Testtur med fuld last

Foto: Fuldt lastet til tur, med 31 kg, ligger kajakken stadig flot i vandet. Her ved overbæringsstedet ved Fuldbro.

>> Flere foto

Nemesis. Det er måske ikke det helt rigtige ord i denne sammenhæng - men der er vel en slags højere magters hævn over det, når man vælger den lette udvej - blot for at opleve at det slet ikke var så let alligevel.

Jeg havde lige et par dage til en lille testtur med fuldpakket kajak. Turen skulle gå enten ned langs den jyske østkyst eller alternativt en roligere tur på Gudenåsystemet. Begge ture skulle planlægges som »ud- og hjemture« til et punkt ikke for langt fra hjemmet, af hensyn til fruen som skulle bringe og hente. Et hurtigt kik hos DMI som forudsagde vindstyrker i Østjylland på 9 m/s. Tja - jeg valgte Gudenå-turen, bl.a. fordi den ville give modvind på udturen i modsætning til en tur fra Alrø og sydpå, som ville give modvind på hjemturen. Og i mit stille sind forventede jeg at den tur med hensyn til bølger ville være meget lettere. Nemesis!

Aftenen inden jeg tog af sted prøvepakkede jeg lige kajakken med udstyr til en hel uge - jeg ville se hvad den kunne sluge. Der måtte bankes og trykkes hist og her, men til sidst blev der plads til det hele under dæk. Min pakkeliste, som den pt. ser ud, kan du se her. En kontrolvejning af det nedpakkede udstyr gav følgende resultat: frontluge 10,7 kg og agterluge 17,9 kg. Jeg håbede at den fordeling ville få kajakken til at ligge OK i vandet.

Torsdag i modvind

Karin har efterladt mig ved Skanderborg Sø, ikke langt fra vandrerhjemmet og Skanderborg Kajakklub - her er der et rigtig godt sted at få kajakken i vandet og gode parkeringsforhold hvis man har brug for det. Alt grejet bliver proppet i og så er det af sted i flot solskin. Jeg er spændt på hvordan kajakken opfører sig fuldlastet. Mit umiddelbare indtryk er at den ligger flot i vandet og at lasten faktisk gør den endnu mere retningsstabil end den er i forvejen. Da jeg kaster et blik på GPS'en bliver jeg ret forbavset. Jeg lægger blot almindelig kraft i min pagaj og displayet viser 12 i feltet for hastighed. Okay - fuld last giver så også næsten dobbelt hastighed! Forbavsende - men ak, et grundigt check viser at forrige batteriskift havde ændret ved en indstilling i GPS'en. Da det var rettet til, var hastigheden den samme som jeg plejer at holde - men det er også fint nok med de 30 kg ekstra at slæbe på.

Turen fortsætter op i Tåning Å mod Fuldbro hvor der er en overbæring. Dobbelt vægt at løfte op på transportvognen, men det går fint alligevel. Da jeg skal sætte i på modsatte side, får jeg øje på en enorm grab fra en gravko der er ved at grave slam op af åen. Jeg går lige hen til ham for at fortælle at jeg kommer forbi i en kajak. Han får grabben trukket i land og spørger - »Nå, træner du til weekenden?« Et spørgsmål jeg får fra stort set alle jeg møder på denne tur - der er jo Tour de Gudenå lørdag og søndag. Men jeg forklarer som sandt er, at det er mine overarme ikke lige til.

Her lige inden jeg rammer Mossø ser jeg isfuglen igen, for tredje gang på under en time. Det skal vise sig at den er rigtig aktiv i de her par dage jeg er af sted - jeg ser den ikke mindre end 13 forskellige steder undervejs. Jeg laver altid et waypoint på GPS'en hvor jeg ser den og plotter det ind på mit elektroniske kort når jeg kommer hjem for at få et overblik over hvor den er mest aktiv.

Men isfuglen er hurtigt glemt da jeg kommer ud i Mossø. 9 m/s fra VNV gør ting og sager ved den næsten ti km lange sø - jeg måtte konstatere at Mossø ville lege hav i dag. Ikke at det helt lykkedes, søbølger har en kortere længde end bølger i havet, men højden er der ikke noget i vejen med! Hvide skumtoppe over hele søen så langt øjet rækker og vinden lige ind i snotten. Det er bare med at få gang i pagajen og så få overstået de km så hurtigt som muligt - det var slet ikke hurtigt viste det sig.

Da jeg to timer senere ror ind i Gudenåen i roligt vand, kan jeg se tilbage på en spændende tur i Mossø hvor spidsen af kajakken var under vand næsten hele tiden fordi bølgerne var så korte og høje. Jeg sender en venlig tanke til Prijon og håber på at deres luger er lavet så de holder vandet ude, for det her var testen. På de sidste par km af søen bliver jeg fulgt af en 2-3 terner som hele tiden flyver foran mig og dykker ned efter føde i vandet - ret hyggeligt. Og godt at de ikke fløj ude ved siden af mig - så havde jeg ikke kikket efter dem. Da jeg holder den første spisepause ved Emborg Bro, efter de første 18 km, får jeg konstateret at lugerne er perfekte - ikke én dråbe vand i nogen af lugerne. Kaffe, vand og loganbrød i hovedet og videre mod Gudensø som jeg flyver hen over i medvind.

Efter Ry kommer jeg ud i Birksø, en lille pissø som gud hjælpe mig også viser sine små mælketænder og vil lege hav med hvide skumtoppe - det er da utroligt hvad man skal finde sig i. Og ikke nok med det - her møder jeg den første af mange stinkende og larmende motorbåde som tøffer rundt i disse søer mellem Ry og Silkeborg - ikke specielt charmerende! Oppe i Julsø tager festlighederne så fat igen og jeg må ro i stiv modvind alle 13 km ind til Silkeborg - og jeg havde jo netop valgt denne tur for at få en rolig tur! Damned!

Min oprindelige plan var at holde endnu en pause ved De små Fisk, men jeg blev betænkelig ved om slusen inde i Silkeborg kunne ske at lukke tidligt her uden for højsæsonen for kanofart. Derfor ændrede jeg planen og fortsatte ind mod slusen. Undervejs mødte jeg et par herre i en K2 kapkajak (eller var det en turbåd?) med high-angle pagajføring og wingpagajer. Der var da en smule fart i kajakken, for nu at udtrykke det på godt jysk. Heldigvis havde de tid til at svare, da jeg spurgte til slusens åbningstid - men de vidste desværre ikke noget om det. Efter et stykke tid kom de tilbage igen mod deres kajakklub og jeg kunne konstatere at deres høje fart i K2'eren ikke var påvirket synderligt af at de nu roede i modvind!

Vel fremme ved Silkeborg Sluse kunne jeg læse at i september lukker slusen kl. 17 - og klokken var 17.25. En venlig forespørgsel i kiosken ændrede ikke på dette faktum. Da jeg småbandende gik derfra var der en venlig mand som spurgte mig om slusen var lukket. Ja - det var den jo... »Jamen, ved du hvad, så bærer vi den da bare over!« Det viste sig at være den ene af de to roere som jeg mødte tidligere. Men jeg var lidt tvivlende, kajakken skulle løftes næsten en meter op af vandet og mine arme var ved at være lidt møre efter turen. Men han trak uden synligt besvær den fuldt lastede kajak ud af vandet og vi bar den over på den anden side. Nogen gange har man lov til at være heldig.

Manden, hvis navn jeg desværre ikke fik, viste sig at være en ganske garvet roer. Han skulle med på Tour de Gudenåen i weekenden og havde tidligere været med i Sea Challenge Fyn, 300 km rundt om Fyn. Han kendte godt ruten og havde hørt vejrudsigten, så han spurgte til turen over Mossø. »Jow, den var ganske go'«, fik jeg sagt. Jeg tror godt han vidste hvad jeg mente. Efter lidt mere kajaksnak fik sagt behørigt mange, mange tak for hjælpen og roede (til en forandring i medvind) over i den østlige ende af Silkeborg Langsø for at få lidt at spise - jeg var efterhånden blevet skrupsulten af al den modvind.

Den sidste lille bid af turen til Sminge Sø var en ren fornøjelse. Her er der godt med strøm i åen så farten var god. Jeg mødte en del kajakroere som var på vej op mod strømmen og vinden. Det blev til en del hilsen og en af dem fortalte at de kom fra en lille kajakklub som holder til oppe ved Sminge Sø, faktisk lige overfor teltpladsen. Hyggeligt sted.

Jeg ankommer til pladsen kl. otte og undrede mig over at en kirke i nærheden ringede med klokken - kun kortvarigt ganske vist. Men alligevel underligt - jeg tænkte at det måske var solen som blev ringet ned. Men ringningen gentog sig igen kl. ni - og igen kl. ti. Til sidst gættede jeg mig til at det nok var et ur på en kirke i nærheden som slog. Måske Svostrup Kirke?

Teltpladsen havde jeg helt for mig selv, så tørt tøj på, teltet op, varm mad fra Trangia'en og gang i et lille bål. Jeg syntes ærligt talt jeg havde fortjent en pilsner efter dagens tur. Da jeg rejste mig for at gå op i soveposen virkede det som jeg havde fået betydeligt mere end én... Kirkeuret slog elleve slag.

Dagens del-distancer: 18, 28 og 7 km

Fredag i medvind

Af sted igen fredag op ad formiddagen. Jeg gav mig lidt god tid til det hele. Jeg vidste jo godt hvad der ventede. Op imod både strømmen og de 9 m/s. på det første stykke. Så kan man dæleme gumle længe på en smule morgenmad. Jeg ville jo også lige være sikker på at den mutte slusemand var stået op! Det var han heldigvis da jeg nåede frem og kom igennem.

Til andre i kajakker som skal den »forkerte« vej gennem slusen vil jeg lige give et godt råd - hold jer godt tilbage i slusen og hold skarpt øje med vandindstrømningen i forreste venstre hjørne. Vandet løber rundt i slusen mod uret med voldsom kraft. Lige i starten når der bliver lukket vand ind er det ikke let at holde kajakken - det bliver lettere efter nogle minutter når vandet er steget lidt. Hvis i er flere så lav en flåde og hold afstand til siderne med pagajerne.

Første pause holder jeg allerede ved den lille lave bro som er ved skovløberhuset på position N56°09,150', E09°34,190'. Der er foto derfra via linket øverst i teksten. Anløbsbroen ser ud som den er bygget specielt til kajakker og robåde - perfekt, også for folk som er lidt ømme over deres dyre kajakker. Videre i medvind gennem Brassø og Borresø ned til Julsø.

Julsø lægger rolige ud så jeg sigter mod sydspidsen af Møgelø midt i søen. En motorbåd tøffer stille ved siden af mig med godt 4-5 knob. Det er det gode skib Lotus af Silkeborg, som så krydser ind foran mig for at tage Møgelø nord-om (og i læ fandt jeg senere ud af). Da jeg så nærmer mig midten af søen er det så, at det går op for mig hvorfor han traf det valg. Herude er bølgerne sgu høje og jeg må have gang i piskeriset for at holde kursen. Puha. Det bliver ikke bedre efter Møgelø her helt ovre i den østre ende af søen, men som en frelsende engel dukker Lotus igen op fra bagbord side. Der bliver smilet og vinket fra skipperen. Jeg tror mit smil tilbage så lidt krampagtigt ud - vinke kunne jeg jo ikke. Jeg opdager at der lige umiddelbart bag Lotus var godt og vel en 8-10 meter helt uden bølger. Så det var bare helt op i røven på den motorbåd. Jeg holdt omkring to meter til agterenden og blev »trukket« hele vejen om i Rosvig. Her vinder Lotus om - og jeg giver lige skipper tomlen op til farvel. Han havde jo lige reddet min røv.

Lige efter Rosvig kommer en stor gruppe kanoer fra Ry Højskole på vej op i Julsø. Jeg fortæller dem lige om forholdene på søen - at det nok er en god ide at holde sig nogenlunde tæt på kysten. Nogen tid senere og en del sydligere opdager jeg inde under Emborg Bro nogle underlige løbegange fra stilladser som er monteret på begge sider af en af bropillerne - besynderligt. Er broen under renovering eller hvad... Et stykke længere fremme gik det op for mig hvad det var. Jeg møder et skilt med teksten »Tour de Gudenå« og en rød pil. Det burde jeg selvfølgelig have tænkt på, den begivenhed har jo været med som blind passager på hele turen.

Nu fortsætter turen roligt ned til Klostermølle i Mossø's vestre ende, hvor jeg holder næste spisepause. Så er der kun godt og vel 16 km hjem. Som forventet er der godt gang i Mossø stadigvæk, men jeg ror og håber på at vinden lægger sig lidt undervejs, det gør den jo tit hen under aften. Men efter at have roet godt fem km ind i søen må jeg konstatere at det gør den ikke i dag. Jeg har allerede roet næsten 45 km i dag og har haft godt brug for støttetag den sidste km. Jeg får øje på en af de uendeligt mange små bådebroer der er på sydsiden af søen og roer derind - nu gider jeg simpelthen ikke mere. Jeg ringer sgu til konen, så må hun hente mig her - hvor her så ellers er henne - det må jeg jo finde ud af.

Efter lige at have sundet mig lidt (og set den skrænt kajakken skulle bæres over) vælger jeg dog at ro videre, men lover mig selv at jeg bliver tæt inde under sydkysten. Det værste der kan ske er jo en tur i baljen - og så blive skyllet ind i sivene. Men så må jeg jo tage den derfra, hvis det bliver aktuelt. Det går dog fint resten af vejen også - men mine øvelser med støttetag har bestemt ikke været forgæves. Omme i vigen efter Hem Odde møder jeg en gammel fisker i en lille jolle som advarer mig mod den sidste pynt inden Tåning Å. Han kommer lige deromme fra og den er styg beretter han. Det havde han sådan set ret i.

Da jeg når Tåning Å er det allerede blevet temmelig mørkt, klokken er vel henad halv ni og solen gik ned ved ottetiden. Der er endnu omkring en time hjem. Det bliver så i det tiltagende tusmørke. Undervejs gennem Tåning Å leger jeg lidt med kameraet og blitzen i mørket - med et ynkeligt resultat viste det sig.

Ude af Tåning Å får jeg øje på billygterne som drøner af sted på motorvejen - de ser helt magiske ud her i mørket, specielt fordi jeg ikke kan høre motorstøjen pga vinden. Lyden hører jeg først da jeg kommer ganske tæt på broen under motorvejen. En fabelagtig fornemmelse at ro ind under broen, totalt mørke, intet at se, jeg ved kun at vandet er der fordi jeg kan mærke det med pagajen. Da jeg er kommet igennem får jeg næsten lyst til at ro en tur tilbage igen - men jeg skal jo hjem for pokker.

Da jeg kommer rundt om sidste pynt inden landgangen, ser jeg at min kone kommer i bilen. Jeg ved det er hende for hun lader lysene være tændt ud over vandet så jeg har noget at sigte efter. Det er det eneste lys som er at se. En dejlig og klog kone jeg har. Hende har jeg været heldig med.

Dagens del-distancer: 13, 25 og 16 km

Vejr: 8-9 m/s, sol og lidt skyet, fladt vand og bølger

Distance: 108,3 km (53,6+54,6)

Fugle: Isfugl, gul vipstjert, fiskeørn, bynkefugl, lille lappedykker, knopsvane, gråand, fjordterne, stormmåge, skarv, blishøne, toppet lappedykker, digesvale, fiskehejre, krage, dværgfalk, husskade.

„
Omkring mig er farverne forårsfløjlsgrønne og bløde. Min onkel Niels kikker på mig. Åh, jeg kommer i tanke om at hans søn - min fætter Peter - bor, ikke så langt væk herfra. Jeg har en beskidt drengeskjorte i hånden, som trænger ganske meget til at blive vasket. »Ved du hvad onkel, den her teltplads er rigtig dejlig og den ligger jo ikke så langt fra der hvor Peter bor.« Min onkel kigger undrende på mig - han vil til at afbryde mig. Men jeg taler insisterende videre. Jeg putter den beskidte skjorte ned i en krystalkaraffel og fylder den med vand. »Jamen du ved da, at lidt længere nede ad åen end Sminge Sø ligger den dér gamle pramdragerkro som...« Jeg var der engang som dreng - vist en vinter, fik varm kakao og kage i kroens lune brunlige indre. Jeg står og ryster skjorten ren i karaflen. »Nå jo, den hedder Svostrup Kro. Og så lige et lille stykke længere nede af Gudenåen bor Peter jo.« Min onkel kigger på mig igen. »Vil du ikke godt hilse dem alle sammen«, siger han og toner bort. Jeg hælder, med våde kinder, vandet og min tabte barndom ud af karaflen. ... Mit ene ben giver et spjæt, jeg rækker hånden ud og trykker på en knap og gennem en tåre som ruller ned over næseryggen ser jeg de slørede digitaltal 4:56. Jeg må have drømt. Men jeg skulle hilse jer alle sammen. Min onkel har efterhånden været død i mange år nu. Og barn er jeg jo ikke heller ikke længere.
“