Økologisk strøm til mobilen
Min fine gamle Nokia 1600 får økologisk strøm. |
Jeg har anskaffet mig en solcelleoplader der skal bruges når jeg er af sted på ture. Opladeren lader på to genopladelige 1,2V AA-batterier, der så kan »fyldes« over på min mobiltelefon. Jeg har en gammel simpel Nokia 1600 som jeg altid har liggende i en lomme på min svømmevest. Den kan stort set ikke andet end at ringe - men det er den så til gengæld god til. Betjeningen er meget simpel og det vurdere jeg er vigtigt hvis jeg en dag skulle få brug for den i en nødsituation. Det håber jeg selvfølgelig aldrig jeg får brug for!
Ud over denne gamle svinger har jeg også en vandtæt Android telefon. Det er en Motorola Defy, som jeg har med på tur, den er dog stuvet ned i kajakken. Den er til at tjekke vind, vejr, havprognoser, seværdigheder og alt muligt andet med. Desværre følger der ikke et adapterstik med til denne model - den bruger et af de nye USB stik. Jeg vil dog se om det ikke er muligt at købe dette adapterstik et eller andet sted, for det er helt sikkert den der bruger mest strøm af de to modeller.
Inden opladeren tages i brug skal den lades helt op ved stå i solen to hele dage. Mens den gjorde det lod jeg den være i en vandtæt pose og det ser ud til at den sagtens kan lade alligevel. Efter denne første opladning burde den kunne lave strøm nok til at fylde telefonen i løbet af otte solskinstimer. Det vil vise sig om det holder stik - det har jeg ikke prøvet endnu.
Opladeren er ikke ret stor, sammenfoldet fylder den (DxBxH) 105x60x25 mm. Når den er lukket op og klar til at lade er den dog 170 cm lang. Vægten er 115 g med batterier monteret. Mærket er det, for mig, helt ukendte PF Concept. Der står også »Made in China« på enheden - det er næsten en selvfølge nu om dage.
Prisen er til at overskue, jeg har nemlig ikke givet nogen penge den. Den er købt for point jeg har samlet i hos YouGov. Jeg har dog fundet den på en engelsk hjemmeside til kr. 268 (det er ved køb af min. 10 stk.!) og på en spansk hjemmeside til kr. 232 kr.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar