tirsdag den 2. december 2008

This is the Sea

Foto: Kamchatka, Rusland, en af de få stille dage på turen.

Justine Curgenven - This Is The Sea
Crackle TV, 2004 - 60 min.

Filmen starter med følgende spørgsmål: »Havkajakroning, er det ikke mænd med fuldskæg der kommer tæt på naturen?«, mens et par, af netop denne type, kommer roende hen mod kameraet. Men speakeren fortsætter: »Ikke altid!«, hvorefter først skægget, derefter tøjet bliver taget af - blot efterladende tre kvinder iført havkajak og BH. Og de ror ikke rundt på fladt vand - de er ude i seriøse bølger. Det er en dejlig humoristisk måde at indlede filmen på.

Dette er den første af, foreløbigt, fire havkajakfilm med titlen »This Is The Sea« som walisiske Justine Curgenven har lavet. Filmen er en time lang og består af portrætter, turberetninger og præsentationer af forskellige ro-lokaliteter med mere eller mindre råt vand. Filmen er på engelsk, uden danske undertekster, men det er ikke noget problem.

Der er næsten 20 minutter af filmen, som er dedikeret til surf, tide race og vilde bølger. Det er ikke noget som interesserer mig specielt, så hvis jeg skal se den igen er det helt klart afsnit som jeg vil springe over. Men mange vil selvfølgelig finde det interessant.

Portrætterne af de forskellige kajakpersonligheder er rigtig gode. Det er altid spændende at høre andres historier og erfaringer. Dog syntes jeg generelt at portrætterne er for korte, den dobbelte længde ville give plads for mere fordybelse. Det gode er at portrætterne fokusere på mange forskellige ting, så som: rul, teknik, ture, bølger. Den eneste som jeg havde hørt om i forvejen var Nigel Foster.

Filmens absolutte højdepunkter er turberetningerne. Specielt det 17 min. lange afsnit hvor Justine Curgenven, sammen med sin israelske veninde Hadad Feldman og en påtvunget russer, ror 650 km i det barske Kamchatka i Rusland. Det fremgår ikke helt tydeligt af filmen hvorfor den uerfarne russer Alexey Sitnokov skal med, men det er muligvis myndighederne som forlanger det. Det er et fremragende stykke kajakdokumentar der er kommet ud af den tur. Man sidder og nyder både de gode og de dårlige dage deltagerne har.

Der er også et kombineret portræt og turberetning af Shawna Franklin og Leon Somme, som driver en kajakskole på øen San Juan nord for Seattle, ganske tæt på grænsen til Canada. Der er en virkelig storslået natur i det område - det er helt tydeligt. En lille appetitvækker om Grønland er også med, samt en lillebitte beretning fra Weeki Wachee River i Florida, hvor Nigel Foster åbenbart var turguide.

Generelt syntes jeg godt om filmen, men afsnittene med »de store drenge og piger« i vildt vand fylder efter min mening for meget. En enkelt anden ting som virkelig irriterede mig gennem store dele af filmen er underlægningsmusikken. Den er for det meste ganske forfærdelig.

Filmens afsnit:

  • Introduction
  • Maligiaq Padilla (portræt, rul)
  • Sonoma Coast, California, (lokalitet, surf)
  • Ginni Callahan (portræt, bølger)
  • Weeki Wachee River, Florida (turberetning, Nigel Foster)
  • Tybee Island, Georgia (surf)
  • Greenland (lokalitet, turberetning)
  • Chris Duff (portræt, turberetning)
  • Kamchatka, Russia (turberetning)
  • Shawna Franklin og Leon Somme (portræt, turberetning)
  • Greg Stamer (portræt, rul)
  • Nigel Foster (portræt, teknik)
  • Penryn Mawr, Wales (lokalitet, tidal race)

2 kommentarer:

Axel sagde ...

Hej HH
Så er du kommet igang med filmene.

Kan se vi irritere os om de samme ting, musikken er en "pain in the ass" og surf og tide race er heller ikke men lige mig, men alt i alt er filmen(ne)rigtig gode, og man kan nemt se dem igen MEN der vil helt sikkert blive sprunget over visse kapitler i filmen.
God fornøjelse med resten.

Mvh Axel

Helge Helligsøe sagde ...

Hej Axel

Jeg har faktisk ligget syg nogle dage med bihulebetændelse - så er det vel meget naturligt lige at kaste sig over et lille DVD projekt!

Jeg glæder mig til at komme videre i stakken og jeg må indrømme at de er bedre end jeg havde forventet.

Venlig hilsen
Helge

PS: Jeg er heldigvis på arbejde igen.

Du syntes måske også om: