lørdag den 25. august 2007

Tour de Odderkysten

Foto: Starten af Tour de Odderkysten, i havnen lige udenfor Norsminde Fjord.

Tour de Odderkysten er et arrangement som tre lokale kajakklubber står for. Der er tre distancer man kan vælge imellem: 15 km fra Norsminde til Hou, 30 fra Hou til Sondrup Strand eller man kan vælge at ro begge på i alt 45 km. Det er Hou Kajakklub, Norsminde Kajakklub og Odder Roklub (som har en kajakafdeling) som står bag arrangementet. Det er åbent for alle erfarne kajakroere og alle bådtyper.

Man skal nogen gange passe gevaldigt på hvad man forventer, man kan blive ret skuffet. I hvert tilfælde levede dagens oplevelse slet ikke op til mine forventninger. Jeg havde naivt regnet med at en tur på 45 km fra Norsminde til Sondrup Strand i godt blæsevejr ville appellere til havkajakfolket her omkring. Men der blev jeg slemt skuffet.

Da vi skulle sætte kajakkerne i vandet ved Norsminde Kajakklub ved 8.30-tiden viste det sig at vi kun var to traditionelle havkajakker - resten var turbåde, små stumpe Tiki'er og nogle kapkajakker, langt de fleste med wingpagajer - jo ikke ligefremt et folkefærd jeg har så pokkers meget tilfælles med. Det var jo ærgerligt, men jeg regnede så med at der nok ville støde en masse havkajakker til på stranden i Hou.

Turen fra Norsminde til Hou var ikke så interessant. Den har jeg jo også roet mange gange efterhånden. Ved briefingen inden afgang fik vi at vide at det var meningen at vi skulle ro samlet som én gruppe - det var jo fint nok. Det viste sig dog hurtigt at det var de fleste fuldstændigt ligeglade med. Jeg valgte at blive tilbage og vente på den anden havkajak som deltog - hvilket lynhurtigt resulterede i at resten at gruppen var 2-3 km væk. Til min forbavselse var der ingen af de tre turledere der så meget som overvejede at vente på de sidste. Efter nogle km sagde havkajakmakkeren at det var OK at jeg lod ham ligge tilbage. Så var det jo bare af sted. Første planlagte stop var ved Odder Roklub blot syv km fra start - her valgte jeg dog at ro videre, for overhovedet at have en chance for at nå til Hou nogenlunde samtidig med kapkajakkerne. Desuden er det sjældent jeg holder pauser før efter 15-20 km.

På stranden nord for Hou var der desværre ingen havkajakker at få øje på - dvs. ingen at følges med på den videre tur. Den anden havkajak stod nemlig af i Hou. Og i øvrigt stor respekt til ham - en mand på 70 år for hvem dagens tur på 15 km var hans længste nogensinde. Godt skulderet.
På stranden i Hou oplevede jeg også at der ikke var meget andet end tåbelige bemærkninger omkring min kajak - en rigtig spændende oplevelse. »Hvad fanden - har du ikke taget borde og bænke med, det må du da have plads til«. »Min Tiki er fantastisk til at vende - jeg kunne aldrig drømme om at købe sådan en lang plastikkajak«. Tænk - jeg havde forventet en mere moden opførsel - men ak!

Så - det ene med det andet - jeg besluttede mig for starte et kvarter før de andre og så ellers ro ruten til Sondrup Strand alene.

Det blev en rigtig spændende tur med god vind. Allerede da jeg havde rundet havnen var der godt gang i bølgerne ud mod Søby Rev. Vinden var vel omkring VSV, så jeg kunne godt regne ud at det ville blive modvind stort set hele vejen. Ude ved Søby Rev var der så et kort stykke med læ og så var det ellers ud i vinden igen. Jeg overvejede kraftigt at stikke direkte over til Gylling Næs - men nu var turen planlagt til at ro ind i bugten, så den tog jeg med. Da jeg kommer over til Gyllingnæs kommer der til min store forbavselse en turbåd op bagfra - med en storgrinende roer. Han havde valgt bare at tage den lige linie fra Trillingestenen over til Næsset for lige at spare tre km. Jeg ved ikke om resten af deltagerne gjorde det samme. Det var altså så som så med at følge de udstukne beslutninger fra turlederne. Tænk hvis den samme mentalitet var gældende i en gruppe havkajakker på ekspedition!

Men for mig var anden etape jo først lige startet, så det var bare videre ned mod Kalsenakke. Her omkring Kalsenakke og specielt hen langs sydsiden af Gyllingnæs var der nogle spændende bølger på omkring en meters penge direkte ind fra siden. Her sendte jeg lige Kristina (instruktør på mit havkajakroer-kursus) en venlig tanke - hun fortalte nemlig at det er en rigtig god ide at smide pagajen ind i bølgen i den side den kommer fra - det skulle gøre det lettere at holde kajakken på ret køl. Det viste sig at være en rigtig god ide i mange af de bølger som kammede over på bagbord side - i skulderhøjde! Da jeg forlader kysten for at ro over mod Alrø Poller bliver bølgerne rigtig spændende. Der er nogle lidt større dønninger som har kraft ude fra havet i én retning og så de bølger som vinden river op på sin vej inde fra bunden af Horsens fjord. Så det var noget med at holde tungen lige i munden.

Hele turen fra Kalsenakke frem til Alrø's østkyst (omkring 10-12 km) er i konstant strid modvind. Jeg kunne mærke at selv med den styrke jeg normalt lægger i mine tag var fremdriften under det halve af hvad jeg normalt får ud af mine tag i roligt vejr. Så er det sgu ærgerligt at sidde og glo ned på sin GPS som prompte giver den aktuelle hastighed. Men til gengæld havde jeg jo mindst dobbelt så lang tid til at betragt Alrø!

Så jeg må ærligt indrømme at jeg var godt mør, da jeg endelig begyndte at drive med vinden over mod Sondrup Strand. Mens jeg fredeligt driver hen over det lave vand, over mod endemålet, lægger ikke rigtig mærke til at jeg er ved at forlade det lave område. Jeg sidder trygt og roligt med vinden ind skråt bagfra - lige indtil jeg mærker at jeg bliver løftet omkring halvanden meter op. Jeg tager lige lidt bedre fat i pagajen og kigger mig tilbage og opdager at herude hvor der er mere dybde har vinden inde fra bunden af fjorden fået rigtig godt tag i vandet. Der er fri blæst ca. 10 km hen over vandet og her ud for Sondrup Strand bliver alt vandet så presset igennem den dybe rende som hér pludselig kun er ca. 400 m bred!

Bølgerne er oppe på mindst halvanden meters højde - og det er vel at mærke ind skråt bagfra. Det er jeg ærlig talt ikke helt tryg ved, så jeg vender kajakken om i en helvedes fart (ca. lige så hurtigt som en stump Tiki - ha-ha). Og så er det ellers bare med at skovle med pagajen det bedste jeg har lært. Det er første gang jeg prøver at være så langt nede i en bølgedal at jeg ikke kan se land - men så har jeg prøvet et med. Jeg ved ikke hvor jeg fik kræfterne fra, men det må vel være adrenalinen der har givet mig det allersidste spark i røven. Jeg ror nu væk fra mit mål, men det er min eneste chance sådan som jeg vurdere situationen. Jeg kommer heldigvis helskindet over til den modsatte kyst og vender kajakken mod Sondrup Strand igen, for at ro det allersidste stykke vand på en helvedes lærerig dag. Men for pokker hvor var jeg udmattet - meget mere end da jeg havde roet min længste tur på over 60 km!

Inde ved målet sidder nogle af de andre fra turen som fortæller at de har kortet ruten af (med mindst 7 km) og roet inden om Alrø - altså båret over ved dæmningen.

Alt i alt en skidegod tur - som jeg egentlig ligeså godt kunne have roet alene og ikke som »Tour de Odderkysten« - det er i hvert tilfælde ikke et arrangement jeg agter at deltage i igen.

>> Ruterne fra Hou til Sondrup Strand

Vejr:
Hård vind, overskyet, store bølger

Distance: 42,9 km

Fugle: Edderfugl, lille kobbersneppe, skarv, sølvmåge, sildemåge, grågås, strandskade.

4 kommentarer:

Anonym sagde ...

Hej Helge

Flot beskrivelse og som altid er det en fornøjelse at læse dine tekster for du skriver utroligt godt.

Som deltager på Tour de Odderkysten i år - er det dejligt at læse din beskrivelse af ture rundt om Alrø. Vi andre valgte at tage indenom Alrø pga. vejret og med din beskrivelse, så var det et rigtigt godt valg - også selv om vi ikke fulgte den planlagte tur. De sidste kom først til Sondrup ved 19 tiden.

I år deltog der et noget mindre antal havkajakker end sidste år. Om det var vejret eller noget andet ved jeg ikke, men jeg synes da at du skal deltage igen næste år - og måske denne gang følges med os andre.

Anonym sagde ...

finn, jeg holder med dig i det ,at i gik inden om Alrøe, var meget fornoftigt, da i åbenbart ikke er så erfarrende i at segle tur
Men din udtalelse om at helge nedste år skal følges, med i andre
er utrolig arrogant, efter som det var jer, der seglede fra helge og den ældre mand,det viser uerfarenhed og uansvarlighed.
med V.H bent. 27/08-07

Anonym sagde ...

Hej Bent

Jeg er helt enig med dig i din bemærkning - når man bor i et glashus skal man passe på med at kaste med sten. Men det gælder jo for alle ;-)

Jeg tror egentlig ikke at det at følges ad har været et emne som har været snakket om før. De andre år har turen haft tilpas mange deltagere, så alle havde nogle af følge med, i de tempi som passede de enkelte. Og det er jo også derfor der er så mange pauser så der bliver samling på tropperne igen, hvis man altså ikke også springer dem over ;-)

Anonym sagde ...

Hej Helge.
Tak for din fine beskrivelse af turen fra Norsminde til Sondrup Strand. Ærgerligt, at du smuttede forbi Odder Roklub i Saksild. Der ville du have oplevet, at jeg skiftede fra kapkajak til havkajak. Af denne årsag var jeg ikke blandt de første, der kom til Hou - du må være taget videre forinden, for jeg kunne ikke se dig der. Det kunne ellers have været fint at følges med en anden havkajak.
Jeg var glad for skiftet, på den måde blev bølgerne ved Gylling Næs sjove og ikke en komplikation.

Jeg håber, at du trods din frustration får lyst til at deltage igen næste år.

Med venlig hilsen
Niels Ole Vindum
Odder Roklub

Du syntes måske også om: