lørdag den 26. april 2014

Første tur med Hou Kajakklub

Syv kajakker klar til afgang gennem slusen til Norsminde Fjord

Endelig fik jeg meldt mig ind i Hou Kajakklub - efter lang tids tilløb. Jeg tror jeg har brug for at der er nogle faste dage at ro for at blive med med at fastholde min interesse for at ro kajak. Klubben, som holder til på havnen i Hou, ligger kun 10 km fra min bopæl, så det er let at komme frem og tilbage.

Den første klubtur i år var i dag og den har jeg glædet mig til. Der var syv roere med på turen der skulle gå fra Norsminde til Hou. Efter at have pakket kajakker på traileren kørte vi op til Norsminde Kajakklub og satte i fra deres bådebro. Den første, og største, udfordring på turen var vel strømmen ind gennem slusen til Norsminde Fjord, som vi var nødt til at ro igennem. Men alle kom fint igennem. Herefter gik turen sydover mod Saksild Strand hvor vi holdt turens pause. Her nød vi medbragt kaffe og formandens dejlige kage. Efter hyggelig snak i læ på stranden fortsatte turen hjem til Hou. Vi snakkede om at holde en kort pause yderligere, men der var mest stemning for at fortsætte helt hjem - og så tage kaffen ved klubhuset.

Her blev der - igen - trakteret med lækker kage, denne gang var det Antonio der havde stået for bagværket. En super hyggelig dag med rigtig søde mennesker og en masse snakken i kajakkerne. Det tegner godt...

Der er flere foto at se på klubbens hjemmeside.

Vejr: Let vind, mindre bølger, sol
Distance: 15,5 km
Fugle: Fjordterne

Du syntes måske også om: