torsdag den 26. juni 2008

Naturen ved Silkeborg reddet

Et utroligt smukt stykke natur ved Gudenåen, nemlig Resendal, er nu reddet fra at blive ødelagt af en krydsende motorvej. Dette område var ellers i lang tid favoritplaceringen for motorvejen mellem Århus og Herning, men regeringen, Dansk Folkeparti og De Radikale besluttede i dag, at motorvejen ved Silkeborg skal være i kombilinjen. Det er den røde linje på kortet. Jeg ved faktisk ikke om der var nogle partier som stemte imod.

Det ville efter min bedste overbevisning have været en katastrofe for naturen på dette sted, hvis en motorvej skulle have været anlagt. Fordelen ved den vedtagne kombilinje er, at vejføringen overvejende følger den nuværende hovedvej, som alligevel i dag går ind midt gennem byen. Den nye bro kommer til at ligge lige ved siden af den nuværende som fører hovedvej 15 over Silkeborg Langsø. Det betyder at trafikstøjen for folk som færdes på åen, stort set vil være den samme.

Det er selvfølgelig synd for de mennesker der bor i Silkeborg som havde set frem til at få mindre trafikstøj i nabolaget. Det får de ikke nu, tværtimod.

At det nu er helt sikkert at linjeføringen ikke kommer til at gå gennem Resendal har Dansk Folkeparti sørget for. De har krævet at arealreservationerne for Resendallinjen og Ringvejslinjen omgående skal ophæves. Og de har igen fået deres vilje. Mon ikke det er første gang at jeg syntes godt om noget som Pia-trioen har været med til at vedtage?

3 kommentarer:

Pouls kajakblog sagde ...

Med et par bedsteforældre der boede i Resenbro - og mange gode oplevelser derfra - glæder det mig at de slipper for en motorvej i området. Men det er nu synd for demi Silkeborg.

Helge Helligsøe sagde ...

Hej Poul

Jeg vidste ikke at du næsten er jyde ;-)

Du har ret i at det er synd for silkeborgenserne. I denne sag er det næsten umuligt at gøre alle tilfredse. Det skulle da lige have være en boret tunnel under Silkeborg. Jeg tror faktisk at ideen har været fremme, men at den var alt for dyr.

Pouls kajakblog sagde ...

Jeg er ikke kun "næsten jyde". Jeg er faktisk født i Virklund lige uden for Silkeborg. Desværre flyttede mine forældre til Sjælland da jeg barn.

Du syntes måske også om: