Vinterklar - udstyr og tanker om sikkerhed

Jeg har siden min anden kajaksæson roet hele året. I starten var det ikke noget jeg spekulerede så meget over. Jeg havde købe et par neopren longjohn og følte mig rimelig tryg ved det. I dag hvor jeg ved en hel del om vinterroning og risikoen ved koldt vand, er jeg stadig helt tryg ved at ro i nogenlunde det samme udstyr. Også selv om det er temmelig meget oppe i tiden med tørdragter. Men der er også nogle ting som jeg fravælger at gøre her om vinteren. Mere om det senere.

Først vil jeg lige præsentere den beklædning jeg ror i om vinteren:






















Inderste lag: (1) Langærmet uldundertrøje, uldunderbukser, kraftige sokker af kunststof. Mellemste lag: (2) Neopren longjohn. (3) Fleecetrøje i kunststof. (4) Softshell i kunststof (5) Sprayskirt. Yderste lag: (6) Neoprenhætte, åndbar kajakjakke med hætte, kraftige langskaftede neoprenstøvler, neoprenluffer med åben håndflade.

I år har jeg udskiftet adskillige ting i min vinterbeklædning, hvilket har gjort at jeg har meget mere lyst til at ro når det er koldt. I det inderste lag er den langærmede undertrøje i svedtransporterende kunststof skiftet ud med en tilsvarende i uld. Forskellen er kolossal. Ligeledes er almindeligt underbukser af bomuld skiftet ud med nogle i uld - også her er forskellen tydelig. Med dette lag inderst føles kroppen mere varm end før. Jeg har endnu ikke fået købt nogle ordentlige uldsokker, men jeg syntes egentlig de sokker jeg har nu holder fødderne ret godt varme. I det mellemste lag har jeg ikke skiftet noget ud. Jeg har en kraftig uldsweater som jeg kan tage på i stedet for fleecetrøjen hvis jeg en dag skal ud i rigtig koldt og blæsende vejr - jeg har dog ikke haft brug for det endnu. De væsentligste indkøb har dog været i det yderste lag. Neoprenhætte, kraftige langskaftede neoprenstøvler og et par gode luffer. Disse tre ting, som er anskaffet for under kr. 1.000, er klart den bedste investering jeg har gjort til roning i vintersæsonen.











(7) Svømmevest og pagaj. Landgangstøj: (8) Skibukser, hue, fingerfri vanter og luffer i ét (kunststof). (9) I tilfælde af nedbør bruger jeg min militærponcho.

Det sidste jeg tager på inden jeg ror ud er svømmevesten, som jeg dog plejer at spænde, hvilket jeg glemte da jeg stillede op til fotografering. Jeg syntes også at det er vigtigt at det er behageligt at opholde sig på land. Jeg har altid en ekstra tør fleece med i kajakken så jeg kan skifte hvis jeg syntes den er blevet for våd, men som regel gider jeg ikke gøre det. Men det er rart at vide at muligheden er der. Hvis det er blæsende vejr trækker jeg et par kraftige skibukser ud over mine longjohns for at stoppe vinden. Hvis jeg kun går på land for et kort ophold plejer jeg at beholde mine kajakstøvler på, men ellers skifter jeg over til et par vandrerstøvler i stedet for. Desuden skubber jeg neoprenhætten om i nakken og tage en lun hue på i stedet for. På fingrene har jeg et par rigtig gode vanter hvor man kan vælge at have fingrene frie eller at trække en luffe ud over det hele. Det er altså rigtig fedt, for det er ofte fingrene det kniber med at holde varme. Her kan jeg bruge det samme par til at spise og fotografere osv. og lynhurtigt trække luffen over fingrene når jeg er færdig.

Tanker om sikkerhed
Der er helt klart nogle ting jeg fravælger at gøre her om vinteren. Bl. a. tager jeg ikke på ture i nyt rovand, men holder mig til farvande som jeg kender godt. Så er chancen for at blive overrasket over et eller andet betydeligt mindre. Desuden holder jeg mig hele tiden tæt på land, for jeg ror altid alene. Jeg har endnu ikke lært at rulle så jeg er meget opmærksom på at jeg skal kunne komme på land ved egen kraft i løbet af ca. 10 minutter - det er den tid man har inden fingrene ikke længere kan bruges. Det er muligvis længere tid når jeg nu har våddragt på, men hellere være på den sikre side. I det hele taget mener jeg ikke at vinteren egner sig til store nye udfordringer, derfor er jeg også mere opmærksom på vejrets gøren og laden end jeg normalt er i sommerperioden.

Hvorfor ikke tørdragt?
Det er meget oppe i tiden med tørdragter. Folk køber rask væk mærkevaredragter til langt over kr. 10.000. Det er sgu næsten mere end jeg har givet for min kajak! Men jeg spørger mig selv gang på gang om det virkelig er pengene værd. Jeg kan ikke lade være med at sende en tanke til eventyreren og kajakroeren John Andersen som har beskrevet adskillige af sine kajakekspeditioner til Grønland i flere bøger. Jeg har ikke set et eneste billede af ham, eller nogle af hans makkere, i en tørdragt. Jeg vil på ingen måde sammenligne mine egne færdigheder eller evner med hans, men det er dog tankevækkende, at det er i lille lune Danmark og ikke på Grønland at tørdragterne er blevet et modefænomen. Jeg vil ikke gøre mig til talsmand for det ene eller det andet - ens sikkerhed er helt ens eget ansvar og hvis nogle rorere føler sig mere sikre i en tørdragt er det helt fint.

En anden grund til at jeg ikke seriøst overvejer at købe en tørdragt er at jeg, når jeg roer, sveder temmelig meget. Det gør jeg også når jeg løber eller laver anden sport - det gør alle vel, men jeg sveder over gennemsnittet er jeg ret sikker på. Jeg er af den opfattelse at min komfort er en del bedre i mit nuværende udstyr end i en tørdragt - uanset hvor åndbar producenten nu mener den er. Men det er selvfølgelig kun en påstand, jeg har aldrig prøvet en tørdragt.

Hvis man sammenligne sikkerheden for en neoprendragt og en tørdragt mener jeg ikke den er specielt stor. I et tidligere indlæg har jeg henvist til skema fra Søsportens Sikkerhedsråd hvoraf det fremgår at der i 5° C koldt vand går fire timer før du besvimer, hvis du er iført en våddragt. For en tørdragt drejer det sig om seks timer i stedet for. Man får lidt ekstra tid i en tørdragt, men om man finder det vigtigt er jo op til en personlig vurdering.

Faktisk tror jeg at den neoprenhætte jeg ror med er væsentlig større betydning end en tørdragt. Hvis jeg skulle stryge en tur i baljen er sandsynligheden for at jeg ubevidst gisper efter vejret, og dermed sluger vand, betydeligt mindre når hele hovedet er beskyttet af hætten, end hvis jeg roede uden. Og det er trods alt den første omgang i vand i lungerne som starter processen frem mod druknedøden. For mig er det ultimative paradoks egentlig folk som ror med tørdragt, men uden noget på hovedet!

Hvis man regner vintersæsonen for månederne november til og med marts måned ligger ca. 20 % af mine ture om vinteren. Et tal som sikkert vil stige med det nye varmere udstyr jeg har købt til denne vintersæson. Kilometermæssigt har jeg roet omkring 500 km vinterroning, så gennemsnitslængden på turene er lidt kortere i den kolde sæson.

Jeg kan rigtig godt lide at ro om vinteren, selv med de begrænsninger jeg pålægger mig selv. God vinterroning - men tænk dig om!