søndag den 25. april 2010

Ny kajakjakke


Min nye Hiko Breeze rojakke.

Min gamle kajak-jakke var efterhånden ved at blive lidt slidt. Velcro-lukningen ved neopren-manchetterne var slidt op og et forsøg på selv at udskifte det faldt mildest talt ikke heldigt ud. Mig og symaskiner er ikke den bedste kombination. Jakken blev købt i sensommeren 2007 og mit gæt er at den har været med på 62 ture, for jeg har talt mine rodage siden købet - bortset fra de tre sommer-måneder hvert år.

Det betyder at jakken har været ude på en samlet distance på næsten 1700 km. Jeg har ikke behandlet den pænt - den er sjældent blevet skyllet i ferskvand efter hjemkomsten, så salt har bare fået lov til at tørre ind til næste tur. Den gennemsnitlige pris pr. tur er dermed nede på kr. 6,44 - stik den Kokatat. Med jeres pris på kr. 3975 for en jakke skal den holde til 618 lange dage på vandet for at matche prisen. Lidt må vi fattigrøve vel have at gælde os over!

Da jeg begyndte at kigge mig rundt efter en ny var det et ubetinget krav at der skulle være en hætte på jakken - den har jeg været rigtig glad for at have. I regn, hård blæst og sne er den slet ikke til at undvære. Jeg fandt hurtigt ud af at det begrænser udbuddet en hel del. Desuden ville jeg godt prøve at have en jakke med latex-manchetter og tunnel til sprayskirt. Om der er lommer på jakken er jeg fuldstændig ligeglad med - jeg har de lommer jeg skal bruge i min svømmevest. Jeg vil egentlig helst have en jakke helt uden lommer - det må alt andet lige gøre jakken mere tæt.

Jeg tjekkede internet-butikkerne i mit nærområde. KajakHuset i Egå havde slet ikke noget som jeg havde råd til - deres priser startede ved kr. 2000. Kronjyllands kano & kajakcenter havde en Artistic Vecchio til kr. 1099 som egentlig ser ret fed ud, men den har kun neopren ved håndleddene og jeg ville gerne prøve at have en jakke med latex-manchetter. Den blev så sorteret fra.

Den nye butik som Kajakgården har åbnet i Århus havde de bedste bud, nemlig en Artistic Nino nedsat fra 1399 til 1000, en  Stohlquist Torrent Sea Touring til 1199 og endelig en Hiko Breeze til 1249 kr. Jeg kunne se at SpejderSport også havde Hiko Breeze jakken. Desværre havde Kajakgården ikke Nino’en hjemme, så jeg kunne ikke komme til at prøve den. De havde den i øvrigt ikke i størrelse large som jeg sikkert skulle bruge. Stohlquist-jakken var lidt for tynd i det og desuden ikke med sprayskirt-tunnel og heller ikke med manchetter. Så var der Breeze-jakken tilbage. Den passede fint og opfyldte til fulde mine ønsker. Desværre var den noget dyrere hos Kajakgården end hos Spejdersport hvor jeg får 10 % rabat. Men prisen var ikke til forhandling sagde den venlige ekspedient - det var deres klare politik.

Så jeg endte inde hos SpejderSport som har nøjagtig den samme Hiko Breeze til 1170. Her fortalte ekspedienten at det nok var en god ide at vente med at købe jakken til søndag den 25. april - den dag var der 20 % rabat på alle varer for kunder med Spejderrabetkort. Så jeg fik lagt den til side og har så hentet den i dag - og kun betalt kr. 1040 for den.

Nu er jeg så spændt på om jakken lever op til mine forventninger. Hvis den ikke gør det kan det være jeg vender tilbage til en vade-jakke igen - det har jeg været ganske tilfreds med. Der er mange at vælge imellem til priser der ligger langt under det halve af en kajakjakke. Men nu skal den nye selvfølgelig have en fair chance. Den virker faktisk ret lækker.

7 kommentarer:

Karina sagde ...

Hej Helge,

Lækker jakke, håber du bliver glad for den.
Måske lommerne på armene bliver rigtig nyttige.
Den skal vel snart ud og testes?
Kh Karina

Helge Helligsøe sagde ...

Hej Karina

Jeg tror nu ikke lommerne kommer i brug - vi får se.

Jeg satser lidt på at jeg kan blive »til overs« på arbejde onsdag eller torsdag - det kunne være fedt! Så kan jeg gå hjem ved otte-tiden...

Venlig hilsen Helge

Kanstrup sagde ...

Hej Helge

Jeg kigger på selvsamme jakke, da jeg skal til at opgradere mit løbetøj til noget der dur.

Så - er du blevet glad for den? Er den (forholdsvis) tæt ved gentagne rul?

Helge Helligsøe sagde ...

Hej Kanstrup

Jeg har faktisk kun haft den på en enkelt gang - jeg ror ikke så meget for tiden - og jeg vil helst ikke udtale mig om jakken på den baggrund.

Venlig hilsen Helge

Kanstrup sagde ...

Hmm okay. Men du er vel klar over at sådan en fin blog forpligter...?

Hvis du får den på, vil jeg meget gerne køre om det. Enten her eller på ravnholt(og så det der sjove a)bigfoot(punktum)com.

- Flemming

Kanstrup sagde ...

Nå Helge...så må JEG jo til ordet ;o)

Jeg fik min Hiko Breeze i denne uge og har været ude i den 3 gange nu. Jeg ville have en relativ let jakke med dobbelt bundfals, latex i ærmerne, og en relativ tæt halslukning der IKKE var latex (jeg tror jeg skal dø bare jeg får en rullekravetrøje på).

Jeg har kun haft en svedundertrøje på, og jeg synes jakken er VARM...dejlig varm og helt vindtæt. Der siver lidt vand i ved halsen når man ruller mange gange - lidt mere når man øver static brace. Det gør dog ikke så meget, fordi jeg bliver ikke kold når vinden ikke kan komme ind og få fat.

Jeg rullede nok 20 gange i går med 10 mislykkede static braces, og endte med 1 liter vand i kajakken og en klam undertrøje - begge dele 100% acceptabelt og forventeligt med den halslukning.

Indtil videre: Super fed jakke

PS: Dog synes jeg det er en skam man ikke kan rulle hætten væk i kraven...den bliver fyldt med vand når jeg ruller medmindre jeg får den i klemme under svømmevesten

Helge Helligsøe sagde ...

Hej Kanstrup

Det lyder jo som den er OK. Har stadig ikke roet i den.

De problemer du har oplevet ved rul er ikke særligt relevante for mig - jeg ruller ikke.

Venlig hilsen Helge

Du syntes måske også om: