torsdag den 22. oktober 2009

Friskbrygget økologisk kvalitetskaffe til turen


1. Vælg den type du bedst kan lide.


2. Kog ½ liter vand på Trangiaen.


3. Hæld vandet i bryggeren.


4. Lad kaffen trække i 4-6 minutter.

5. Nyd den himmelske kaffesmag. Helst udendørs!
>> Flere foto

Det er dejligt at få noget varmt kaffe når man er på tur i kajakken. Jeg har fundet et rigtig godt alternativ til den udbredte termokaffe. Kaffen er tilmed både økologisk og Fairtrade mærket. Det er et lille firma Coffeebrewer Nordic fra Middelfart som laver en lille genial engangsbrygger som er let at have med i kajakken.

Bryggeren Growers Cup indeholder både filter og kaffe til to store kopper. Den skal blot åbnes i toppen, en halv liter kogt vand fra Trangiaen hældes over, toppen lukkes igen så kaffen kan trække 4-6 minutter. Her efter har du en virkelig god gourmetkaffe - en lille luksus på kajakturen som jeg fremover vil glæde mig til. Hvis man ikke gider at slæbe på en Trangia kan man selvfølgelig også bare medbringe kogt vand i en ordentlig termokande.

På YouTube har firmaet lagt en kort reklamefilm hvor du kan se hvordan den fungere i praksis - det er faktisk lige så nemt som det ser ud til. Og smagen - den kan ikke sammenlignes med det vi normalt har med i termokanden.

Kaffebryggeren forhandles bl.a gennem Coop Danmarks butikker og forskellige andre steder - se deres hjemmeside for flere salgssteder. Det er egentlig besynderligt at de mange forhandlere at friluftsudstyr ikke har den i sortimentet - det kan være det kommer efterhånden som folk får øjnene op for kvaliteten. Det er også muligt at bestille kaffen direkte på hjemmesiden, men der kommer en ret høj porto oveni, så det kan ikke rigtig betale sig. Prisen i forretningerne ligger lige under 12 kroner.

Der er for tiden 10 forskellige specialkaffer i handelen, hvoraf det kun er dem fra Bolivia, Nicaragua, Ethiopien og Guatemala der er både økologiske og Fairtrade. Jeg har foreløbig smagt dem fra Nicaragua og Ethiopien. Jeg syntes umiddelbart at den fra Ethiopien er den bedste af de to.

Smagen beskrives sådan her:
Bolivia - Blød og sødlig smag med frugtige toner af æble og abrikos.
Nicaragua - Rund og mild smag med noter af orange og kanel.
Ethiopien - Intens frugtagtig karakter, der minder om tørret abrikos.
Guatemala - Rund og fyldig smag med en let note af mørk chokolade.
Honduras - Rund og mild smag med nøddeagtige noter.
Papua New Guinea - Mild og velafbalanceret smag med søde toner af karamel.
Brasilien - Blød og rund smag af nødder og abrikos. Eftersmagen er let krydret.
Colombia - Intens og velafbalanceret smag med aroma af flødekaramel.
Indonesien - Kraftig og mørk smag af karamel. Duft af mørk chokolade.
Kenya - Intens og velafbalanceret smag med frugtig og sød mundfylde.

De forskellige typer er rene, forstået på den måde at der ikke er blandet kaffe fra forskellige producenter i samme pakke. På firmaets hjemmeside er der en beskrivelse af præcist hvor, af hvem og - lidt specielt - i hvilken højde kaffen er dyrket.

Vær opmærksom på at den første udgave af engangsbryggeren kræver en saks eller kniv for at åbne for tuden - køb hellere den nyeste version hvor der stikker to plastsnipper ud i toppen. Den skal blot rives op.

Denne testbrygning er foretaget på den lille teltplads som Skov- og Naturstyrelsen har ved Sondrup Strand. Det er en kaffe som det varmt kan anbefales at nyde udendørs - året rundt.

2 kommentarer:

Nichof sagde ...

Der er intet mindre end genialt! Slut med sur thermokandekaffe.
Tak for tippet Helge.

Mvh.
Niels

Helge Helligsøe sagde ...

Hej Niels
Det er virkelig god kaffe - glæd dig.

Jeg så lige i Kvicklys online katalog (side 45), at Growers Cup er på tilbud i denne uge (uge 44). Fem pakker for 24,95.

Du må lige en tur omkring Sankt Helenevej :-)

Venlig hilsen Helge

Du syntes måske også om: