Fyrtårnsafari
Foto: Det specielle fyrtårn som ligger på Hjarnø, ved indsejlingen til Horsens Fjord
>> Flere foto
Jeg var på en lille eftermiddagstur Horsens Fjord i dag. Jeg ville ud for at finde nogle af de 13-15 østjyske fyrtårne som er i rimelig afstand fra min bopæl. Hvis jeg startede ud fra færgebroen på Alrø regnede jeg med at jeg kunne nå en tre stykker i dag. Så efter arbejde smed jeg kajakken på taget og fik kajakken i vandet ved 14:30 tiden. Der var faktisk god vind hernede - det havde jeg ikke lagt mærke til hjemmefra. Det var egentlig varmt, men pga. vinden valgte jeg alligevel at ro i min rojakke. Det var jeg rigtig glad for da jeg rigtig kom ud i vinden.
Turen var denne gang uden min GPS, der endnu engang er bukket under for indtrængende vand, men det var egentlig meget rart at ro uden, for en gangs skyld. Den kunne jeg godt undvære på denne tur - det var straks noget værre at jeg havde glemt mine vandflasker hjemme i køleskabet! Det må bare ikke ske. Heldigvis havde jeg en ½ liters termokande kogt vand med, så jeg fik da noget at drikke på turen. Men jeg savnede det kolde vand.
Jeg startede med at krydse over mod Borres Knob for at komme ind i det inderste af fjorden. Herinde ligger der to små fyrtårne som Horsens Kommune ejer. Dem ville jeg lige se nærmere på. Da jeg runder Borres Knob er jeg blevet blæst for langt ind (eller er vendt for tidligt) så jeg kommer til at ro på tværs af bølgerne inde i brændingen på vestsiden. Det var noget med at holde tungen lige i munden og pagajen inde i de brækkende bølger. Skummelt, men selvfølgelig helt ufarligt - det vildeste der kunne ske var at jeg ville blive skyllet op på stranden. Det skete heldigvis ikke. Men jeg fandt da ud af at det blæste ½ pelikan direkte fra vest.
Da jeg var kommet ind på mere roligt vand igen var det at tanken om at filme min tur gennem disse bølger faldt mig ind. Det ville jeg prøve på hjemturen. Jeg har et par gange før prøvet at sætte kameraet fast under nettet på fordækket og så filme dele af min ture. Det fungere egentlig fint nok, selv om det selvfølgelig ville være bedre med en montering på en trefod eller noget lignende. Men det ville jeg lige arrangere på tilbagevejen.
Nu gik turen om mod Sejet Mark Fyr. Selv om der hang tunge sorte skyer inde over Horsens var det en udmærket og flot tur - og regnen udeblev heldigvis. For at komme til fyret skal jeg hen forbi Flinte Hage hvor Spindekonens Høj ligger. Det er tomten af en gammel rundhøj som jeg må se at få besøgt en anden gang. Da jeg nærmer mig fyret kan jeg godt huske at jeg har set det før - men tanken om at det lille hvide skur på stranden skulle være et fyrtårn har aldrig strejfet mig. Jeg har troet at det var et lille fiske- eller badehus. Men nej. Det er et at de stolte fyrtårne fra 1902 som ejes og drives af Horsens Kommune. Henne ved fyret er jeg nødt at stå ud af kajakken mere end 50 meter fra land og vade ind med kajakken på slæb, så lavvandet er der lige ud for. Jeg kommer på land og får fotograferet lidt og går også de ca. 400 meter ind i landet for at se det noget højere bagfyr også.
Da jeg er kommet tilbage til kajakken og vil sætte mig for at få en kop kakao opdager jeg at det er en rigtig dårlig ide at have en skrigende gul vindbreaker på. Det er totalt umuligt at sidde i sandet for nogle irriterende små sorte insekter. Oppe på en høj sten, nu i den mørkegrønne kajakjakke i stedet for, holder de sig væk. Lige på dette tidspunkt har vinden fuldstændigt lagt sig og vandet er helt fladt, så jeg overvejer at krydse over fjorden til fyret på fjordens nordside og så vente med Hjarnø Fyr til en anden dag. Det er et kryds på ca. tre km. Men efter nærmere overvejelse lader jeg dog være. Hvis vinden igen blæser op fra samme vestlige retning, bliver det en rotur på omkring ½ time med bølgerne direkte ind fra bagbord. Det var en udmærket beslutning, for inden der var gået den halve time var vinden taget godt til igen. Dog ikke til helt samme niveau som tidligere.
Da jeg på tilbageturen mod Alrø igen nærmer mig Borres Knob får jeg slået kameraet over på indstillingen til filmoptagelse og får det sat fast i frontnettet. Men bølgerne er ikke nær så store som før, så det dropper jeg at filme. Herefter går turen ned mod først Snaptun og videre over til Hjarnø, som har et noget specielt fyr stående nær havnen. Det specielle ved dette fyr er at fyrlampen sidder uden på tårnet - det er ret usædvanligt.
På vejen tilbage er det blæst en smule mere op igen og jeg beslutter at krydse fra Hjarnø direkte op imod vinden for at filme kajakken gennem bølgerne. Men desværre væltede kameraet allerede ved den første sjat vand ind over kajakken - det opdagede jeg først ovre på den anden side. Så jeg fik lige filmet rigtig mange minutter af mit fordæk på Barracudaen - ikke ligefrem til en Oscar!
Alt i alt en hyggelig og blæsende eftermiddag på fjorden. Tre fyrtårn rigere. Og med blod på tanden til at finde en monteringsløsning for kameraet.
Vejr: Jævn vind, høje bølger enkelte steder, overskyet
Distance: 23,3 km
Fugle: Skarv, sølvmåge, stormmåge, knopsvane, strandskade, krage, hættemåge, sildemåge, fiskehejre
4 kommentarer:
Jeg har lavet et fotostativ af et lille trebens stativ (pris 1,5 £ - købt ved et flyveshow i England) og en elestik der holder det fast på fordækket
Hej Helge,
Jeg har fundet din blog - fornylig, men siden da tjekker jeg den jævnligt. Jeg er lige startet med kajak her til foråret, men er ved at blive rigtig godt bidt af det. Det er en rigtig fin blog med mange gode tips. De der loganbrød skal jeg i hvert fald bage en dag. Man bliver sulten af en lang tur.
God sommer med mange gode ture
vh Karina
Hej Poul
Tak for dit tilsendte foto af trefoden - det er da noget i den retning jeg skal have fat i. Jeg prøver at tjekke hos de lokale fotohandlere - og måske på nettet.
Hej Karina
Velkommen blandt kajakfolket. Jeg er rigtig glad for at du kan få nogle tips på min blog.
Jeg kan se på din blog at det er løb du dyrker mest. De to ting går jo perfekt i spænd med hensyn til udnyttelse af forskellige muskelgrupper.
Logenbrødet kan jeg selv godt li' - og der er masser af energi i det. Loganbrødets store styrke er på ture, for det kan holde sig rigtig længe uden at være nedkølet.
De müslibarer som du skriver om på din blog, er næsten slik ift. til mit loganbrød! Men det kunne være en lækker ting som supplement.
Også god sommer til dig - med masser af vand under kajakken!
Send en kommentar