, når jeg har været her. Det må være de mange regnvejrsdage i november der er forklaringen på det. Faktisk var der også en hel del strøm på dette stykke af Gudenåen. Det er ikke noget jeg tidligere har bemærket. Sædvanligvis er der ikke nævneværdig forskel på at ro med eller mod strømmen i dette område. Men det var der altså i dag.

Jeg måtte også sætte kajakken i vandet et andet sted, for det sædvanlige var oversvømmet. Men alternativet lå kun 3-4 meter væk og var væsentligt bedre. Normalt går jeg ikke i kajakken herfra fordi der er for langt ned. Men i dag passede det perfekt!

Jeg kom først i vandet ved 10-tiden, for jeg gad ikke pakke bilen i går aftes, så det måtte gøres her i morges efter at ungerne var sendt i skole. Jeg havde ikke roet ret meget mere end et par km før jeg fortrød at jeg havde valgt mine neoprenhandsker med to blottede fingre i stedet for mine lune vinterluffer. Det var godt nok koldt for fingrene når jeg roede hvor der var vind! Jeg kom også i tanke om at jeg heller ikke havde taget handsker med til brug i min pause. Nu er det altså årstid til at huske at få den slags ting med på tur.

Det blæser en hel del fra sydøst, så da jeg kommer ind i Gudensø vælger jeg, af ren dovenskab, at ro langs den sydlige og østlige kyst rundt i søen - der er jo læ. Da jeg kommer op i Rye Mølle Sø kan jeg se at en pæn flok store skalleslugere holder til der. De er nu noget sky, så jeg kommer ikke særlig tæt på dem, men en del af dem fløj lige hen over kajakken. En anden fugl, som mærkelig nok ikke var spor sky i dag, var fiskehejren. Flere steder roede jeg tæt forbi en fiskehejre der stod inde på land - på kun 10-15 meters afstand. Normalt letter de lang tid inden du overhovedet nærmer dig.

Jeg fortsætter turen op til Ry, trækker lige kajakken over ved overbæringen og fortsætter nordpå - jeg har besluttet mig for at jeg vil holde min pause oppe ved Alling Vest teltplads kune tre km længere væk. Da jeg kommer derop er det stadigvæk tørvejr, men mens jeg holder pause begynder det at småregne. Jeg når dog lige at gå lidt rundt og fotografere.
Pausen bliver dog lidt kortere end planlagt - der er ikke fedt at sidde i regnvejr og holde pause. På turen sydover ror jeg tæt på de østlige kyster for at finde lidt læ. Faktisk så jeg mange ting på denne strækning som jeg ikke tidligere har bemærket. Så der er jo også fordele ved modvind. Bl.a. opdagede jeg isfuglen et sted jeg ikke tidligere har set den, nemlig ved skovene lige før Gudensø. Grunden at jeg ikke har set den der før, er selvfølgelig at jeg normalt ror midt i farvandet og ikke helt inde ved kysten. Gad vide om der ikke er mange flere isfugle her langs Gudenåen end man normalt tror? Faktisk er det yderst sjældent at jeg ror i området uden at møde den et eller andet sted.

Vejr: Jævn til frisk vind, overskyet, regn, fladt vand

Distance:
 22,6 km

Fugle: Isfugl, skovskade, toppet lappedykker, fiskehejre, gråand, blishøne, knopsvane, troldand, skarv, stor skallesluger

Du syntes måske også om: