søndag den 8. februar 2009

Cold Water Boot Camp USA DVD

Cold Water Boot Camp USA
NWSC, 2008 - 60 min.


Jeg har i et tidligere indlæg omtalt den korte version af Cold Water Boot Camp som ligger frit tilgængeligt på YouTube. Efter at have set videoklippet besluttede jeg mig for at bestille hele DVD’en hjem fra USA. Den koster ikke noget, bortset fra kr. 35 i fragt. Jeg var lidt spændt på om filmen blot indeholdt de 10 minutter som jeg kendte i forvejen, men det var heldigvis ikke tilfældet.

Det vigtigste afsnit er det 30 minutter lange program. Ud over de ting som er med i den korte version, kommer man her meget tættere på deltagerne i forsøget. Der er lange sekvenser hvor du kan se hvordan selv veltrænede personer reagere på det kolde vand. Hvor svært det rent faktisk er at svømme i koldt vand, selv om du er en garvet svømmer. Det er også ganske interessant at deltagerne selv er forbavsede over deres manglende evne til at kontrollere deres bevægelser. I det hele taget er den lange udgave gået meget mere i dybden med alle emnerne. Jeg syntes generelt at den lange version er betydeligt mere informativ end den korte version, som ind imellem kan virke lidt for propagandistisk. Men det er nok nødvendigt når de kun er 10 min. til rådighed.

Et afsnit som er ganske interessant er »Surviving Cold Water«, som beskriver mulighederne for at forhindre nedkøling hvis du først er endt i vandet. Alt materiale i dette afsnit er slet ikke omtalt i det korte 10 minutters klip. Det består af fire dele:

  1. H.E.L.P. (Heat Escape Lessing Position) / Huddle Position
  2. Get Body Out of Water
  3. Signal for Help
  4. Thermal Protective Flotation

Første del viser den position du bør ligge i hvis du ikke har mulighed for at komme ud af vandet, den stilling som giver dig den bedste mulighed for at overleve hvis du er alene. Desuden vises hvordan man bør holde sammen hvis man er en gruppe, både for at holde varmen og for at støtte hinanden psykisk. Anden del forklarer hvor vigtigt det er, hvis det er muligt, at komme op på sit fartøj, for at få så meget af kroppen som muligt ud af vandet. Tredje del viser forskellige muligheder for at tilkalde hjælp og den sidste del forklarer fordelene ved fx våddragt og tørdragt. Det er tydeligt at afsnittet ikke henvender sig direkte til kajakroere, men her er alligevel rigtig mange guldkorn at hente for os.

Resten af DVD’en består mest af varierende klipninger af det samme materiale, men med fokus på forskellige emner.

Jeg bestilte filmen hos NASBLA, betalte med Visakort og modtog filmen efter ca. 14 dage.

Filmens afsnit:

  • 30 Minute Program (fuld version)
  • 10 Minute Program (versionen fra YouTube)
  • Life Jackets (kort spot)
  • 1-10-1 Principle (kort spot)
  • Surviving Cold Water (om at undgå nedkøling)
  • The Frist 60 Seconds (kort spot)
  • CWBC USA Promo (kort spot)
  • Booth video (alternativ edit)

2 kommentarer:

Anonym sagde ...

Meget fin anmeldelse Helge.

Helge Helligsøe sagde ...

Hej Steffen

Mange tak.

Filmen er absolut seværdig - bør egentlig ses af alle som ror om vinteren. Til prisen er den jo overkommelig at bestille hjem.

Venlig hilsen Helge

Du syntes måske også om: