Flak! Hvad fanden er et flak?
Lige efter starten fra parkeringspladsen ved Kalø Slotsruin. |
De flotte skrænter i det fredede område ved Mols Hoved. |
Først lidt om starten på dagens tur, det med flak vender jeg lige tilbage til senere: Det var endnu en dag hvor jeg stor tidligt op for at få en god lang tur. Starten går denne gang fra Kalø Slotsruin, som var mit slutsted sidste gang. Der er måske nogen der er ved at gætte hvad det er jeg har gang i med mine roture i år?
Det er et projekt som jeg begyndte at udtænke for nogle uger siden, da jeg lavede et kort over de steder hvor jeg har roet indtil nu. Kortet er at finde ved at klikke på det lille lyseblå Danmarks-ikon i spalten til højre. Det er på den side hvor alle mine ture er listet op geografisk, så folk kan finde inspiration til et bestemt område. Da jeg kiggede på kortet, fik jeg den ide at jeg ville have det fyldt ud fra Randers Fjord til Kolding Fjord. Det er nogle kilometer der mangler, men det burde kunne nåes i år. For ikke at få alt for mange lange køreture har jeg valgt at mindst to af turene skal være med en enkelt overnatning. Jeg kan bare tage afsted dagen før en af mine fridage og så ro et kortere stykke den første dag. Det skal nok blive et sjovt kajakår.
Men som sagt startede dagens tur ved Kalø Slotsruin, hvor der er gode parkeringsforhold og såmænd også et offentligt toilet. Da jeg kom lidt over syv var der ikke et øje nogen steder. Desværre var der lavvande, så jeg måtte trække kajakken næsten 300 m før der var vand nok til at ro. Så fik jeg lige mærket at vandet egentlig var ganske varmt. Fladt var det også, for der var ikke en vind der rørte sig. Det øverste foto er taget lige efter jeg begyndte at ro. Det er utroligt at vand kan være så stille.
Hvad fanden er et flak?
Men ellers gik turen sydover, først forbi Knebel Vig og videre ned mod Skødshoved. På kortet stod der at der var et flak dernede, men jeg var ikke helt klar over hvad betegnelsen dækkede over. Da jeg gik i folkeskolen var geografi eller et af de fag jeg var mest interesseret i. Så, hvad en vig, en bugt, et næs, et rev, et sund osv, var for noget, har jeg haft helt styr på lige fra barnsben. Og kort har jeg altid været vild med. Men jeg må have været syg den dag resten af klassen lærte om hvad et flak var for noget. I hvert tilfælde blev jeg noget overrasket over hvor langt jeg skulle ro ud da jeg nærmede mig Skødshoved. Doven som man jo er, havde jeg kurs mod at skære hjørnet tæt på, men det blev straffet. Jeg måtte ro noget der ligner en hel kilometer direkte ud fra kysten, på næsten intet vand, før der var vand nok til at ro i. Så på den måde lærte jeg i dag hvad et flak er for noget!
Med denne nye viden i bagagen fortsætter jeg ned mod de smukke skrænter ved Mols Hoved. Her rejser skrænterne sig op til 48 meters højde og de tog sig godt ud i det smukke solskin. Hele området hernede er fredet. Det er der meget mere at læse om det hos Danmarks Naturfredningsforening. Efter dette smukke område kommer der et sommerhusområde inde i Begtrup Vig hvor jeg her besluttet mig for at vende kajakken. Jeg vil nemlig gerne om til Mols Hoved for at holde min første pause der.
Da jeg endelig går på land efter 4 timer og 37 minutter kan jeg se på GPSen at jeg har roet 29,1 km. Jeg har altså holdt en gennemsnitsfart på 6,4 km/t over den strækning. Lige inden jeg holdt pause havde jeg set en katamaranfærge sejle forbi, men den var helt væk i horisonten inden hækbølgerne nåede ind. Jeg talte fyrre bølger inden det ebber ud. Sjovt nok var det ikke de første som var de mest voldsomme, det var dem fra 9-11 der skyllede helt op til, der hvor jeg havde lagt kajakken. Et stort containerskib kommer også forbi, men det laver kun 15-20 bølger, som er meget mindre. Jeg kunne godt være blevet liggende her og tælle bølger hele dagen - men der var desværre også en arbejdsdag i morgen som jeg lige måtte forholde mig til.
Hele turen hjemad var i lige så strålende vejr som turen ud - det blæste dog noget op, men ikke noget særligt. Omme ved Knebel Vig er der en hel del trafik ind og ud - joller, store motorbåde og sejlskibe. Jeg blev nødt til at ligge og vente uden for sejlrenden et godt stykke tid. På turen får jeg også lige spottet to fugle som jeg ikke har set før, så vidt jeg husker: sortand og svartbag. Sidstnævnte måge, der ofte kaldes havmåge, er godt nok en stor krabat, når man ser den tæt på.
Da jeg kommer tilbage til parkeringspladsen ser stedet noget anderledes ud end da jeg tog afsted. Der er et mylder af mennesker på stranden, parkeringspladsen er helt fyldt op og kiosken og restauranten er åben. Grejet bliver dog hurtigt pakket ned og jeg er klar til hjemturen. Jeg overvejer et kort sekund at spise en kæmpestor hjemmelavet isvaffel, men så får jeg øje på køen og dropper det. I stedet trykker jeg Jimi Hendrix ind i CD-afspilleren og bevæger mig sydover.
Excuse me while i kiss the sky... en herlig sommerdag på vandet.
Vejr: Let vind, fladt vand, sol og sommer
Distance: 49,2 km
Fugle: Knopsvane, krage, skarv, strandskade, edderfugl, digesvale, sortand, svartbag
2 kommentarer:
Vilken fin paddling du har haft. Bra tempo också. Sortand (Sjöorre på Svenska) känner jag inte igen. Den är visst inte så vanlig längs kusterna.
Hej Peter
Nej, jeg blev også forbavset over at se den, eller rettere dem, der var to hanner.
Venlig hilsen Helge
Send en kommentar