fredag den 8. maj 2009

Sæsonstart med overnatning

En hyggelig lejrplads ved Palsgård voldsted

Morgenkaffen er ved at være klar
>> Flere foto

Jeg havde en fridag torsdag som skulle bruges i kajakken, men fruen havde planer med bilen den dag, så jeg havde pludselig både onsdag, torsdag og fredag til min rådighed. Selv om onsdag og fredag kun ville blive halve dage var det alligevel en udmærket anledning til at få et par hyggelige overnatninger ude. Vejrudsigten var dog ikke for munter. DMI’s vindvarsler for hhv. middelvind og vindstød så således ud: onsdag 12/20, torsdag 10/17 og fredag 8/14 m/s. Så nogle lidt blæsende dage var hvad der ventede. Desuden var vandtemperaturen igen faldet til under 10° C efter at have været over 12° C. Planen for turen var at starte på Alrø, ro ned i Vejle Fjord og så retur samme vej.

Onsdag
Efter at have brugt et par eftermiddage på at finde alt mit turgrej frem fra gemmerne var jeg endelig klar til turen og får kørt kajak og grej ned til Alrøs sydvestlige ende. Herfra sejler der i øvrigt en lille cykelfærge over til Snaptun, dog kun i sommersæsonen. Det er tydeligt at mærke i bilen med kajakken på taget at det blæser voldsomt. Da jeg får løsnet remmene tager vinden fat i kajakken og blæser den over på den anden side af tagbøjlerne. Jeg når heldigvis at få stoppet den inden den blæser ned fra bilen. Da fandt jeg så lige ud af at det er dumt at parkere med siden til vinden.

Mens jeg går og pakker ned i kajakken dukker en bekendt fra et af Havkajakroernes træf op - det er Gunnar Andersen fra Søvind. Vi får os lige en sludder om vejret og forholdene på vandet. Jeg er faktisk i tvivl om det er muligt at holde pagajen om mod vinden på det sted hvor jeg har valgt at stikke over. Der er ingen af os som kan huske helt præcist hvornår vinden egentlig ville lægge sig hvis den viser sig for voldsom. Men der er jo ikke andet for end at prøve om det holder. Vi snakker også lidt om forårstræffet som vi begge skal deltage i sidst i maj.

Kl. 17 er jeg så klar til at gå på vandet og det viser sig hurtigt at det ikke er så svært op mod vinden som jeg havde regnet med. Da jeg først er kommet ned omkring Snaptun er der ved at være læ og helt roligt vand. Jeg havde hjemmefra udset mig fire forskellige steder hvor jeg kunne slå lejr, afhængig af hvor langt jeg ville ro første dag. Det var: Svenskeskansen, Pøt Strandby, Palsgård voldsted og Teglvænge jeg havde udset mig. Den første vælger jeg hurtigt fra, det er for tidligt at stoppe og Pøt Strandby viser sig faktisk ikke at være egnet, så jeg ror videre ned mod Palsgård voldsted. Det er til gengæld et rigtig godt sted at overnatte. Der er en lille vold ud mod stranden og et fint lille område neden for voldstedet. Stedet er ikke nogen officiel plads så der er ikke nogle faciliteter af nogen art. Stedet ligger temmelig øde og der er ikke et øje her uden for turistsæsonen. Om stedet ellers er velbesøgt ved jeg ikke noget om. Hvis man kommer her i høstsæsonen må der påregnes larm fra mejetærskere det meste af natten - den lille skov med voldstedet er nemlig omkranset af Palsgårds marker.

Jeg får pakket mit grej ud og får lavet noget aftensmad mens jeg ringer hjem og siger godnat til konen og ungerne. Da solen er ved at gå ned får jeg også slået teltet op og går en tur op for at kigge på voldstedet, som er det eneste der er tilbage af den gård som menes at have ligget her fra ca. år 1200-1500. Det er et rigtig smukt sted at besøge. Bagefter sidder jeg lige og nyder solnedgangen inden jeg kryber i soveposen.

Vejr: Hård vind, skyet, mest fladt vand
Distance: 14,1 km
Fugle: Fiskehejre, stormmåge, sildemåge, ederfugl, skarv, skade, toppet skallesluger, solsort, blishøne

Torsdag
Da jeg var kommet forholdsvis tidligt i seng i går stod jeg op ved sekstiden til overskyet og diset vejr. Der var helt fladt vand og vinden stadig rolig - sikkert også fordi stedet lå i læsiden. Efter morgenmad og nedpakning af grej er jeg ved 8:30-tiden klar til at fortsætte turen sydover. Da jeg ofte kigger efter gode steder at overnatte får jeg da også lige spottet en plads ved Gulstavns Hage som så ud til at være et udmærket sted for en overnatning. Der er et lille græsareal lige neden for skrænten - det må jeg prøve en anden gang.

Da jeg runder As Hoved kommer jeg ud hvor vinden kan mærket. Her er der rigtig godt med store bølger som kommer ind fra siden. De er heldigvis ikke brydende og Barracudaen ligger rigtig godt i vandet, så det er problemfrit. Faktisk er den bedre at ro når den er fuldlastet end når den er pakket til dagsture. Da jeg igen kommer i læ for vinden omme ved det stykke skov som hedder Teglvænge får jeg øje på endnu en mulig lejeplads på et fladt areal inde mellem træerne lige bag stranden. Der er ellers mest kuperet i det her område. Skrænterne henne ved selve As Hoved rejser sig fx 10 meter op af havet - ikke et oplagt sted at slå lejr.

Turen fortsætter forbi Bøgehoved og ind i Sandbjerg Vig hvor jeg holder en kort pause inden jeg skal forbi Juelsminde. Da jeg nærmer mig Bjørnsknude, som er det østligste punkt i Juelsminde, kan jeg godt se at her er godt med brænding. Vinden er i SV og med 10 m/s er der en god brænding her. Jeg vurderede dog at det var muligt at ro igennem og tog fat med pagajen. Det går sådan set også godt gennem de første bølger, men da jeg når ud hvor de ikke længere bare slår ind over kajakken eller ind i brystet, men begynder at slå ind over hovedet er der så meget styrke i bølgerne at jeg ikke kommer nogen vegne. Da jeg mellem et par bølger kigger mig til siden kan jeg se at jeg ingen vegne kommer. De rotag jeg når at tage er helt uden virkning, næste bølge skubber mig bare tilbage til samme punkt. Da jeg lige holder en pause ender jeg helt bag brændingen. Det var ligegodt satans. Det kan da ikke passe tænker jeg. Jeg gør endnu et forsøg og vælger denne gang at tage bølgerne lidt på skrå - desværre med samme resultat. Nå, men man har vel ikke prøvet ordentlig hvis man ikke har prøvet tre gange, så jeg får lige pusten igen og beslutter mig for et sidste forsøg lige op mod bølgerne. Det burde kunne lykkedes hvis jeg lægger alle kræfter i. Så jeg foretager lige et sidste forsøg med sammenbidte tænder. Men nej - det eneste jeg får ud af det er bølger ind i hovedet og en retur til udgangspunktet.

Jeg må konstatere at det ikke er muligt for mig at komme igennem, selv om bølgerne ikke er mere end omkring 75 cm høje. Men det var fandeme sjovt at forsøge! Og endnu engang er jeg yderst tilfreds med kajakkens reaktioner i vandet. Jeg har efterfølgende tænkt på om det måske ville have været muligt at komme igennem hvis kajakken havde været tom, det kan faktisk godt ske at være tilfældet - kajakken ville nok have ligget lidt højere i vandet. Men det fandt jeg altså ikke ud af. En utilsigtet sidegevinst ved forsøget var at jeg var drivende våd fordi der var kommet vand ind gennem halsåbningen i min rojakke. Den havde jeg ikke fået lukket ordentligt inden jeg forsøgte. Det var selvfølgelig ret dumt ikke lige at få sådan noget ordnet.

Det var ret ærgerligt at skulle ændre på sine planer, men sådan går det jo nogen gange. Mens jeg ror tilbage forbi Juelsminde lægger jeg forskellige planer for at få nogle km under kajakken alligevel. Jeg kan fx vælge at ro til Hou for at gå på land der, i stedet for Alrø. Men tiden må vise hvad jeg har lyst til. Det er faktisk blevet ret koldt nu, hvor jeg er våd, så jeg beslutter at gå på land og holde et par timers pause. Det gør jeg så omme ved Hosby Hede. Jeg får hurtigt noget tørt tøj på og får spredt rotøjet ud så det kan tørre en smule inden jeg skal videre. På et tidspunkt begynder det dog at regne, så alt tøjet må samles sammen og smides ned i cockpittet - det var ikke så meget det nåede at tørre. Jeg finder også lige min militærponcho frem og ruller mig ind i den for at holde varmen og får lige en på øjet nu jeg alligevel ligger ned. Da jeg ror videre skal jeg til at tage stilling til hvor jeg vil stoppe for natten, hvis jeg skal have en ordentlig rotur den sidste dag. Men jeg ender med at ro forbi de første tre og vælge pladsen lige uden for Snaptun. Herfra er der kun små fem km til Alrø hvor jeg kan blive hentet. Men der er også en del andre steder jeg kan ro hen og blive hentet. Det sted som giver den længste tur er Hou - her er der en tur på 25 km op. Det kræver så at jeg står meget tidlig op. Det er ikke sikkert at jeg gider det.

Da jeg kommer op til Pøt Strandby møder jeg tre gutter fra Snaptun Kajakklub som er ude på deres torsdagstur. De har klubtur hver torsdag kl. 18:00 og selv om de var mange til standerhejsningen for nogle dage siden var der altså kun tre som havde lyst til at ro her til aften. Det var hyggeligt lige at få en kajaksnak inden turen fortsatte om mod Svenskerskansen hvor jeg ville slå lejr. Jeg kunne forstå på de tre roere at stedet jævnligt bliver brugt af kajakroere og at der ikke er nogen som siger noget til det, så længe man ikke sviner på stedet.

Det er altså ikke en officiel plads selv om den ofte bliver brugt. Der skulle også være et shelter ved et naturcenter i nærheden som må bruges, men det lå vist et stykke inde. Hvis jeg nu havde fået fingrene i den folder som Skov- og Naturstyrelsen har lavet over Tønballe Naturcenter ville jeg let kunne have fundet stedet med shelters oppe i skoven. Der er omkring 500 m at gå derop, hvis man går i land ved Svenskeskansen. Området ser faktisk spændende ud - det vil jeg helt sikkert undersøge nærmere en dag. Det er sikkert muligt at få vand på centeret hvis man har brug for det, ellers er der et par kilder i området som sikkert kan bruges. Men i dag valgte jeg den lette løsning med at placere teltet 10 meter fra vandet. Efter aftensmad og en snak med fruen og knejterne lægger jeg mig og kigger på at solen forsvinder ned bag Østjylland. Jeg finder også lige en god porter fra Ølfabrikken frem og nyder. Det er næsten et helt måltid i sig selv, så jeg går bestemt ikke sulten i seng. Da solen er ved at være helt væk står månen op og er ganske tæt på at være fuldmåne. Det er så her jeg beslutter mig for at blive længe oppe i aften og bare ligge og glo - for så at sove længe i morgen og kun ro de ganske få km tilbage til Alrø. Jeg finder så også den gode fugl lommelærken frem og nyder den første del af natten...

Vejr: Frisk vind, pletvis skyet, fladt vand, enkelte steder 70 cm bølger
Distance: 35,8 km
Fugle: Gråand, stormmåge, sildemåge, krage, solsort, gravand, lommelærke

Fredag
Jeg står ikke op før klokken er omkring otte for så at lave kaffe og pakke ned stille og roligt. Mens jeg pakker ned kommer der desværre en byge så jeg lige skal have alting ind i teltet for at undgå at det hele bliver vådt. Men teltet skal altså op på tørresnoren derhjemme, det bliver pakket sammen drivende vådt. Da jeg skal have rotøjet på finder jeg ud af at det fungere ganske udmærket at stille sig op i en af de blå Ikea-poser som følger mig alle vegne. Så er man fri for sand mellem tæerne - kan anbefales. Jeg tror også der var så langt til de nærmeste huse at de ikke blev fornærmede.

Da jeg i silende regn ror over mod Snaptun begynder det at lyne og tordne, men det holder sig heldigvis på afstand så jeg kan ro roligt tilbage til udgangspunktet på Alrø. Fruen havde lovet at være her ved middagstid så jeg har god tid til at pakke ud og skifte tøj inden hun kommer. Der er en del mennesker hernede for at fiske både fra broen og i waders ude i vandet, men det er jo også St. Bededag og folk har fri.

Mens jeg sidder og kigger kommer der kørende 3-4 biler som bare vender på parkeringspladsen uden at standse og kaster et ligegyldigt blik ud over vandet, for så at køre tilbage over øen. Inde fra bilerne kan man næsten høre: »Ja, det var så Alrø - ska’ vi så hjem og ha’ no’e kaffe!«. Det giver mig lige et flashback til min tidlige barndom hvor familien lige har erhvervet et automobil. Det bedste vi vidste om søndagen var at køre rundt i den nyerhvervede tyske Lloyd på papegøjeplader for at kigge på forskellige naturperler. Det syntes vi unger dengang var rigtig fedt, men tænk at der stadig er folk som mest ser naturen ud gennem bilens forrude. Nå, det er selvfølgelig folks eget valg - de skulle bare vide hvad de går glip af.

Ved middagstid dukker fruen op som aftalt og turen går hjemad. Og der venter så en hel del arbejde ved tørresnoren...

Vejr: Frisk vind, overskyet med regn, fladt vand
Distance: 5,3 km
Fugle: Gråand, toppet skallesluger, fiskehejre, strandskade, fjordterne, knopsvane

onsdag den 29. april 2009

Åbent kryds på 530 km fuldført

Freya Hoffmeister, som er i gang med at ro Australien rundt, har lige afsluttet et gigantisk kryds på omkring 530 km. Hun har brugt otte rodage på det, svarende til 66 km om dagen! Turen inkluderer også syv overnatninger i kajakken - noget af en bedrift må man sige.

Der også en masse billeder og omtale af den del af turen hvor hun roede forbi Great Barrier Reef. Det er jo rent Bountyland. Du skal bare bladre tilbage i bloggen til dagene 83 til 90.

Freya brugte dog en enkelt dag mere end Andrew McAuley som også krydsede bugten i 2004 - han gennemførte turen på syv dage. Andrew døde desværre i 2007 under et forsøg på at krydse 1600 km fra Tasmanien til New Zealand - hans kajak blev fundet kun 55 km fra land. Der står meget mere om turen på hans hjemmeside - den er bestemt et besøg værd.

tirsdag den 28. april 2009

Horsens Fjord - mod- og medvind

En dejlig plet i læ, syd for Sondrup Plantage

Der var ikke meget strand at sætte kajakken på
>> Flere foto

Jeg fik mulighed for at afspadsere knap to timer i dag - det gav jo lige luft til en lang eftermiddag på vandet. Da jeg tjekkede vejrudsigten og så at den lovede 9 m/s fra NØ drejende om i Ø, var det oplagt at henlægge roturen til Horsens Fjord som nærmest løber øst-vest. Vindstødene havde DMI sat til 15 m/s helt frem til omkring kl. 16. Jeg valgte, under de konditioner, at tage modvinden til at starte med.

Derfor kørte jeg til Horsens og satte i vandet ved Husodde hvor det er muligt at køre næsten helt ned til vandet og hvor der er masser af parkeringsmuligheder. Stedet har en fin lille sandstrand og et par stenhøfder som giver lidt læ for bølgerne. Jeg tror også at det er her at Horsens Fjord Havkajaknet ofte starter deres ture, det mener jeg at have læst.

Jeg ville bruge dagen til at teste hvor langt jeg egentlig kunne ro på tre timer op mod sådan en modvind - og så ellers bare nyde turen tilbage! Selv om det var hårdt og hastigheden indimellem ikke var særlig høj (omkring 2 km/t) var det en udmærket tur. Bølgerne var af meget varieret størrelse, men højden var vel ikke mere end højst 50-60 cm de mest udsatte steder. Det hænger sikkert sammen med at der ikke er så meget vand at flytte med herinde i fjorden. Det er lidt sjovt at tænke på, at det var muligt at få bølger på 1½ meters højde ved kun 5 m/s på min tur til Nordøstdjursland. Der er mange andre faktorer end vinden som bestemmer rovandet.

Da jeg ved 16-tiden, efter tre timers konstant roning i modvind, gik på land ved Sondrup Plantage viste GPS’en 12,3 km - ikke nogen imponerende gennemsnitshastighed. Her syd for plantagen var der heldigvis godt læ fra bakkerne og jeg fandt et helt vindstille sted lige bag en stor busk. Det var rigtig dejligt lige at ligge lidt ned og få ryggen strakt ud. Ud over at kaffen var god, solen skinnede, ryggen blev foldet ud, var det også skønt at ligge og tænke på hjemturen i medvind. Jeg havde dog set at vinden ville løje en smule af sidst på eftermiddagen, men mon ikke det alligevel ville blive den rene svir, sammenlignet med turen ud?

Det går da også ret godt med vinden i ryggen. Der skulle ikke arbejdes ret meget med pagajen for at holde en god fart. Et par enkelte steder lykkedes det mig at få lidt hjælp af nogle bølger. Da jeg kom hjem tjekkede jeg lige hvad min max fart havde været, det er ikke noget jeg ellers gider se efter, men den var på 13,2 km/t.

Da jeg var tilbage ved Husodde igen var der ved at være megen aktivitet på fjorden. Mange sejlskibe, en masse optimistjoller som trænede, flere forskellige bådtyper med baglænsroere og sørme også et par kapkajakker med stor fart og høj pagajføring på wingpagajen. Tidligere på dagen, hvor det virkelig blæste, var det eneste jeg mødte en kitesurfer som var på vandet øst for Vorsø. Hen skød en ganske god fart og lavede også forskellige krumspring i luften - imponerende at se på. Han var da også i baljen et par gange mens jeg passerede ham. Jeg tog lige en smuttur længere ind i fjorden for at kikke på nogle af de flotte huse som ligger helt ned til vandet her. Gad vide hvad de betaler for at have den udsigt?

Alt i alt en herlig forblæst rodag - nu ved jeg så lidt mere om mine distancemuligheder i blæsevejr.

Vejr: Frisk vind, overskyet, bølger op til 60-70 cm

Distance: 27,9 km

Fugle: Ederfugl, strandskade, gravand, fjordterne, hættemåge, krage, stormmåge, toppet lappedykker, gråand

torsdag den 23. april 2009

Helgenæs rundt

WHITE: Et par knopsvaner fanget i flugten, dog ikke fra kajakken.

BLACK: Udsigten fra Tyskertårnet på Helgenæs

>> Flere foto

Endnu en tur ud i nyt rovand denne dejligt forårsdag sidst i april. Valget faldt i dag på Helgenæs og Ebeltoft Vig. Jeg startede på vestsiden af Helgenæs og turen blev således roet imod uret. Der er en ganske fin parkeringsplads lige ned til vandet. Helgenæs er speciel på den måde at man kan ro en 20 km tur og komme tilbage til udgangspunktet uden at skulle ro tur/retur. Der er dog ca. 700 m. at gå mellem startpunktet og slutpunktet.

Vejret er rigtig godt og der er varslet solskin hele dagen og næsten ingen vind. Luften er dog lidt kølig her ved halvottetiden da jeg starter.

Turen går fint sydover og snart får jeg øje på Slettehage Fyr og samtidig også dagens første hurtigfærge fra Mols-Linien. Jeg får lige kastet et blik på GPS’en: 8.35 viste uret. Præcist 18 minutter senere rullede dønningerne ind under kajakken. De var nu slet ikke så voldsomme som jeg havde regnet med, bare lidt over en halv meters penge. Dønningerne blev ved med at komme i 2-3 minutter, så var det ovre.

Nede ved fyret fik jeg lige taget nogle billeder fra kajakken inden turen fortsatte nordover. Jeg syntes det var for tidligt at holde pause endnu. En lille km længere oppe stoppede jeg lige for at fotografere Bursklint. Der var lidt mere dyb brummen fra endnu en hurtigfærge som strøg forbi.

Da jeg kikkede mig lidt rundt fik jeg øje på et udsigtstårn lidt bag mig. Det så næsten for spændende ud til at fortsætte, så jeg strøg ind på land og kravlede de ca. 40 meter op ad skrænten til tårnet. Belønningen var en fantastisk udsigt - faktisk med udsigt til Samsø selv om den var lidt sløret i det disede vejr. Den rute jeg valgte direkte op ad skrænten vil jeg ikke anbefale, der er faktisk anlagt en sti derop, som starter nede ved fyrtårnet - det fandt jeg ud af da jeg kom hjem. Der er ca. 800 meter at gå derfra, men jeg tror det er lettere end den bøvlede kravletur jeg måtte ud på. Tyskertårnet, som det hedder, er et tidligere radartårn fra 2. verdenskrig og er et stykke praktisk nazitysk arkitektur. Man kan sige meget om tyskerne, men de havde sans for at sprede deres beton så den lå med flot udsigt, både her og på vestkysten.

Jeg fortsætter op langs de flotte skrænter og går på land for at holde en pause ved et af de sheltere som Helgenæs Naturefterskole har. Det er plads nr. 537 i »Overnatning i det fri«, det ene shelter ligger umiddelbart ned til vandet, et rigtig godt sted at overnatte hvis man er på de kanter. Mens jeg sidder i solen foran shelteret eller nærmere ligger og får noget frokost bliver der bogstaveligt talt trukket et gardin af tågedis for min udsigt over til Ebeltoft. Fra at have været temmelig klart vejr skifter det på mindre end et kvarter til en sigtbarhed på under 200 meter. Det var meget underligt at iagttage. Disen blev liggende så tæt de næste par timer, men lettede så igen en smule sidst på dagen. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på hvor ubehageligt det ville være at blive overrasket af sådan en pludselig tågebanke under et længere kryds på åbent hav. Det vil være en ubehagelig oplevelse.

Her hvor jeg holder pause er jeg mindre end en km fra mit planlagte slutpunkt, men har kun roet 20 km, så jeg vil slå et sving ind i Ebeltoft Vig. Jeg ender oppe omkring Lyngsbæk Strand inden jeg kan se på GPS’en at det er tid til at vende om.

Efter roturen tilbage i Ebeltoft Vig kommer jeg tilbage til Helgenæs og går på land. Da jeg har hentet bilen ovre på vestsiden kan jeg se at jeg skulle være gået på land ca. 100 meter længere sydpå. Så kunne jeg have kørt bilen helt ned til vandet. Nu er det tætteste jeg kan komme P-pladsen hvor jeg så bærer kajakken op. Det kan anbefales at gå på land med kajakken her, hvor man kan køre bilen helt ned til vandet.

Skov- og Naturstyrelsen har i øvrigt lavet en anbefalelsesværdig folder om Helgenæs som kan ses på nettet eller fås på de fleste biblioteker. Det er et rigtig godt sted at ro.

Vejr: Let vind, sol og nogen dis, næsten fladt vand

Distance: 41,3 km

Fugle: Ederfugl, sildemåge, stormmåge, strandskade, vibe, fiskehejre, skade, skarv, knopsvane

søndag den 19. april 2009

Nordøstdjursland

Fornæs Fyr

Gjerrild Fyr

>> Flere foto

Nu hvor vandtemperaturen er omkring de 10° C og det vel efterhånden er forår, melder lysten til at se nyt rovand sig. Derfor har jeg brugt en del tid ved computeren for at finde nye isætningssteder, printe kort osv., så jeg har nogle stykker på lager.

Valget af tur til i dag blev Nordøstdjursland, hvor jeg også lige kunne få to nye fyrtårne føjet til min liste. Listen er ganske vist ikke særlig lang endnu og dagens tårne er også de første »rigtige« hvis man kan sige sådan. Jeg har lovet Ole Henrik Lemvigh som driver hjemmesiden fyrtaarne.dk, at levere billeder til ham når jeg får nogle billeder som er gode. Han er selvfølgelig specielt interesseret i foto af tårne som han ikke har på listen - jeg har foreløbig leveret fire tårne fra Horsens Fjord som han ikke havde. Prøv at tjekke om der er nogle fyrtårne i dit daglige rovand som ikke er med på listen, dem vil han sikker gerne have foto af.

Turen startede jeg ved et offentligt slæbested ved Gjerrild Nordstrand hvor der er der gode muligheder for at parkere, men der er ingen toiletter eller andre faciliteter. Der var roligt vand her hvor der var læ for søndenvinden. Men det var hurtigt slut. Da jeg kom rundt om en pynt var der nogle bølger som ville noget. Det var brydende bølger som var mellem 1-1½ meter høje. Det undrede mig faktisk lidt, for vinden var ikke på mere end 5 m/s ifølge DMI, ganske vidst med vindstød på op til 11 m/s, men med vinden fra syd havde jeg ikke forventet bølger af denne størrelse.

Da jeg senere kom hjem og kikkede på et kort (området med høje bølger er markeret med blåt) kan jeg se at det er lige der man kommer fri af Gjerrild Flak og at der i det område er dybt længere ud end de andre steder på turen - det er måske derfor. Det var dog kun over en strækning på tre km at de havde den størrelse, det blev mere komfortabelt efter den strækning. Mærkelig nok var samme strækning ikke nær så slem om eftermiddagen på hjemturen.

Desværre betød denne lille overraskelse at jeg mistede mine fine laminerede kort over Djursland NØ. De blev simpelthen spulet af dækket af nogle af de første bølger, så der har været knald på. De tre kort skal jeg så lige have printet ud og laminere igen. Desværre tillod vandet ikke at jeg slap pagajen alt for længe af gangen, så jeg har ingen billeder af de smukke Gjerrild og Sangstrup Klinter, de er ellers værd at fotografere. Jeg må herop igen en anden gang - i bedre vejr.

Efter en tur i modvind sydover når jeg endelig ned til Fornæs Fyr og går på land. Lige da jeg går på land kommer jeg i snak med en som sejler med miljøskibet i Grenå. Hun fortæller at der tit er marsvin at se oppe omkring Knudshoved. På hjemturen holdt jeg godt udkik, men så dog ingen - de har sikkert fri om søndagen.

Efter nogle foto af det flotte Fornæs Fyr og lidt at spise går turen nordover - og det i et lidt højere tempo! Oppe ved Ræbækgård hilste jeg på fire kajakroere som var ved at komme kajakkerne. Jeg kan se på kortet at der er en lille parkeringsplads - det er måske i virkeligheden et bedre isætningssted end det jeg havde valgt. Jeg fortsætter om til Gjerrild Fyr hvor jeg går på land igen. Da jeg skal til at have en kop kakao kommer de fire roere fra tidligere lige forbi. Det viser sig at de er fra Grenå Kajakklub. Efter en sludder ror de videre og jeg vandrer ind over markerne for at få nogle billeder af fyret.

Da det stadig er tidligt på dagen beslutter jeg mig for at ro en tur ind til Bønnerup også. Jeg kunne svagt huske fra mine kik på kortet at der vist var nogle sandbanker på stykket ind til Bønnerup, men hvor de lige var, det kunne jeg ikke helt huske. Det viste sig at det åbenbart er stort set hele vejen derind. Jeg blev faktisk fanget inde bag en af bankerne og måtte ud af kajakken for at vade ud til dybere vand. Det værste sted stikker det lavvandede område faktisk 700 m ud fra kysten.

Det var en dejlig dag på vandet, dog glemte jeg en enkelt ting - solcreme virker også i april og bør anvendes. Jeg var helt rød i hovedet da jeg kom hjem. Det første jeg gjorde var at finde solcremen frem og lægge den sammen med de andre ting til dagslugen. Det er faktisk ikke helt rigtigt - det allerførste jeg fandt frem var aftersun-cremen.

Vejr: Jævn vind, sol, bølger 1-1½ meter et enkelt område

Distance: 40,5 km

Fugle: Skarv, gråand, havterne, vibe, strandskade, sølvmåge, sildemåge, ederfugl

torsdag den 2. april 2009

En svær konkurrence - her er løsningen

Den konkurrence jeg søsatte den 7. marts: Tre underlige stykker kajakgrej, var åbenbart svær at gætte. Der var ingen som gættede det rigtige svar for alle tre ting, så det blev en billig omgang for mig.

De rigtige svar er:
A: De spraglede »dutter« bruger jeg til at sætte omkring samlingen på min Werner Camano pagaj så samlingen ikke tager skade. Jeg bruger dem kun når de opbevares hjemme. Jeg begyndte at bruge dem fordi vi i vores entre har en meget grov og nubret vægbeklædning - og pagajen står jo tit her når jeg er ved at pakke til tur.

B: Den underlige »blæksprutte« bruger jeg som markering bag på kajakken når den transporteres på taget.

C: Ølkassen bruger jeg når kajakken skal på taget af bilen. Den nye bil vi fik sidste forår er ca. 10-15 cm højere end den vi tidligere havde, så den blev pludselig nødvendig.

I de svar jeg har fået via e-mail var der flere som havde gættet de to sidste rigtigt, men det har åbenbart været A som har voldt problemer. Også på Havkajakroernes debatforum kom der mange vanvittige bud på en løsning - ganske vist uden for konkurrencen. Jeg har virkelig grinet meget over mange af forslagene.

lørdag den 28. marts 2009

Lær alt - ALT! - om bugsering

   
Her er nok en af de mest dybtgående gennemgange af forskellige bugseringsformer. Alle muligheder er medtaget, plus en enkelt ekstra for fuldstændighedens skyld. Filmen er lavet under et kursus i Holyhead, Wales i 2008. Det må have været et hyggeligt kursus! Nyd begge filmene - det er seriøs underholdning.

Medvirkende:
Vært: Martin Ploug.
Chief Instructor Rolf Gillbergh: Martin Nissen som, ud over at være en udmærket skuespiller, også er indehaver af GreenlandPaddle.com.

Kom ikke og sig at havkajekroere ikke har humor!

Tak til Steen Bondo som på Facebook gjorde opmærksom på filmene.

onsdag den 25. marts 2009

Mossø i blæsevejr

Kl. 6:45 er det ikke rigtig begyndt at blæse.

Ved plusgrader kan der godt dannes istapper - bare det blæser nok!

>> Flere foto

Igen i dag en fridag midt i ugen afsat til en kajaktur. Jeg havde holdt lidt øje med DMI’s forudsigelser for onsdag, de sidste par dage og der var blæst på programmet. En middelvind på 8 m/s og vindstød på 15 m/s. Da vindretningen blev forudsagt til SØ var lysten til kystture ikke specielt stor. I stedet ville jeg ind i Mossø for at ro en tur. Jeg havde jo luret, at med den vindretning, var der læ at finde bag bakkerne på søens sydside.

Jeg havde valgt et nyt sted at sætte kajakken i, ved Hylke Strand, bare for ikke altid at starte det samme sted. Det er et udmærket sted, selv om det ligger midt i Skanderborg Golf Klubs baner. De er heldigvis sat et højt net op, så man ikke får en vildfaren golfkugle i nakken eller får buler i bilen mens man er væk. Der er kun ganske kort at bære kajakken fra parkeringspladsen til vandet. Hvis man ikke vil starte fra stranden er her også en lang lav badebro som kan anvendes.

Da jeg lagde ud så det nu ikke så slemt ud med vind, men det var også først op ad formiddagen det rigtigt ville starte. Jeg får roet igennem søerne inde ved Skanderborg, Tåning Å og er så, efter overbæringen ved Fuldbro Mølle, ude i Mossø. Her går det hurtigt vestover viser det sig. Jeg kan se på vindmøllerne ovre ved Alken at vindretningen ikke er sydøst som DMI havde meldt, men desværre ren øst. Så det er meget begrænset hvad der er at hente af læ nogen steder. Der er lige et par pynter som giver lidt læ, men det er det hele. Det er selvfølgelig lige meget, her med vinden i ryggen, men jeg kan ikke lade være med at tænke på hjemturen et par gange undervejs.

Det er faktisk i den sidste vestlige tredjedel af søen at det er værst med søbølgerne, her har de selvfølgelig også haft mange kilometer til at bygge op. Mossø er faktisk med sine knap 10 km’s længde Danmarks længste sø, den er dog kun arealmæssigt den fjerdestørste.

Her på turen ud, med den iskolde vind i ryggen, får jeg tid til at iagttage fuglelivet ved søen. Jeg er så heldig at få øje på tre arter som jeg ikke tidligere har set. Den sky lille lappedykker der plejer at være væk inden man rigtig får den set, en del stor skallesluger og omme ved Klostermølle, en stor sværm af bjergvipstjert. Det var jo dejligt at se på sådan en stormende onsdag.

Da jeg går på land ved Klostermølle for at holde en spisepause er det med at finde noget læ i en fart. Jeg vælger at sætte mig op i fugletårnet der er indrettet oppe under taget i den store sorte tørrelade. Her, højt over landskabet, er det så tid til at overveje den videre tur. Min oprindelige plan var nemlig at ro helt om i Gudensø, men med vinden på langs af Mossø vælger jeg at bruge mine kræfter på det i stedet for at ro de ekstra kilometer om i Gudensø og tilbage igen.

Jeg syntes det havde været lidt koldt på turen ud, så jeg tjekker lige om det er fordi min inderste fleece er våd, men det er ikke tilfældet. For bedre at holde varmen nu da jeg skal til at ro op mod vinden tager jeg lige en tæt windbreaker på, mellem de to lag fleece - det var jeg rigtig glad for på turen tilbage for der var isnende koldt selv om temperaturen var lige over nulpunktet. Men vinden gjorde at det føltes meget koldere. Jeg kikkede lige i en chillfaktortabel og så at det svarer til en temperatur på -5° C. Jeg fik at mærke hvad der er DMI mener med tallene for middelvind og vindstød. Når det bare blæste »almindeligt« var det fint nok at ro, men med jævne mellemrum var der 15-20 sekunder hvor der virkelig var blæs på drengen. Så var det bare med at læne sig så langt fremad som muligt for at mindske overfladen og holde en virkelig lav pagajføring. Jeg behøver vel ikke at skrive at turen hjemad var mere hård end turen ud?

Turen i dag var i øvrigt et lille jubilæum. Jeg har nu roet 3.000 km i alt.

Vejr: Frisk vind, overskyet, -2 til +2 grader

Distance: 38,0 km

Fugle: isfugl, bjergvipstjert, hvid vipstjert, vibe, grågås, solsort, hættemåge, stormmåge, lille lappedykker, toppet lappedykker, gravand, gråand, knopsvane, krage, stær, skarv, blishøne, stor skallesluger, troldand, fiskehejre og tre rovfugle.

Du syntes måske også om: