3.000 kilometers test af Werner Camano Straight Shaft glasfiber

Bladene er  ridsede og har fået nogle skader langs kanten, men det har ingen indvirkning på roningen.

Samlingen fungere stadig perfekt efter så lang tids hård brug. Sløret ved vrid er minimalt.

Jeg har efterhånden haft min Werner pagaj i mere end fire år og har roet 3.161 km med den, så det er vist ved at  være på tide at komme med en seriøs vurdering af den.

Modellen jeg valgte dengang i 2007 var en Werner Camano Straight Shaft glasfiber, men der var dog flere modeller i spil inden jeg valgte den. Alle facts om pagajen kan du selv se via dette link, men kort fortalt er det en forholdsvis let glasfiberpagaj med et lige, justerbart skaft af carbon.

I det daglige er den yderst behagelig at ro med for den kun vejer 772 g, det har stor betydning når man ror langt, at det er så lille en vægt som muligt man holder i hænderne. Desuden føles skaftet varmt at holde ved, selv om vinteren hvor jeg ror med open-palm luffer og altså har fat direkte om pagajen. En anden god ting er at skaftet er en smule ovalt der hvor man tager fat, det virker utroligt naturligt at holde på den måde.

Den model jeg har, der som sagt er fra 2007, er ændret på et afgørende punkt, nemlig udløserknappen til delingen. På min pagaj stikker knappen et stykke ud af skaftet, men på de nye modeller er knappen forsænket. Det er langt at foretrække. Jeg vil dog rose Werner for at de ikke lod købere af den gamle model i stikken da de lancerede den nye. Alle med gamle modeller kunne frit bestille en lille Button Cover der kunne sættes hen over udløserknappen så den også var beskyttet. Den kan ses til højre på den nederste foto.

Hvordan ser pagajen så ud i dag?
Nu har jeg så haft pagajen i fire år og har ikke behandlet den skånsomt. Jeg betragter mit kajakgrej som værktøj, ikke som noget der skal passes på og nusses om. Jeg har det for at bruge det og det skal det kunne holde til. Ellers skal jeg have noget andet og bedre. Da jeg stort set altid starter ud fra en strand eller det der er værre, får pagajen selvfølgelig nogle knubs når jeg skal i kajakken og når jeg går på land, men som det kan ses på billederne er glasfiberbladene selvfølgelig ridsede og en anelse ujævne i kanten, men det er virkelig småting efter den har været med på 106 ture. Det vidner om at materialet er ekstremt slidstærkt.

Selve samlingen har det stadigvæk godt, selv om der dog er kommet en anelse slør. Jeg kan vel vride det samlede skaft noget der minder om en kvart mm hvis jeg vrider hårdt til. Det er virkelig i småtingsafdelingen og ikke noget jeg overhovedet bemærker til dagligt. Det forbavser mig egentlig lidt at der ikke er mere slør, for jeg bruger den som kraftig støtte hver gang jeg skal i og ud af kajakken og jeg kravler jo nærmest op på den med hele min vægt når jeg øver selvredning. Jeg havde måske også forventet at der lettere kom slør fordi jeg helt konsekvent bruger den samme skivning - nemlig 0°. Jeg går ud fra at hvis man ændre skivning ind imellem vil slitagen blive mere jævnt fordelt. Men den kan jo næsten ikke blive mindre end det er - efter så lang tids brug.

Den eneste vedligeholdelse pagajen har fået, er at den altid er blevet skyllet under koldt ferskvand i samlingen efter hver eneste tur. Det er faktisk også den eneste vedligeholdelse som Werner selv anbefaler. Hvis man ikke gør det vil der komme små saltpartikler i samlingen der så kan virke som sandpapir. Jeg har helt bevidst altid holdt samlingen langt væk fra sand, for det er selvfølgelig muligt at ødelægge den, hvis der kommer sand derind. Hvis samlingen en enkelt gang har været i sandet, er den altid blevet skyllet i ferskvand inden den bliver samlet igen. Det er nok det eneste man skal være yderst påpasselig med ved denne type delt pagaj: skyl altid efter i ferskvand!

Jeg valgte bevidst en pagaj til low angel roning. Jeg ror ikke om kap med nogen og har ikke noget specielt ønske om høje hastigheder - hvis jeg havde det, havde jeg valgt en wingpagaj. Alligevel syntes jeg at pagajen har en passende størrelse til at kunne få fin fart i kajakken - også over lange stræk. Selv på distancer på 30-40 km kan jeg med Camano’en holde en gennemsnitsfart på mere end 6 km/t uden at blive overanstrengt. Det er fint nok til mig.

Jeg har ikke oplevet nogle gener i skuldre eller arme ved brug af den. Jeg kan selvfølgelig godt være træt i kroppen efter en tur på mere end 60 km, men har ikke efterfølgende haft nogle problemer med ledene eller lignende.

Hvis jeg i dag skulle ud og købe en ny pagaj ville jeg nok vælge den samme igen...
Men på den anden side kunne jeg også godt tænke mig en grønlandsk åre...