torsdag den 6. juni 2013

I mod- og medvind

Kajakken på land under pausen ved Gylling Næs

I træernes verden får de døde lov til at blive mellem de levende.


En hel fridag midt i ugen og vejrudsigten lover sol - så er det oplagt at bruge dagen i kajakken. Faktisk var jeg gået tidligt hjem fra en sommerfest på jobbet for at være frisk til at komme tidligt af sted, men jeg havde ikke hentet bilen og ikke pakket noget ned overhovedet, så jeg kom ikke på vandet før kl. 10:30.

Jeg havde overvejet forskellige ruter langs de lokale kyster, men endte med at vælge den mest øde rute, nemlig fra Hou syd til Gylling Næs. Hele området syd for Hov er helt uden sommerhuse og mennesker - det er meget anderledes end fx at ro nordpå mod Aarhus hvor der næsten er bebygget overalt.

Der var pænt højvandet ved afgang, så kajakken kom hurtigt ud i noget saltvand igen. For at komme ned til Gylling Næs er man nødt til at ro uden om Søby Rev for området indenfor er meget lavvandet og fyldt med store sten. Men pyt - det giver nogle flere km i bogen.

Jeg havde tjekket at DMI havde lovet 5 m/s vind fra stik syd, så der var da en smule bølger ude ved revet, men ellers var der ret stille under den bagende sol (altså bortset fra vinden!). Både før og efter revet var der rigtig mange edderfugle i luften, specielt mange hunner. Da jeg først fik øje på dem var jeg lidt i tvivl om hvad det var for nogle, men straks der dukker nogle hanner op er der ingen tvivl. Rigtig mange af dem var ude i vandet med deres ællinger. Et flot syn. Jeg tror ikke jeg har set så mange edderfugle på en tur før.

Nede på Gylling Næs gik jeg på land for at holde en pause og få lidt at spise - og ikke mindst ligge og glo på skyer. Der var kun læ for vinden når jeg lå ned, så det kom helt af sig selv. Der var en dejlig stereolyd mens jeg lå der i græsset. Venstre kanal: vindens susen i trækronerne. Højre kanal: bølgernes skvulp mod stenstranden. På storskærmen over mig (betragtet gennem græsstrå) i perfekt HD-kvalitet og i 3D: forpjuskede skyer. Det er svært at forlange mere. Det skulle da lige være en god kop kaffe - det havde jeg ikke fået med.

Så da skyerne havde flyttet sig en smule var det tid for hjemturen. Den gik betragteligt hurtigere, for nu var det med vinden i ryggen. Kaffetrangen gjorde nok også sit. Grejet røg hurtigt i bilen og jeg slog et slag ned forbi Caféen i Hou (et rigtig dejligt sted som jeg varmt kan anbefale) og fik en velfortjent kop cappuccino. Den smagte forrygende oven på en perfekt dag...

Vejr: Jævn vind, mindre bølger, sol
Distance: 24,0 km
Fugle: Strandskade, skarv, edderfugl, gråand, havterne, knopsvane, hættemåge

lørdag den 27. april 2013

Om at begynde på en frisk...










Træernes grafik mod den blå himmel er altid et flot syn inden bladene kommer.

Det er ved at være temmelig længe siden jeg sidst har været ude i min kajak - det er faktisk over halvandet år siden. Der kom lige en skilsmisse i vejen som har tæret en del på kræfterne og desværre har betydet at jeg ikke har kunnet tage mig sammen til at komme på vandet. Egentlig lidt ærgerligt når jeg tænker på hvor glad og hvor meget overskud jeg altid er fyldt med når jeg kommer hjem fra en kajaktur - uanset vind og vejr.

Men som Buddha sagde:

          "No matter how hard the past,
          you can always begin again"

Så langt om længe kom jeg da ud på en kort tur i dag. Jeg startede fra Emborg Bro ved 11-tiden og tog turen op til Gudensø, retur ned til Mossø med en lille frokostpause ved Klostermølle. På tilbagevejen var jeg så langt oppe ad Salten Å som det er tilladt, med det håb at få et glimt af den smukke isfugl. Den var dog ikke på vingerne i dag.

Selv om solen var fremme det meste af tiden var vinden råkold, så jeg var glad for at jeg tog en fleecetrøje under rojakken. Selv om der kun var enkelte, ganske spredte, træer men antydning af grønt var det en smuk tur alligevel, men det bliver rigtig fedt når det hele springer ud. Inde på land var der rigtig gang i fuglesangen selv om de ikke var til at få øje på. Alt i alt var det skønt at komme i gang med roningen igen.

Vejr: Jævn vind, fladt vand, mest sol
Distance: 14,7 km
Fugle: Fiskehejre, knopsvane, toppet lappedykker, bysvale, blishøne, gråand, krage, grågås og en mellemstor rovfugl

Du syntes måske også om: