Århus - Horsens

Foto: Klar til turen rundt om Søby Rev lørdag morgen, en halv time inden solopgang.

>> Flere foto

Der er vel aldrig to rodage som er ens? Om man så ror den samme strækning mange gange er der altid nogen som ikke er som sidste gang, noget ved vejret - måske et pludseligt omslag, en ny detalje ved udstyret man ikke lige havde bemærket før, naturen som viser sig fra en ny side - eller bare noget som er forskelligt fra dagen i går. Alt det ved jeg jo godt. Alligevel er det forunderligt at opleve to så forskellige rodage som jeg havde på denne lille tur fra Tangkrogen i Århus til Horsens. Fredag skulle jeg virkelig kæmpe med bølger og modvind, en anstrengende dag hvorimod lørdagen bød på aldeles fladt vand.

Fredag i bølger
Vi kommer kørende ned ad Oddervej på vej ind mod Århus og kan nu se vandet nede ved Tangkrogen - det ser bestemt ikke fladt ud. Da vi så kører hen langs kysten kigger fruen ud ad vinduet. »Har du tænkt dig at ro i de bølger?« siger hun tvivlende. Jeg må indrømme at det ikke var det vand jeg havde drømt om, men så slemt er det vel heller ikke? Jeg mener, når man først kommer i. Jeg får beroliget Karin med at jeg nok skal ringe efter hende hvis det er for slemt.

Ét er bølgerne - de er vel lige over en meter høje - noget andet er vindretningen. Den er desværre i SSØ hvilket betyder modvind på turen sydover. Senere på dagen går den mere over i ØSØ. DMI har forudsagt 6 m/s for det østjyske område og desuden at vinden vil toppe omkring 13-tiden.

Nå, men alt det med vind og vejr er jeg jo ikke herre over, det er der ikke nogen grund til at spekulere mere over, bare få pakket kajakken og så i vandet. Det viser sig at det kun er på det inderste stykke ved Tangkrogen at bølgerne er så høje - det må være fordi vandet bliver presset herind. På hver bølgetop stikker hele spidsen af kajakken helt ud af vandet, men der er så langt mellem bølgerne at den lander pænt inden næste bølge. Der er vel egentligt mere tale om dønninger end egentlige bølger med den lange frekvens. Heldigvis kommer de ind skråt forfra, så har jeg et godt overblik over forholdene.

Allerede ude ved Varna er bølgerne nu under en meter og kajakken ligger rigtig godt i vandet. Det er første gang jeg har den fuldt lastet i åbent vand og jeg kan mærke at den faktisk ruller meget bedre med bølgerne end når den er tom. Men stadig skal jeg have et vågent øje på vandet. Ude ved Ballehage må jeg dog lige kigge en ekstra gang ind over land. Et par unge vinterbadere på vej ud over badebroen med håndklæder stramt om kroppen. Fyren smider hurtigt håndklædet og går direkte i - den unge frøken er mere forsigtig og sænker ganske langsomt blot underkroppen i det 10° »varme« vand - for straks med et hvin at springe op på broen igen. Hvordan de derefter fik varmen igen ventede jeg ikke på at få opklaret - men jeg mener ikke at der er sauna i badehuset ved Ballehage.

Turen fortsætter forbi Kajakklubben Viking som ligger lige ved Silistria. Fantastisk klubhus lige ned til vandet og med glasfacade i hele overetagen. Videre hen forbi den vintertomme campingplads Blommehaven som ligger smukt omgivet af de rød-gule efterårsfarvede træer. Ude ved Moesgård Strand er der fyldt med legende unger - en børnehave eller en skole har taget ophold der. Jeg fortsætter ud til pynten lige efter for at tage turens første pause og få lidt morgenmad, klokken er efterhånden blevet - godt og vel - til det!

Da jeg kommer på land kan jeg ikke lade være med at grine, for op ad en lav betonvæg står en gammel rusten spade. Skulle det nu være det nye indenfor offentlige toiletter ved de århusianske strande - det er selvfølgelig bedre end ingenting - men er det virkelig kommet så vidt med spareiveren i Århus Kommune? Jeg tænker på om jeg for sjov skulle efterlade en rulle toiletpapir ved siden af - men gør det dog ikke. Jeg benytter også lige lejligheden til at få en fleecetrøje på under rojakken, jeg var startet ud i lidt for optimistisk påklædning.

Inden turen fortsætter får jeg tid til at betragte kæmpekranerne inde i Århus havn der står i disen og ligner de kæmpestore robotkroppe fra Mars der er beskrevet i H.G. Wells roman fra 1898 »Klodernes Kamp« - det er sgu spooky.

Den sidste bid af de spraglede skove her syd for Århus ror jeg forbi og kommer ned til, det nu næsten øde sommerhusområde omkring Norsminde, for at runde Kysing Næs. Her står, jeg havde nær sagt som sædvanligt, en lystfisker i vaders som jeg lige hilser på. Turen fortsætter ned forbi naturistcampingpladsen - den er også forladt for vinteren. Lige efter pladsen gør jeg allerede turens andet stop, jeg kan godt mærke at vejret ikke er til lige at tage en slapper med pagajen ind imellem. Det er fast arbejde hele tiden på grund af bølgerne og mod/sidevinden.

Det står virkelig sløjt til i dag, for lige efter Dyngby Hoved trækker det igen for at komme på land for et hvil. Der er nok også noget mentalt blandet ind i det - det er ærlig talt ikke så inspirerende at ro i diset og overskyet vejr. Jeg overvejer faktisk om jeg overhovedet gider fortsætte turen - det er jo fristende bare at ro til Hou og ringe efter fruen for en hjemtransport. Tænk at have hele fredag aften for sig selv derhjemme foran den varme brændeovn. Men heldigvis vinder stædigheden over mageligheden, så jeg fortsætter ned mod Hou.

Jeg havde hjemmefra overvejet hvor jeg skulle overnatte. Mine to bedste bud var enten ude på Søby Rev et par kilometer ud for kysten umiddelbart syd for Hou eller nede ved Kalsenakke, det allersydligste af Gylling Næs. Jeg kan se på det hele at det ikke bliver Kalsenakke, solen er allerede ved at gå ned. Søby Rev bliver det heller ikke, disen er tiltagende, jeg kan simpelthen ikke se derud - så jeg ror langs skoven på udkik efter et egnet sted. Jeg finder en lille plet lige ved stranden hvor der står et bord og en bænk.

Da stedet kun ligger lidt over en km fra byen venter jeg med at slå telt op til det er fuldstændigt mørkt. Jeg skyder lige lidt billeder ind mod byen og kravler træt i soveposen i fuldmånens skær.

Vejr: Frisk (mod)vind, helt og aldeles overskyet - hele dagen, bølger omkr. 1 m
Distance: 29,1 km
Fugle: Sølvmåge, stormmåge, alk, skarv, krage

Lørdag på fladt vand
Jeg har sat telefonen til at ringe kl. 6:00, jeg vil helst ikke overraskes af morgenduelige vandringsmænd eller -kvinder her i min ikke helt lovlige lejr. Der er fuldstændigt stille nu til morgen, ikke en vind rør sig og vandet er spejlblankt kan jeg se i tusmørket.

Jeg havde på min sidste tur nogle problemer med kondens i teltet, så denne gang har jeg kun lukket åbningen til sovekabinen med myggenettet for at få bedre ventilation - det ser ud til at virke. Der var kun ganske lidt kondens. Det er lidt svært at få teltåbningen til at blive oppe på vidt gab for at lufte ud, jeg skal lige have lavet en modifikation i form af en ekstra bardun når jeg kommer hjem for at afhjælpe det problem.

Mens jeg gumler min morgenmad eksperimenterer jeg lidt med at fotografere fuldmånen som står flot over skoven. Men det er ikke let at holde kameraet helt i ro med den lange lukketid. Jeg forsøger at lave en trefod af nogle grene som ligger på stranden - men det er ikke optimalt. Men der er jo desværre ikke plads til min trefod til kameraet i kajakken - øv.

En halv time før solen står op er jeg klar til afgang og sætter kursen udenom Søby Rev. Det er så lavvandet at det slet ikke er muligt at ro den kortere vej indenom. Da jeg runder revet kan jeg se at det skarpe lys blinker ovre ved skydebanen - satans også - jeg har glemt at se efter om der var skydning. En tung og ærgerlig følelse sænker sig over mig. Skal jeg tage chancen for en kugle i røven og bare fortsætte eller skal jeg vende om? Slukøret beslutter jeg mig for det sidste. Øv, øv og øv. For mit indre blik ser jeg den ørkesløse tur tilbage til Tangkrogen som en mulighed. Men ærligt talt - samme vej tilbage, det er godt nok ikke videre ophidsende. Jeg ror lidt og diskutere med mig selv.

Jeg prøver at fremmane billedet af skydefeltet som jeg jo har set så mange gange. Stikker spidsen af feltet ikke kun ca 500 meter længere ud end revet? Bliver der overhovedet skudt derovre på skydebanen? Jeg har ikke hørt noget som bare minder om riffelskud hele morgenen. Jeg vender om og ror stille ud mod revets spids igen. Det hvide skarpe blinkende lys hænger hånlige over disen. Nej, jeg tager sgu chancen. Jeg har jo GPS'en med, så jeg ro lidt over 500 m ud fra revet og sigter over mod de røde gavle på Horskærgård som jeg lige kan skimte i disen. Jeg satser på at det vil holde mig ude af skydefeltet.

Mon ikke også det skydefelt blot repræsentere det absolut yderste område som deres kugler kan ske at dratte ned i? Mon ikke der er indlagt en bekvem sikkerhedsmargen? Det bliver jeg i hvert tilfælde enig med mig selv om. Alligevel lytter jeg dog efter om der skulle falde skud - så kan jeg jo altid sætte kursen længere ud - men jeg hører ikke ét eneste skud - heller ikke på den videre tur ned mod Kalsenakke. Hvorfor pokker tænder de advarselslampen hvis der ikke bliver skudt? Det forstår jeg simpelthen ikke.

Da jeg kommer hjem kan jeg se at skydefeltet faktisk stikker en hel kilometer længere ud end revet - jeg har altså roet omkring 1.100 meter inde i skydefeltet kunne jeg måle mig frem til. Jeg beslutter mig for at indtaste det yderste hjørne af feltet i min GPS - for en anden gangs skyld.

Nede ved Kalsenakke får jeg øje på turens første sæl som ligger og soler sig på en sten. Lige først har jeg ikke set den, jeg tror blot det er stenen der er så høj, men da den øverste del af »stenen« plasker ned i vandet, går det op for mig at det er en sæl. Jeg stopper mine pagajtag for at se om den er nysgerrig nok til at komme nærmere - men den holder sig på 30-40 meters afstand hele tiden.

I morges inden jeg tog af sted havde jeg overvejet, nu da vandet var helt fladt, at tage det seks kilometer kryds der er fra Kalsenakke til Hjarnø - bare til en forandring. Man da jeg kommer herned er der så diset at Hjarnø ikke kan ses. Så uden et punkt i GPS'en og uden kompas syntes jeg det er en dårlig ide. I stedet tager jeg turen som jeg plejer ind langs Gylling Næs og stikker over til Alrø Poller hvor jeg lige er på land for at få lidt varm kakao og tager mig tid til at fotografere lidt.

Herinde i Horsens Fjord er disen blevet meget tættere, sigtbarheden indad i fjorden er nede på omkring en kilometer. Da jeg fortsætter turen dukker endnu en nysgerrig sæl op i den sælsomme dis, hvor havet og himlen går fuldstændig i ét i horisonten. Da jeg er fri af Alrø og har rundet Borres Knob får jeg øje på et marsvin som lige stikker rygfinnen op af vandet et par gange ikke langt fra kajakken.

Nu er solen ved at få bugt med disen og jeg begynder at kunne øjne Horsens. Jeg går lige på land ved Boller Nederskov for at trække tiden lidt ud og ringe hjem for at fortælle hvor jeg gerne vil hentes. Herovre på sydsiden af fjorden er der rigtig mange store sten i vandet og flere steder er der også store muslingebanker som det er umuligt at se, man opdager dem først når bunden skraber hen over dem. Det er måske der for at kaproerne fra Horsens altid tager nordsiden af fjorden?

Inde i Horsens er der mange baglænsroere i vandet i det dejlige vejr sådan en lørdag eftermiddag. Men ikke en eneste kajak - faktisk har jeg ikke mødt så meget som én eneste kajak på hele turen - og jeg har dog været i nærheden af mindst ni klubber på vejen!

Jeg går på land lige til højre for lystbådehavnen, hvor også kajakklubben og roklubben holder til. Her er en lille stump sandstrand der gør det let at komme på land. Jeg må hellere ned en dag og prøve at starte en tur herfra, for at undersøge det inderste af fjorden lidt nøjere.

Vejr: Vindstille, flad vand, lidt sol, diset
Distance: 31,9 km
Fugle: Knopsvane, skarv, gråand, troldand, hættemåge, krage, sølvmåge