onsdag den 17. januar 2007

Årets første kajaktur

Foto: Broen ved Fuldbro Mølle - den befinder sig ca 40 cm under vandoverfladen.

>> Flere foto

Vejrmæssigt en lidt kedelig debut på kajaksæsonen 2007 - men i betragtning af at det er januar måned er det vel i orden med ti graders varme! Turen gik fra Skanderborg Sø ved isætningsstedet lige før Skanderborg Vandrerhjem. Her er udmærkede parkeringsforhold og det er let at få kajakken i vandet.

Lige efter at være kommet igennem passagen under jernbanebroen var der noget rigtig sjovt vand i den næste sø. Vinden piskede vandet fra søen op her til nogle spøjse bølger, vandet i søen kunne jo ikke rigtigt komme andre steder hen end ind i den smalle passage - og de fleste af bølgerne blev så returneret. Det så spøjst ud - som om bølgerne rejste sit nedefra og lige opad. På tilbageturen, da vinden havde taget noget til, var det endnu mere markant og rigtig »spændende« at komme ind i passagen.

Længere ude i søen var der en flok troldænder, de er så flotte med deres sort-hvide grafik. De er desværre svære at komme tæt på, de letter allerede når man er omkring 2-300 m fra dem. Der var vel 30-40 stykker. Man må også kunne have set dem fra motorvejen - men hvem kigger efter troldænder med 110 km/t.

Ellers var det en fredelig tur, da jeg først var kommet i læ for vinden i Tåning Å. Her var der virkelig meget vand og de fleste engarealer var oversvømmede.

Ved overbæringsstedet Fuldbro Mølle, lige før Mossø stod vandet så højt at den bro man plejer at bruge når kajakken (eller kanoen) skal i vandet igen, var under 30-40 cm vand. Og den plejer vel at være 10-20 cm over vandspejlet! Jeg har flere gange set isfuglen her på strækningen fra Fuldbro Mølle til Mossø - men den så jeg ikke i dag. I stedet var der tre ponyer som et plaster på såret.

I Mossø var jeg i land ved rastepladsen til højre for åens udløb og så videre langs sydsiden af søen til campingpladsen med det fine navn »Mossø Camp Resort«. Tja, fint skal det være - og så på udenlandsk. Jeg holdt mig til sydsiden også på hjemturen - her var der læ af bakkerne.

Vejr: Blæsende fra SØ og tiltagende i løbet af turen. Helt overskyet og derfor forholdsvis mørkt. Enkelte regnbyger, men ikke det helt vilde. Temperaturen vel omkring 10ºC.

Distance: 20,1 km

Fugle: Fiskehejre, troldand, gråand, knopsvane, skarv, toppet lappedykker, blishøne, husskade, krage, diverse måger og terner.

onsdag den 3. januar 2007

Kajakåret 2006

Foto: Himmelbjerget set fra Rosvig den 7. juli 2006.

>> Flere foto: 1. del - 2. del - 3. del

Så er kajakåret 2006 afsluttet. Det blev til 881,5 km ialt. Det har været min anden sæson med kajak, og jeg har fået roet rigtig meget i år. Jeg købte jo kajakken i juli 2005 og nåede da at ro en del inden jeg lagde op i oktober 2005. Jeg havde ingen våddragt på det tidspunkt, så jeg stoppede da vandtemperaturen kom under 15°.

Men i foråret 2006 købte jeg en brugt våddragt (model Longjohn, dvs uden ærmer) og det forlænger jo sæsonen en del. Alligevel kom jeg først i gang med rosæsonen sidst i maj, men er så til gengæld blevet ved hele året ud, for min sidste tur i 2006 var den 29. december. En anden ting jeg har købt til brug i forbindelse med kajakken er en GPS. Det er en Garmin Forerunner 101, der egentlig er beregnet til løbetræning, men den egner sig fortrinligt til kajakbrug også.
Det er blevet til ialt 881,5 km fordelt over 30 rodage, så i gennemsnit har hver tur været på 29,4 km. Det er jo nogle rimelige distancer. Den længste tur på 58,7 km, roede jeg i starten af juli.

Selv om det er en havkajak jeg har, er det alligevel kun 16 af de 30 ture der er foretaget i havet. Resten af turene er i sø- og å-vand. Det gode ved at have egen kajak, i stedet for at være afhængig af en klubkajak, er muligheden for bare lige at smide den på taget og så tage derhen hvor man har lyst til at ro lige den dag.

Den største oplevelse i år var en tredagestur ad Gudenåen. Turen gik fra Tørring til Randers - en tur på ialt 135 km. Roet på tre dage. Første stræk gik fra Åle Kær lidt uden for Tørring til Klostermølle i den vestlige ende af Mossø, en rotur på 30,5 km. Dagen efter, som var det længste stræk gik så fra Klostermølle til Ans, med en pause midt på dagen ved "De små Fisk" nær Silkeborg. Tredie dag var så fra Ans til Randers, med et kaffestop i Langå hvor min lillebror Kim kom ned til åen med rigtig kaffe efter nogle dage på pulverkaffe - tak for det! Det var en rigtig god tur med solskin næsten hele tiden. Jeg fik afprøvet om det er muligt i en lille kajak, med kun et enkelt skot, er muligt at pakke til sejlads over flere dage - og det var det jo.
Det har været nogle fantastiske naturoplevelser på de fleste af turene. Jeg har set isfugle ikke mindre end fem gange på mine sejladser på Gudenåen. Jeg har mødt en snog ude midt i Rye Møllesø og roet en tidlig morgen inden solopgang fra Ry til Mossø i tæt tåge med en sigtbarhed på under 20 meter. Selv fuglene holdt mund den morgen - det var en uforglemmelig tur.

Alle mine ture med dato, ruter, tider, vejr- og vandforhold og distancer kan du se på vedhæftede Excel-fil.
>> Statistik 2006

Du syntes måske også om: