Trip 101 - tågetur
Foto: Det var ikke helt så sort/hvidt som billedet giver indtryk af, men det føltes sådan.
>> Flere foto
Endelig en fridag midt i ugen igen. Og for en gangs skyld med en vejrudsigt som siger praktisk talt ingen vind. Det kan jo kun betyde en tur i kajakken. Jeg havde forskellige ture i støbeskeen, men valgte turen rundt om Gylling Næs. Den ligger kun 15 minutters kørsel væk. På vej derned i bilen blev jeg opmærksom på at det egentlig var temmelig tåget og det tog til efterhånden som jeg nærmede mig vandet. Men den lokale vejrudsigt for Østjylland, som flød ud af bilradioen, lovede at tågen ville lette i løbet af dagen - det var da altid noget. Mens jeg står og gør kajakken klar, får jeg øje på en stor flok sangsvaner på træk. De kommer flyvende tæt hen over hovedet på mig - et smukt syn og en dejlig svanesang.
Som det ses på billedet var tågen temmelig tæt da jeg nåede ned til startstedet. Det er ikke så tit jeg har benyttet mig af dette sted, jeg har måske brugt det et par gange tidligere. Det er egentlig et udmærket sted, hvor det er muligt at have bilen holdene, men vandet er forbandet lavt langt ud, når det er lavvande. Og det var desværre lavvande da jeg startede i dag. Med den tætte tåge var det helt umuligt at se over til Gylling Næs, så jeg havde to muligheder. Enten at ro derover efter kompasset i min GPS eller ro langs kanten rundt i Lerdrup Bugt (en omvej). Den sidste mulighed virkede helt uoverskuelig med det lave vand, så jeg valgte at ro efter GPSens kompas. Den var velforsynet med batterier, så jeg anså risikoen for et svigt for minimal.
Det er en meget underlig fornemmelse at ro rundt helt omgivet af den tætte tåge, som at ro rundt omgivet af kolde hvide organiske vægge - lidt mareridtsagtigt. Det meste af tiden koncentrerede jeg mig om at kigge på kompasset, der var jo ikke så meget andet at se på. Et par gange kiggede jeg mig dog omkring i kortere perioder og det er helt tydeligt at se på sporet fra GPSen hvor jeg gjorde det. Her mister jeg helt kursen og slog nogle gevaldige sving. Nu kan jeg godt forstå at folk som farer vildt kan blive ved med at gå i ring eller for den sags skyld, ro i ring. Det er egentlig lidt uhyggeligt. Jeg er sørme glad for at min Garmin ikke satte ud.
Da jeg var nået over på Gylling Næs siden fortsatte jeg hen forbi godset (som jeg dog ikke kan se for tågen) og videre hen til Kalsenakke hvor turen begynder at gå nordover. Et lille stykke nordpå får jeg øje på årets første sæl som vinker med den ene luffe. Da jeg kom hjem og fortalte det, sagde den yngste knægt: »Vinkede du så ikke igen?«. Det må jeg tilstå at jeg ikke gjorde, så noget af mit uskyldige barndomssind er nok desværre tabt og borte. Lidt længere nordpå ved bugten ud for Kalsemade anede jeg på et tidspunkt ikke hvor jeg var. I normalt sigte vil jeg aldrig ro ind på det lave vand derinde, men for at holde øjenkontakt med kysten var jeg nødt til det i dag. Der er nogle sjove små holme og landtanger som jeg ikke kendte og derfor blev lidt forbavset over. Jeg kom dog forbi bugten og fortsatte næsten op til Gylling Skov Skydebane, men valgte at gå i land på landtangen lige uden for deres skydefelt. Ikke at det var nødvendigt - der var ikke øvelse i dag - men der er mere hyggeligt på landtangen.
Mens jeg sidder og spiser begynder det at blæse en smule op - indtil nu har det nærmest været vindstille. Tågen begynder også at lette en anelse. Med tåbelige forhåbninger om skyfri himmel og en pausekold krop starter jeg turen hjemad. Der går dog ikke ret lang tid før kroppen igen er varm af roningen. Forhåbningerne om skyfri himmel bliver også skudt godt og grundigt i sænk da jeg kikker ind i fjorden. Herinde er der næsten lige så tåget som da jeg startede turen.
Da jeg er tilbage ved indgangen til Lerdrup Bugt kan jeg se at det nu er blevet højvande, så jeg vælger at tage turen rundt langs kysten, i stedet for at ro kurs NV på kompasset gennem den tætte tåge. Jeg har nemlig stadig god tid inden knægtene skal køres til deres forskellige fritidsaktiviteter.
En fed dag på vandet, selv om Østjyllands radio havde nogle temmelig tågede vejrmeldinger...
Vejr: Svag til let vind, tæt tåge, fladt vand, luft 2-4° C, vand 3° C
Distance: 23,0 km
Fugle: Knopsvane, fiskehejre, toppet skallesluger, sangsvane, ederfugl, strandskade, sølvmåge, gråand
2 kommentarer:
Det lyder som en god tur. Jeg var ude i området omkring struer i samme sykke tåge. Man har fornemmelsen af at lyden også forsvinder sammen med sigtbarheden. Det er meget fredfyldt.
/Thomas
Hej Thomas
Du har helt ret. Faktisk kom jeg ret tæt på en flok knopsvaner som så pludselig lettede. Jeg tror simpelthen ikke de havde hørt mig komme og blev så forskrækkede over at jeg var kommet så tæt på dem...
Venlig hilsen Helge
Send en kommentar