onsdag den 21. maj 2008

Debut på Vejle Fjord

Foto: Sandbjerg Vig nord for Juelsminde, kl. 6.48. Fladere kan fladt vand næppe blive.

>> Flere foto

Op klokken fem for lige at lave kaffe og pakke det sidste til dagens tur. Omkring en times køretur i bilen mod Juelsminde. Jeg havde udset mig en badestrand i Sandbjerg Vig nord for Juelsminde som startsted. Jeg kunne se på findvej.dk at her var det muligt at parkere tæt ved vandet. Stedet var let at finde og det var et perfekt startsted. Fra parkeringspladsen ned til vandet er der vel omkring 60 meter. Desuden er der offentlige toiletter, som i en snæver vending kan bruges til omklædning, hvis man er den blufærdige type. Men her lidt inden kl. 7, var der ikke andet at se end en endnu sovende autocamper, så jeg tog chancen med en bar røv i morgensolen.

Vandet helt vildt flot her i morgensolen, jeg tror simpelthen aldrig jeg har set en hel kyststrækning faktisk uden en eneste krusning. Smukt. Luften var lidt kølig, men da der ikke var en vind der rørte sig valgte jeg blot at ro i en rotrøje med lange ærmer. Så gik turen hen forbi havnen, campingpladsen og ud forbi alle sommerhusene på Bjørnsknude. Mange af dem er tydeligvis af ældre dato, men alle yderst velholdte og mange af dem er ret charmerende. Allerede her er der et smukt syn over til alle træerne på Æbelø, som ligger omkring 10 km væk. Når Bjørnsknude er rundet er der også et flot kik til Trelde Næs og til min forbavselse også den nyeste Lillebæltsbro som trods alt ligger ca. 26 km borte. Selv om den dog stod lidt svagt i konturerne var den ikke til at tage fejl af.

Efter at være kommet fri af byen er der faktisk ikke rigtig nogen bebyggelse af betydning før Vejle - det er jo en skøn tur at se frem til. På langt den største del af den tur jeg ror i dag er der skov og de steder hvor der er opdyrket land kan man ikke se det for skrænter og mange steder er der desuden en lille træbevoksning langs kysten. Langs det meste af kysten flyder stranden og vandkanten med væltede træer som bare får lov til at ligge. Det er et eventyrligt syn som godt kan få ens fantasi i gang. Mod bagbord er der udsigt over til den modsatte kyst med de flotte lerfarvede skrænter ovre ved Trelde Klint og de underligt hvidt lysende bakker som meget sigende hedder Hvidbjerg Klit - de steder må jeg over at kigge nærmere på en anden dag.

På kortet havde jeg hjemmefra spottet et par primitive lejrpladser som jeg ville prøve at finde. Jeg kendte ikke de præcise placeringer, men ud fra forskellige kort sjussede jeg mig frem til koordinaterne og tastede disse oplysninger ind i GPS’en. Den første teltplads fandt jeg let. Et fantastisk sted, langt oppe ad en skrænt. Flot sted at overnatte, hvis man altså gider slæbe alt sit grej op ad skrænten! Kysten er fuld af sten, store som små, så hvis man kommer i en glasfiberkajak skal men lige være forsigtig. På pladsen er der et bålsted og brænde, men det er også de eneste faciliteter der er. Men jeg må sige at udsigten langt, langt opvejer de manglende faciliteter og det lange slæb op ad skrænten - jeg gad godt slå lejr her engang.

Første plads tjekket, videre til den næste. Den fandt jeg lige så let som den første, så jeg er ret god til at gætte mig til koordinater - tænkte jeg. Her var der bålplads, badebro og en stor parkeringsplads oven for skrænten og igen en fantastisk udsigt. Jeg tog også her en masse foto af stedet. Det undrede mig godt nok at der ikke rigtig var nogle steder til teltslagning som var helt vandrette. Så man skulle sove med hoved enten opad eller nedad eller ligge i den ene side af teltet hele natten. Ikke det bedste valg Skov- og Naturstyrelsen her har foretaget. Men jeg snuppede et eksemplar af den folder de har lavet om Stagsrode Skov som området hedder - den ville jeg så kikke i når jeg skulle holde spisepause. Efter at have snakket lidt med den børnehaveklasse som var på stranden denne dag var det i kajakken og videre hen ad kysten. Det var begyndt at lufte lidt mere så jeg havde lige taget en windbreaker på også.

Efter knap tre km runder jeg så Rosenvold Pynt hvor man lige kan ane de to kobberbelagte kuppeltag på herregården Rosenvold. Hovedbygningen på stedet er mere end 400 år gammel. En skam at man ikke kan se mere af den fra vandet. Efter at have rundet hagen ser jeg for første gang det lille hvide fyrtårn som står på spidsen af Træskohage. Her i bugten ligger også en lystbådehavn og en campingplads som ligger ca. 100 m fra strandkanten. Den vil let kunne benyttes af kajakroere. Et stykke henne ad kysten ror jeg forbi Fakkegrav Badehotel og lidt længere fremme kan jeg se at der ligger en 3-4 etagers beboelsesejendom et lille stykke inde i skoven, meget besynderligt! Da jeg kommer hjem undersøger jeg sagen på nettet og det er ganske vist - adressen Sanatorievej 38 er en ganske almindelig udlejningsejendom ude midt i skoven. Det har jeg godt nok ikke set andre steder. Umiddelbart efter får jeg øje på Vejlefjord-centeret i det nu nedlagte sanatorium fra 1900. Det er virkelig en særpræget, man kunne måske sige smagløs, bygning. Men den ligger jo et flot sted...

Nu ikke flere mærkelige bygninger i denne omgang. Ude midt i fjorden ser jeg det eneste større fartøj på hele turen »Hagland Boss«, et stort norsk fragtskib under maltesisk flag. Da skibets hækbølge passerer ind under kajakken tænker jeg at jeg skal huske at skrive på bloggen at det var de absolut eneste bølger denne dag. Roturen fortsætter i det knaldgode vejr hen forbi Træskohage, hvor jeg må konstatere at jeg endnu ikke har rundet de 25 km på GPS’en. Mit mål med turen i dag var at ro 50 km, så jeg fortsætter hen ad kysten til jeg når lidt over de 25 km. Her hvor jeg vender, lige før Daugårdstrand får jeg også lige et kig ind på Vejlefjordbroen.

På vej tilbage gør jeg holdt ved det lille flotte, men også lidt komiske, fyrtårn ved Træskohage. Her fik jeg mig en velfortjent frokost og var lidt rundt at kigge på området. Tårnet virker ikke længere som fyrtårn, men er nu blot et udsigtstårn - men der er en fantastisk udsigt. Jeg fik også lejlighed til lige at se på den folder om Stagsrode Skov som jeg tog tidligere på dagen. Nu gik det op for mig at jeg ikke havde fundet den rigtige teltplads. Den første var OK, men nr. to var blot Stenhøj Strand - ikke en primitiv lejrplads. Så kunne jeg også bedre forstå de lidt skrå arealer - som jo ikke var til teltslagning. Der var ikke andet for, end at jeg måtte lede efter den anden på tilbagevejen. Jeg målte mig frem til at den måtte ligge 500 m fra det sted jeg troede den lå, det burde være til at finde ved hjælp af GPS’en.

Da jeg så kommer tilbage til Stenhøj strand ror jeg så 500 m videre og går i land for at finde den anden teltplads. Stedet ser helt rigtigt ud, men der er enormt stejle skrænter over det hele. En tur op og ned ad stranden giver ikke noget resultat. Det er åbenbart en plads som kun kan nås fra landsiden. Da jeg ror herfra kan jeg godt mærke at vinden er taget noget til. På hjemturen ror jeg i 50-70 cm bølger som kommer ind direkte på siden af kajakken. Det er ikke mit yndlingsvand at ro i, skulle jeg hilse at sige. Godt at jeg ikke fik skrevet at hækbølgen fra fragtskibet var de eneste bølger i dag! Det er ikke engang muligt at slippe pagajen for at få en slurk vand, så da jeg er lige før Juelsminde igen, må jeg på land for at få noget at drikke.

Da jeg så runder Bjørnsknude er der fuldstændig læ og ikke en bølge hele vejen tilbage til bilen. Da jeg kommer på land kan jeg se tilbage på en rigtig dejlig tur på vandet og 50 km mere på kontoen. Det er en tur som jeg på det varmeste kan anbefale - den er rigtig smuk.

Vejr: Let til jævn vind, sol og skyer, fladt vand og ½ m bølger

Distance: 50,2 km

Fugle: Skarv, gråand, sølvmåge, stormmåge, krage, havterne, fiskehejre, gravand, strandskade, sildemåge

Ingen kommentarer:

Du syntes måske også om: