søndag den 14. februar 2010

Test af vinterudstyr


Med det vejr vi har for tiden er der jo rig lejlighed for at få tjekket hvordan ens grej har det med sne og frostvejr. Så nu hvor det er blevet vinterferie (fri hele ugen!) fik jeg endelig taget mig sammen til at få en overnatning i mit telt.

Det er første gang jeg slår telt op på sne, så det tog lidt længere tid end sædvanligt. Jeg satte bare teltet op på de ca. 15 cm sne der var, men gravede ned til jorden med min foldespade så pløkkerne kunne få fat. Det fungerede sådan set fint, men en anden gang vil jeg nok skrabe sneen væk, hvis snelaget ikke er tykkere. Men det var jo sjovt at prøve at sove på sne. Det kan også godt være at nogle snepløkke skal indlemmes i samlingen. Foldespaden er i øvrigt udmærket som pløkhammer.

Jeg havde forskelligt udstyr som jeg ville prøve af med ud i teltet. Jeg startede med så lidt som muligt og prøvede mig så frem. Det var ganske enkelt - hvis jeg vågnede og frøs havde jeg valgt forkert. Det skete et par gange hvor der så blev suppleret med mere eller varmere grej. Det som til sidst fungerede for mig var dette:

  • Uld-undertøj: JBS 100% ren uld, lange ærmer og ben
  • Let fleecetøj: Out 4 Living
  • Hue: Arc'teryx Covert Beanie
  • Liggeunderlag: Therm-a-rest Trail Light Regular
  • Ekstra liggeunderlag: kraftigt traditionelt spejder liggeunderlag
  • Varmeforstærker: Sea to Summit Thermolite Reactor Liner
  • Sovepose: Robens Nordic Comfort, helårs dunsovepose
  • Telt: Robens Small Dreamer

Min kone, som er meget kuldskær, har et rigtig lækkert og kraftigt Term-a-rest Basecamp Regular underlag som er hele 5 cm tykt - det skal jeg lige have testet en nat. Det er sikkert lige så varmt som det set-up jeg sov med i nat og det fylder meget mindre end de to jeg sov med i nat. Jeg havde helt glemt at vi havde det.

Jeg skal også lige have undersøgt muligheden for, på forsvarlig vis, at opvarme teltet, så det er mere behageligt at være der om aftenen inden sengetid. Det vil også give mulighed for at få rotøj tørret til næste dag. Der skal lige surfes lidt rundt på nettet for at undersøge mulighederne.

Men det var en hyggelig nat hvor der også kom en smule sne - det lød som en rigtig hyggeligt knitren mod teltdugen - det er ikke sidste gang jeg har sovet på sne.

2 kommentarer:

Pouls kajakblog sagde ...

Hej Helge
Sådan en overnatning har jeg også snakket om længe. Jeg har også ferie, så i morgen gør jeg det sgu. Har fået en bamsedragt af fleece i julegave - uden på uldundertøj må den være sagen i sådan en "polarovernatning".
Var lige en tur ved stranden i dag for at se om der var åbent vand. Det var der, men ca 500 m fra land. Roabstinenserne er ved at være slemme.
mvh
Poul Møller

Helge Helligsøe sagde ...

Hej Poul
God fornøjelse med din "polarovernatning". Vi kan jo lige så godt bruge ferien på noget sjovt. Jeg var for resten glad for at jeg havde en hue med i teltet.

Jeg er HELT enig med dig i at det godt snart må bliv tøvejr - selv om det er hyggeligt at sove på sne!

Venlig hilsen Helge

Du syntes måske også om: