Februar - retrospektivt
Her er lidt foto fra mine kajakture i februar måned gennem tiden.
Alle foto er manipuleret i Photoshop og/eller andre programmer.
Første gang jeg stødte på is under en kajaktur var på en tur i Mossø i februar 2008. Dog kun tynd is.
En tur på Gudenåen i 2009 med en lille smule februar-sol.
En helt isfri tur ved Odderkysten sidste år - sådan ser det desværre ikke ud i år.
Frokost i en smule sne inde ved skovene syd for Århus.
I år er der så en del problemer med is i farvandet, men nogle dage er det dog muligt at komme ud.
Læs om turen her
Til dato er det kun blevet til syv ture i februar - men det er selvfølgelig også årets korteste måned. Det er i alt blevet til 181 km gennem årene, så det giver en gennemsnitlig længde for turene på 26 km. Det kan godt nogle gange føles som langt om vinteren. Sådan har jeg det i hvert tilfælde. Mine ture i februar har budt på meget forskelligt vejr og som regel temperaturer lige omkring eller lidt over frysepunktet. Det har dog ikke været tilfældet for turene i år!
I løbet af måneden tager dagene til med hele to timer. Så det er i løbet af denne måned der er ved at være timer nok til nogle gode lange ture - hvis ellers vejret er til det. Samtidig er februar, sammen med januar, årets koldeste måned med middeltemperatur på 0,0 °C. Februar er den af vintermånederne som normalt byder på flest solskinstimer og samtidig den måned som normalt giver mindst nedbør. Så bare kom ud i kajakken. Men det er ikke altid at normalen holder stik!
Februar blev tidligere kaldt blidemåneden, blid i betydningen lys eller hvid - det er sikkert sne der hentydes til. Det er også i februar at Kyndelmisse falder, poetisk beskrevet af Steen Steensen Blicher, som i parentes bemærket boede her på Odder-egnen en kortere periode:
Det er hvidt herude,
kyndelmisse slår sin knude
overmåde hvas og hård,
hvidt forneden, hvidt foroven,
pudret tykt står træ i skoven
som udi min abildgård.
Man må sige at det er en ret præcis beskrivelse at situationen februar 2010, selv om teksten er fra 1838.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar