onsdag den 11. marts 2009

Nørreåen på kanten af foråret

Foto: Disse shelters ligger rigtig smukt, kun ca. 200 m fra Nørreåen - der er sat skilt op ved vandet nu.

>> Flere foto

Mens jeg tidlige om morgenen sad i bilen på E45 motorvejen i nordgående retning, kunne jeg glæde mig over at jeg for første gang i år havde en fridag uden nogen aftaler senere på dagen der skulle overholdes. Fruen skulle ikke bruge bilen til noget og ungerne skulle ikke transporteres rundt til hverken det ene eller det andet. Det var skønt at tænke på mens jeg var på vej op mod Nørreåen hvor jeg havde planlagt dagens tur. Og når jeg kiggede op gennem soltaget kunne jeg (ud over kajakken selvfølgelig) se at der var enkelte huller i skyerne. Det tegnede til en god dag.

Jeg startede ud ved Fladbro hvor jeg tidligere er startet, godt isætningssted og rimelige parkeringsforhold. Stedet ligger blot nogle få km fra motorvejsafkørsel 40, så det er let at komme hertil for folk både nord- og sydfra.

Efter at kajakken var kommet i vandet lidt før klokken otte gik det i modvind og modstrøm vestover ad Nørreåen. Det stykke jeg ville ro i dag var stort set det samme stykke som jeg roede en varm majdag i 2007. Landskabet ser unægteligt noget anderledes ud her i marts, det er egentlig mere spændende at se det på denne årstid, hvor naturen er klædt helt af. Men det kan ikke vare længe før det hele springer ud. Der er temmelig meget forår i luften. Viberne kredser parvis inde over engene og stærene sidder på grenene som om de bare venter på foråret. Jeg var også så heldig at spotte en rørspurv som jeg ikke tidligere har set. Den smukke isfugl er også at finde på mindst tre lokaliteter her ved Nørreåen. Et af stederne så jeg et par som legede i luften; for det meste ses de kun enkeltvis.

Da jeg har roet nogle kilometer kan jeg høre en mærkelig metallisk banken og bliver selvfølgelig nysgerrig - lyden skiller sig lidt ud, her hvor det mest er fuglesang som præger lydbilledet. Det viser sig at det er en defekt gammel mølle som sikkert har været brugt som drænpumpe. Der er lidt »wild west« over den, som den står der og skramler i vinden.

Efter at have roet forbi de store engarealer kommer jeg op til Ålum by med den lidt specielle røde Ålum Kirke. Efter hjemkomsten ærgrede jeg mig lidt over at jeg ikke gik på land her, for jeg fandt ud af at der ved kirken står fire flotte runesten fra vikingetiden - dem må jeg se en anden gang. Umiddelbart derefter starter dagens brohøst med den første af de to broer som krydser åen. Dem er jeg ganske vist roet under tidligere, men dengang var jeg ikke begyndt at samle på broer og fik derfor ikke fotograferet dem. Ved dagens sidste bro ligger også Skjern Kirke, der forresten også har en sjælden runesten i forhaven. Der var så endnu en grund til at researche ordentligt hjemmefra inden en tur!

Da jeg har roet lidt over 15 km vælger jeg at gå på land ved Skjern Hovedgård Teltplads for at holde en kort pause. Pladsen er uden faciliteter af nogen art, så vand og foldespade må man selv have med hvis man vil overnatte her. Desuden vil en luftmadras være en god ting, hvis man har planer om at overnatte i marts måned, for der var sumpet over det hele og store vandpytter mange steder. Det er forhåbentlig bedre i sommermånederne når kanofolket begynder at komme forbi for ellers er pladsen ikke meget bevendt. Efter at have fået noget tomatsuppe med nybagt loganbrød til, ror jeg omkring 5 km længere vestpå inden jeg vender kajakken.

Hastigheden er noget bedre med vinden i ryggen og strømmen som hjælper, så jeg falder hurtigt ind i den samme meditative tilstand som jeg også oplevede flere gange på turen opad, når terrænet blev lidt ensformigt. Det er en fed oplevelse når det kommer til at passe med kadencen i rotagene og åndedrættet og så holde sit fokus på mellemgulvet og hvert enkelt åndedrag - så bliver alt ét - det er svært at beskrive.

På turen ud havde jeg lagt mærke til at der stod en af Skov- og Naturstyrelsens karakteristiske røde stolper ca. 11 km fra Fladbro, så det var et passende sted for endnu et stop. Der var ganske rigtigt en shelterplads på denne position med to ret store sheltere. Her var også masser af brænde lagt ud til brug på bålpladsen. Der er ca. 200 m at gå nede fra landgangsstedet op til selve pladsen, som jeg fandt ud af bare bliver kaldt »Shelterne ved Nørreåen«. Jeg tog en stribe billeder hvor pladsen og shelterne kan ses.

En ting som gjorde denne tur speciel var at der var rigtig mange rovfugle at se. Jeg så omkring 15-20 stykker på turen - de tre af dem hang og svævede over shelterpladsen da jeg var deroppe.

Da jeg kører hjemad igen går det virkelig op for mig at foråret er på vej. Hvert år er der et forårstegn som det ikke er til at tage fejl af - det er selvfølgelig alle motorcyklerne som er ude at blive luftet med en første tur. Det rykker stadig en lille smule i en tidligere Harley-Davidson ejer - men det slår jo ikke en god kajaktur!

Da jeg tjekkede i mit roskema ved hjemkomsten opdagede jeg at denne tur er den første nogensinde jeg har roet i marts måned, så det har åbenbart ikke været min favoritmåned indtil videre. Men denne tur var bestemt en udmærket måde at ændre på den tradition...

Vejr: Jævn vind, lidt overskyet, mest sol, fladt vand

Distance: 40,4 km

Fugle: Fasan, solsort, gråand, fiskehejre, troldand skarv, isfugl, krage, knopsvane, sangsvane, vibe, rørspurv, stær, 15-20 rovfugle

2 kommentarer:

pro2type sagde ...

Ah Wild West stemning. Du tænker på åbnings-scenen i Once apon a Time in the West.

http://www.youtube.com/watch?v=jHZpO6aNLwE

Poul Kjeldgaard

Helge Helligsøe sagde ...

Hej Poul
Jeg havde den nu ikke bevidst i tankerne, men kan godt se hvad du mener. Fed film iøvrigt!

Det har nok mere været alle barndommens sort-hvide cowboyserier i tv der spøgte.

Venlig hilsen Helge

Du syntes måske også om: