lørdag den 21. marts 2009

Godt alternativ til sportsplasteret

   

Jeg har fundet frem til noget plaster som er rigtig godt til at pakke forskellige skavanker ind med. Tidligere har jeg mest brugt almindeligt sportsplaster, men var træt af at det ofte var besværligt at få af igen og at det altid efterlod limrester hvor det blev brugt.

Imidlertid kom fruen på et tidspunkt hjem med en pakke Micropore™ plaster som hun var blevet anbefalet på apoteket, til at pakke en af knægtenes fodvorter ind i når han skulle i bad. Det fungerede perfekt.

Straks kunne jeg jo se at det sikkert også kunne anvendes til noget meget mere seriøst. Hvis det var rigtigt, det produktet bryster sig med - at det var let at fjerne, var åndbart og vandskyende - begynder tankerne jo at vandre i retningen af kajakverdenen. Så da jeg på et tidspunkt havde fået en stor vabel på den ene pegefinger af drengenes crosser og alligevel ville på vandet, så jeg mit snit til at »låne« plasteret med på tur.

Jeg pakkede så såret efter vabelen ind i plasteret inden jeg roede en lidt længere tur på 40 km her i marts måned. Jeg tror jeg viklede det om fingeren så der blev 4-5 lag eller noget i den retning. Og jeg må sige at plasteret også bestod slidstyrkeprøven. På det nederste billede er hånden som den så ud efter at have roet de 40 km. Ikke antydningen at gennemslidning. Det er selvfølgelig blevet beskidt, men altså...
Plasteret ligger nu fast i min dagsluge - jeg må nok hellere købe en ny pakke til fruen inden hun opdager at den er væk.

Det er 3M som producere Micropore og de skriver bl.a. om produktet: Verdens mest solgte kirurgiske tape. Tillader huden at ånde. Fjernes nemt og smertefrit. Er langtidsklæbende selv under fugtige forhold. Anvendelsesområder: Små sår, rifter og hudafskrabninger; til forebyggelse af vabler.

Plasteret fås i forskellige bredder fx 12,5 mm og 25 mm. Det er det brede som jeg har anvendt. Kan blandt andet købes på apoteket og hos forskellige materialister. Kan også købes på nettet hos Net2Care, både den smalle og den brede udgave. Fås lige nu på tilbud til kr. 19,95 i en »bordmodel« med en dispenser - holderen kan man så smide ud, for den fylder jo alt for meget i kajakken! Den er i øvrigt slet ikke nødvendig - plasteret er ganske let at rive over.

2 kommentarer:

Hettel.dk sagde ...

Et godt alternativ til plasteret er cykelhandsker eller Oxon arbejdshandsker i mikrofiber med kunstigt ruskind i håndfladen fra det lokale byggemarked. Så kommer vablerne og slidsårende på handskerne istedet for hænderne. mvh/Philip Hettel

Helge Helligsøe sagde ...

Hej Philip
Mit problem er sådan set ikke at jeg får vabler af at ro - jeg har et solidt lag af hård hud efterhånden :-)

Jeg havde fået en vabel efter at arbejde med drengenes crosser.

Men måske er handsken en god ide til folk som har problemer med at vabler af kajakroningen.

Venlig hilsen Helge

Du syntes måske også om: