tirsdag den 28. juni 2011

Fyraftenstur til Norsminde

Inderste række af sejlbåde i Norsminde Lystbådehavn.

En fyraftenstur der i dag gik fra stranden nord for Hou til Norsminde Havn. DMI havde sagt at vinden ville være 7 m/s, men det tror jeg nu knap den var. Vinden kom fra sydsydøst så det var med bølger ind skråt bagfra på hele turen nordpå mod Norsminde.

Lige når man runder Kysing Næs har man et rigtig flot vue over hele Århusbugten. Tilbage over skulderen ligger Tunø og nordspidsen af Samsø. Til højre længst væk ligger halvøen med Ebeltoft, foran den ligger Helgenæs og til venstre derfor Skødshoved. Lige frem, men mere end 25 km væk, ligger Studstrupværket som kan ses ganske tydeligt og noget tættere på er Århus Havn med sine karakteristiske kraner.

Jeg kommer på land inde i lystbådehavnen og håber på denne gang at få den is jeg bliv snydt for på sidste tur. Og minsanten om ikke den lille iskiosk var åben. Det var helt turen værd at sidde i skyggen på bænken og spise en sommeris. Ud over kiosken er her også den lille fiskerestaurant »Fiskehuset« helt nede på kajen og lidt tilbagetrukket ligger gourmetrestauranten Norsminde Kro. Det er faktisk et rigtig hyggeligt fiskerleje.

På turen hjem møder jeg en flok kajakroere der er på vej nordover. Jeg tror de var fra Hou Kajak Klub. Da jeg er ved at få kajakken på taget af bilen, efter veloverstået tur, kan jeg se at de også er ved at vende tilbage til havnen.

Vejr: Jævn vind, bølger omkring ½ meter, sol
Distance: 28,1 km
Fugle: skarv, sølvmåge, stormmåge

Ingen kommentarer:

Du syntes måske også om: