Diset tur omkring Ry
Det er ikke Tågebjergene, men derimod Himmelbjerget i baggrunden. | |
Teltpladsen er fint skiltet ud mod vandet. |
Hvor har der dog været godt vejr de sidste par dage. Smuk høj himmel, solskin og en dejlig frostklar luft. Så kan man da kun glæde sig til sin fridag! Den faldt desværre i dag. Med diset, overskyet og blæsende vejr. Selvfølgelig også lidt regn om eftermiddagen.
Jeg startede dagens tur ved Emborg Bro og kunne hurtigt konstatere at vandstanden var usædvanlig høj. Den var vel 15-20 cm højere end jeg tidligere har set, når jeg har været her. Det må være de mange regnvejrsdage i november der er forklaringen på det. Faktisk var der også en hel del strøm på dette stykke af Gudenåen. Det er ikke noget jeg tidligere har bemærket. Sædvanligvis er der ikke nævneværdig forskel på at ro med eller mod strømmen i dette område. Men det var der altså i dag.
Jeg måtte også sætte kajakken i vandet et andet sted, for det sædvanlige var oversvømmet. Men alternativet lå kun 3-4 meter væk og var væsentligt bedre. Normalt går jeg ikke i kajakken herfra fordi der er for langt ned. Men i dag passede det perfekt!
Jeg kom først i vandet ved 10-tiden, for jeg gad ikke pakke bilen i går aftes, så det måtte gøres her i morges efter at ungerne var sendt i skole. Jeg havde ikke roet ret meget mere end et par km før jeg fortrød at jeg havde valgt mine neoprenhandsker med to blottede fingre i stedet for mine lune vinterluffer. Det var godt nok koldt for fingrene når jeg roede hvor der var vind! Jeg kom også i tanke om at jeg heller ikke havde taget handsker med til brug i min pause. Nu er det altså årstid til at huske at få den slags ting med på tur.
Det blæser en hel del fra sydøst, så da jeg kommer ind i Gudensø vælger jeg, af ren dovenskab, at ro langs den sydlige og østlige kyst rundt i søen - der er jo læ. Da jeg kommer op i Rye Mølle Sø kan jeg se at en pæn flok store skalleslugere holder til der. De er nu noget sky, så jeg kommer ikke særlig tæt på dem, men en del af dem fløj lige hen over kajakken. En anden fugl, som mærkelig nok ikke var spor sky i dag, var fiskehejren. Flere steder roede jeg tæt forbi en fiskehejre der stod inde på land - på kun 10-15 meters afstand. Normalt letter de lang tid inden du overhovedet nærmer dig.
Jeg fortsætter turen op til Ry, trækker lige kajakken over ved overbæringen og fortsætter nordpå - jeg har besluttet mig for at jeg vil holde min pause oppe ved Alling Vest teltplads kune tre km længere væk. Da jeg kommer derop er det stadigvæk tørvejr, men mens jeg holder pause begynder det at småregne. Jeg når dog lige at gå lidt rundt og fotografere.
Pausen bliver dog lidt kortere end planlagt - der er ikke fedt at sidde i regnvejr og holde pause. På turen sydover ror jeg tæt på de østlige kyster for at finde lidt læ. Faktisk så jeg mange ting på denne strækning som jeg ikke tidligere har bemærket. Så der er jo også fordele ved modvind. Bl.a. opdagede jeg isfuglen et sted jeg ikke tidligere har set den, nemlig ved skovene lige før Gudensø. Grunden at jeg ikke har set den der før, er selvfølgelig at jeg normalt ror midt i farvandet og ikke helt inde ved kysten. Gad vide om der ikke er mange flere isfugle her langs Gudenåen end man normalt tror? Faktisk er det yderst sjældent at jeg ror i området uden at møde den et eller andet sted.
Vejr: Jævn til frisk vind, overskyet, regn, fladt vand
Distance: 22,6 km
Fugle: Isfugl, skovskade, toppet lappedykker, fiskehejre, gråand, blishøne, knopsvane, troldand, skarv, stor skallesluger
Ingen kommentarer:
Send en kommentar