fredag den 8. februar 2008

Fuglebøger for kajakfolket

Jens Overgaard Christensen - Fuglene ved strand og kystJens Overgaard Christensen - Fuglene ved sø og eng
















Jens Overgaard Christensen - Fuglene ved strand og kyst
Gyldendal, 2003 - 141 sider
Jens Overgaard Christensen - Fuglene ved sø og eng
Gyldendal, 2006 - 130 sider
Begge er fra serien "Gyldendals naturguides"

For mig er en af de store oplevelser ved at ro kajak at komme tæt på naturen. Her er fuglene selvfølgelig en stor del af denne oplevelse. Inden jeg begyndte at ro kajak var det egentlig begrænset hvor meget jeg vidste om det danske fugleliv - bevares jeg kunne da se forskel på en måge og en svane, som jo ellers begge er hvide! Men heller ikke meget mere end det. Derfor har jeg købt flere fuglebøger efterhånden som nysgerrigheden begyndte at melde sig. Nogle er store og tunge og går mere i dybden med de forskellige arter end de to små som jeg omtaler her.

Et par stykker som jeg gerne vil anbefale i kajaksammenhænge er de to ovennævnte. De er tilpas små til at man uden problemer kan finde plads til dem i kajakken og er meget dækkende for de områder som de omhandler. For de fleste som ror havkajak er det sikkert kun den første om strand og kyst som er interessant, men for andre, der som jeg, også kan lide at ro i søer og åer, er den anden også god at have. Sidstnævnte har iøvrigt en CD med fuglestemmer vedlagt. Til en pris af kr. 149,- pr. stk. er det efter min mening et rigtig godt køb.

Kan købes i alle velassorterede internetboghandeler, fx her, eller direkte hos forlaget.

søndag den 3. februar 2008

Årets første kajaktur

Foto: Kajakken var lige inde for at lege isbryder i den tynde is.

>> Flere foto

Jeg havde i forvejen besluttet at jeg ville ud at ro kajak denne søndag. Hele januar havde været tungt besat med andre forpligtelser, stort set alle weekender. Nu var der endelig et hul i kalenderen og det blev straks booket til kajakken. Men så blev det selvfølgelig ret sent lørdag aften, så jeg sov ret længe søndag. Vakler søvndrukken ned ad trappen for at kigge på udetemperaturen. 3° C. Det er måske for koldt. Ind for at tænde computeren og checke DMI. 11 m/s fra SV i Østjylland. Jeg kan mærke at jeg allerede er i fuld gang med at fiske efter undskyldninger for ikke at tage af sted. Udregner for en god ordens skyld chillfaktoren. Den reelle temperatur er så -11° C. Lige et argument jeg kan bruge til noget.

Laver en ekstra kop kaffe, nu da turen alligevel er aflyst. Den mageligt dovne krop slænges i sofaen og en lad hånd rækker ud efter et eller andet at læse i. Får fat i det nye nummer af HavkajakInfo - det har jeg endnu ikke nået at læse i. Læser om "Sea Arctic Kayak Race" og lidt om turen til Evighedsfjorden i Grønland.

Pludselig sker der et eller andet inden i mig. Jeg kommer lige pludselig i tanke om hvor fedt det er at ro! Og jeg kan mærke at jeg faktisk savner det - det er mere end en måned siden sidste tur. Så selv om klokken er mange og jeg godt kan se at det ikke kan blive nogen lang tur, går jeg straks i gang med at pakke og går samtidig og spekulere på hvor jeg skal smide kajakken i.

Jeg kører over til Mossø og starter ud fra en parkeringsplads i den østre ende, lidt nord for Tåning Å’s udløb i søen. Jeg har tit været forbi i kajakken, men aldrig startet fra dette sted før. Men stedet kan varmt anbefales, gode parkeringsforhold, stort grønt område med borde og bænke (jeg tænker her sommer og lunere temperaturer!). Det er dejligt at være på vandet igen. Der er høj sol og slet ikke så koldt som jeg havde forventet. Selv om jeg ikke har roet en måned kommer rutinen hurtigt og farten er god.

Der er mange rovfugle i luften denne dag, flere end jeg plejer at se her i Mossø. Det må være min præmie for at tage af sted på trods af mageligheden. Desværre er jeg ikke særlig god til at identificere rovfugle. Der er vist nogle sider i mine fuglebøger jeg skal studere grundigere. Jeg har dog kikket så meget i den, at da en isfugl fløj ud foran mig ved Hem Odde var jeg ikke i tvivl om hvad det var. Stedet var dog lidt usædvanligt. Jeg har tit set isfuglen i å-løbene, på begge sider af søen, men aldrig ude i selve søen.

Mens jeg roede vestover kunne jeg se at vandet var underligt fladt nogle steder, helt inde ved sivene. Jeg blev selvfølgelig nysgerrig og måtte lige ind for at se hvad det var. Til min overraskelse var det is, selv om der ikke var minusgrader. Isen var dog ikke særlig tyk, vel højst omkring 4-5 mm. Der gik selvfølgelig legedreng i den, for det lyder simpelthen skønt (og højt) at ro kajakken gennem den tynde is. Det er også en sjov fornemmelse at skulle slå pagajen ned i vandet. Så hver gang jeg kunne se at der var is, måtte jeg simpelthen ind for at lege isbryder. Gad egentlig vide hvor tyk is en kajak kan bryde?

Vejr: Frisk vind (men læ), høj sol med få skyer, fladt vand, 3° C

Distance: 18,7 km

Fugle: blishøne, gråand, fiskehejre, stor skallesluger, troldand, skarv, isfugl, krage

Du syntes måske også om: