tirsdag den 28. april 2009

Horsens Fjord - mod- og medvind

En dejlig plet i læ, syd for Sondrup Plantage

Der var ikke meget strand at sætte kajakken på
>> Flere foto

Jeg fik mulighed for at afspadsere knap to timer i dag - det gav jo lige luft til en lang eftermiddag på vandet. Da jeg tjekkede vejrudsigten og så at den lovede 9 m/s fra drejende om i Ø, var det oplagt at henlægge roturen til Horsens Fjord som nærmest løber øst-vest. Vindstødene havde DMI sat til 15 m/s helt frem til omkring kl. 16. Jeg valgte, under de konditioner, at tage modvinden til at starte med.

Derfor kørte jeg til Horsens og satte i vandet ved Husodde hvor det er muligt at køre næsten helt ned til vandet og hvor der er masser af parkeringsmuligheder. Stedet har en fin lille sandstrand og et par stenhøfder som giver lidt læ for bølgerne. Jeg tror også at det er her at Horsens Fjord Havkajaknet ofte starter deres ture, det mener jeg at have læst.

Jeg ville bruge dagen til at teste hvor langt jeg egentlig kunne ro på tre timer op mod sådan en modvind - og så ellers bare nyde turen tilbage! Selv om det var hårdt og hastigheden indimellem ikke var særlig høj (omkring 2 km/t) var det en udmærket tur. Bølgerne var af meget varieret størrelse, men højden var vel ikke mere end højst 50-60 cm de mest udsatte steder. Det hænger sikkert sammen med at der ikke er så meget vand at flytte med herinde i fjorden. Det er lidt sjovt at tænke på, at det var muligt at få bølger på 1½ meters højde ved kun 5 m/s på min tur til Nordøstdjursland. Der er mange andre faktorer end vinden som bestemmer rovandet.

Da jeg ved 16-tiden, efter tre timers konstant roning i modvind, gik på land ved Sondrup Plantage viste GPS’en 12,3 km - ikke nogen imponerende gennemsnitshastighed. Her syd for plantagen var der heldigvis godt læ fra bakkerne og jeg fandt et helt vindstille sted lige bag en stor busk. Det var rigtig dejligt lige at ligge lidt ned og få ryggen strakt ud. Ud over at kaffen var god, solen skinnede, ryggen blev foldet ud, var det også skønt at ligge og tænke på hjemturen i medvind. Jeg havde dog set at vinden ville løje en smule af sidst på eftermiddagen, men mon ikke det alligevel ville blive den rene svir, sammenlignet med turen ud?

Det går da også ret godt med vinden i ryggen. Der skulle ikke arbejdes ret meget med pagajen for at holde en god fart. Et par enkelte steder lykkedes det mig at få lidt hjælp af nogle bølger. Da jeg kom hjem tjekkede jeg lige hvad min max fart havde været, det er ikke noget jeg ellers gider se efter, men den var på 13,2 km/t.

Da jeg var tilbage ved Husodde igen var der ved at være megen aktivitet på fjorden. Mange sejlskibe, en masse optimistjoller som trænede, flere forskellige bådtyper med baglænsroere og sørme også et par kapkajakker med stor fart og høj pagajføring på wingpagajen. Tidligere på dagen, hvor det virkelig blæste, var det eneste jeg mødte en kitesurfer som var på vandet øst for Vorsø. Hen skød en ganske god fart og lavede også forskellige krumspring i luften - imponerende at se på. Han var da også i baljen et par gange mens jeg passerede ham. Jeg tog lige en smuttur længere ind i fjorden for at kikke på nogle af de flotte huse som ligger helt ned til vandet her. Gad vide hvad de betaler for at have den udsigt?

Alt i alt en herlig forblæst rodag - nu ved jeg så lidt mere om mine distancemuligheder i blæsevejr.

Vejr: Frisk vind, overskyet, bølger op til 60-70 cm

Distance: 27,9 km

Fugle: Ederfugl, strandskade, gravand, fjordterne, hættemåge, krage, stormmåge, toppet lappedykker, gråand

Ingen kommentarer:

Du syntes måske også om: