Snaptun og omegn
Foto: Nyt rovand i sigte, på den anden side af Snaptun.
>> Flere foto
Morgentur med start ved syvtiden fra færgebroen på Alrø. Turen gik forbi Snaptun hen mod Hundshage og sydpå så langt jeg kunne nå indenfor de tre timer jeg havde til rådighed denne morgen.
Der var ikke megen trafik på fjorden sådan en søndag morgen, men der lå rigtig mange sejlere for anker rundt omkring. Henne ved Svenskerskansen var der et par morgenfriske kajakroere som havde slået lejr i et yderst iøjnefaldende orange telt. Deres kajakker lå på kysten, men dem havde jeg sikkert overset, hvis det ikke lige havde været for teltet! Jeg burde være roet tættere på for at tage et foto af teltet, men det forbød min pli mig dog.
Da jeg rundede Hundshage og dermed var ude af Horsens Fjord var jeg ude i nyt farvand. Jeg har været hele fjorden rundt mere end en gang, og været omkring både Hjarnø og Alrø. Men her syd for fjorden har jeg ikke været før, så det var jo en dejlig fornemmelse at se noget nyt vand under kajakken. Det var dog ikke så langt jeg kom i dag, men turen videre sydpå må jeg tage en dag med noget mere tid til rådighed. Vendepunktet blev nede ved Pøt Strandby hvor jeg var jeg i land for at få morgenmad og nyde solen.
På vej tilbage ind i fjorden så jeg godt at færgen fra Endelave var på vej ind. Retur forbi kajakroernes lejr konstaterede jeg at de allerede var taget af sted. De må have været på vej ind i fjorden eller nordover mod Århus, for jeg mødte dem ikke sydover. Men jeg spekulerede over hvor de mon var roet hen, så jeg godt i øjenkrogen at kølvandet fra færgen var ved at nærme sig. Det var fandeme nogle sjove dønninger den bette færge kunne lave - det må have været pga. den høje fart. Jeg syntes ikke Samsøfærgen som jeg jævnligt møder omkring Hou laver nær så store dønninger. Den er endda noget større en Endelave.
Jeg kom til at tænke på hvor heldig jeg egentlig er med det sted jeg bor her 3 km vest for Odder. Her er kun 13 km til Hou = kystsejlads (og forhåbentlig engang åbent vand), 14 km til Skanderborg Sø = adgang til hele Gudenåsystemet, 13 km til Alrø eller Sondrup = sejlads i Horsens Fjord med Alrø og Hjarnø. Her er mulighed for at finde et sted at ro i stort set al slags vejr.
Vejr: Svag, men kold, vind, solskin men enkelte skyer
Distance: 15,4 km
Fugle: Grågås, gråstrubet lappedykker, strandskade, skarv, hvid vipstjert, sølvmåge, hættemåge, stormmåge
1 kommentar:
Du bor bestemt godt i forhold til en masse lækkert rovand. Herover vest på, blæset de sq altid en halv pelikan ;-)
Send en kommentar