søndag den 18. januar 2009

Jag paddlar

Staffan Petersson og Mikael Widerberg - Jag Paddlar - Grundkurs i Havskajak
Plonk, 2007 - 2:16 min


En god og grundig instruktionsfilm om det at ro havkajak. Filmen kommer pænt rundt om mange aspekter og problematikker omkring havkajakroning. Jeg syntes det er rigtig godt at der ikke kun fokuseres på det tekniske og på udstyret, men også har emner som naturbeskyttelse, skadeforebyggelse, navigation og turplanlægning med. Det er prisværdigt at man i en introduktion til kajaksporten medtager et grundigt afsnit som det om »naturen vi færdes i«, der er sikkert mange nye roere som ikke har en indgroet holdning til det at færdes derude uden at sætte spor.

Skade- og sygdomsforebyggelse er også rigtig grundigt gennemgået i filmen - det tror jeg at selv mange erfarne roere kunne have glæde af at se. I delen om navigation bed jeg mærke i at de anbefaler at man anvender almindelige topografiske kort i stedet for søkort, fordi de har flere informationer som kajakroere kan bruge til noget. Det er den samme erfaring jeg selv har gjort. I starten troede jeg at søkort var det eneste rigtige at anvende - men det holdt jeg ret hurtigt op med.

Afsnittene om sikkerhed, manøvreringsteknik, redningsøvelser og vejr og bølger, er ganske udmærkede afsnit som kommer rundt om det meste af hvad man som kajakroer kommer ud for. Det er dog ikke en trin for trin instruktion i de forskellige teknikker og øvelser, for mig at se er det blot en præsentation af disse. Hvis det er instruktion ned i de mindst detaljer leder man forgæves her. Det undrer mig at et emne som rul ikke er medtaget, om ikke andet så blot for at vise det som en mulighed. En anden ting som jeg studsede over, var at de direkte fraråder al roning i tåge. Men omtanke mener jeg godt det kan forsvares at ro ud i tåge.

Kapitlet om udstyr kommer godt rundt om det meste, men der er ikke megen hjælp at hente i forhold til valg af kajaktype. Skal det være glasfiber, plast, træ eller noget helt andet? Det burde have været med i en film som primært henvender sig til begyndere. Mange vil måske anskaffe filmen inden de køber den første kajak. Jeg mener også at den grønlandske åre burde have været omtalt.

En lille detalje som gør det dejligt overskueligt at se filmen, er at der gennem hele filmen er vist en lille vignet som fortæller hvilket afsnit og hvilket underemne du er ved at se. Godt tænkt.

Ekstramaterialet, i form at et dræbende langt interview omkring Nordic Instruktörslicens, er fuldstændigt uinteressant for alle andre end svenskere (måske heller ikke interessant for dem). Også i denne film spottede jeg den allestedsnærværende blå ikea-pose. Mon ikke det er et af de mest universelle stykker kajaktilbehør overhovedet? Filme er lavet af Staffan Petersson som har stået for manuskript og instruktion, mens den er filmet og redigeret af Mikael Widerberg.

DVD en henvender sig nok mest til begynderen eller den let øvede, men var nu ganske spændende at se. Selv om det hele foregår på svensk uden undertekster er det forbavsende let at følge med. Alt i alt en film som giver et ganske godt og sobert indblik i vores verden.

Filmens afsnit:

  • Intro (4:01)
  • Komma igång (8:51)
  • Naturen vi färds i (10:28)
  • Utrustning (14:02)
  • Säkerhet på sjön (14:26)
  • Manövrering (29:26)
  • Skador och åkommor (11:06)
  • Räddningsövningar (12:45)
  • Navigation (13:39)
  • Turpaddling (11:11)
  • Väder och vågor (5:13)
  • Att gå kurs (2:47)
  • Ekstra materiale: Information om NIL (11:50)

Mange tak for lån af DVD’er til Axel S. Christensen som blogger på Havkajak.
Han har været så venlig at låne mig de fem jeg har anmeldt.

2 kommentarer:

Aksel Steen Christensen sagde ...

Jamen det var så lidt Helge.

Skulle der komme flere dvd'er i mit mini dvd bibliotek er du velkommen til at låneden/dem.

Mvh Axel

Helge Helligsøe sagde ...

Hej Axel

Det har været fedt at låne dem - meget udbytterigt.

Det andet lyder rigtig godt.

Det kan være at jeg selv køber nogen - så kan du jo låne den anden vej!

Venlig hilsen
Helge

Du syntes måske også om: