søndag den 7. marts 2010

Nyt turtelt med mere plads

Vores gamle telt, et Wigwam Iglo II, var efterhånden ved at have nogle år på bagen - mindst 10 år har vi regnet ud - og det var ved at være lidt slidt. Det var et billigt supermarkeds-telt, men det har egentlig gjort det ganske godt. Vi bruger det kun når vi er 2-3 familiemedlemmer af sted - ellers bruger vi jo vores Camp-let til småture og ferier.


Men sidst på sommeren sov fruen i huset så i teltet en enkelt nat og fik nogle få dråber regnvand ind på soveposen. Det er min udlægning, selv mener hun at det var ret meget. Hvis sandheden skal frem regnede det faktisk en del den nat - det må jeg indrømme. Men så skulle der godt nok indkøbes et nyt telt! Jeg har ellers efterfølgende haft det med på tur sammen med den ældste søn.

Men nu skulle vi altså have et nyt - det var da også helt fint med mig. Jeg har længe ønsket et andet telt i den størrelse. Det telt jeg selv bruger, når jeg bare er alene af sted i kajakken, er et Robens Small Dreamer - det er jeg rigtig glad for. Så det var noget tilsvarende, bare større, jeg var på udkig efter. Her i løbet af vinteren har jeg så kigget på forskellige mærker og modeller og desuden surfet rundt på nettet - men dem jeg var vild med, ville det blive svært at overtale fruen til at spendere på.

Et af de telte som jeg havde med i overvejelserne var et Robens Osprey 3EX. Ganske vist er det kun et tre-personers telt, i modsætning til det gamle, der havde plads til fire. Til gengæld har det et nye et stort apsis til bagage - i det gamle iglotelt var vi nødt til at have al bagage inde i teltet.

Men så for nogle uger siden dukkede der en reklamemail fra Vildmand.dk op i indbakken. Jeg spærrede øjnene lidt op da teltet faktisk var sat ned til halv pris. Kun kr. 1399, hvor det tidligere har kostet 2799. Jeg kan se at det koster teltet stadig andre steder på nettet. Se, nu var det straks lettere at overtale fruen.

Teltet ligger nu og venter på at komme ud på sin første tur. Jeg har lovet den yngste søn at når vi får vejr med plusgrader om natten, tager vi af sted og tester teltet sammen. Han er stadig for lille til at ro kajak, så det bliver en vandretur eller måske en cykeltur. Det bliver dejligt.

Specifikationer:
  • Antal: 3 personer 
  • Oversejl: HydroTex Ultralite, silikonebelagt på begge sider 
  • Vandsøjletryk: 3000 mm 
  • Indertelt: åndbar ripstop polyester 
  • Pakningsstørrelse: 52 x 19 cm 
  • Vægt: 3,8 kg 
  • Anbefalet brug: ultralet trekking til tre personer 
  • Sovekabiner: en 
  • Farve: mørkegrøn 
  • Bund: 210T Polyester PU coated, 10.000 mm, forseglede sømme 
  • Stænger: Alloy #7001 T6, 9,1 mm anodiseret 
  • Type: Tunnel 
  • Ståhøjde: nej 
- - - - - - - - - -

PS: Det var altså ikke mig som hældte vand ind på fruen, for at få et nyt telt - jeg ved godt at der sidder nogen derude som tror det. Det var det altså ikke!

4 kommentarer:

Karina sagde ...

Hej Helge,

Der er ikke noget som nyt grej! Glæder mig til at høre om jeres første tur og test med det.

Det ser lækkert ud i hvert fald.

Dejligt er det også at have noget at se frem til og nu må foråret være "på trapperne"

Kh Karina

Helge Helligsøe sagde ...

Hej Karina

Jep, du har helt ret. Laurits, min yngste, glæder sig rigtig meget til en weekend alene med sin far - det er jo dejligt. Han glæder sig også ;-)

Jeg regner med at teltet indfrier forventningerne - det burde ikke være svært til den pris... Jeg skal nok skrive om det når det er testet. Fordelen, frem for igloen, er også at det er muligt at tilberede mad indendørs hvis det regner. Men det gør det jo ikke!

Venlig hilsen Helge

oleshavkajak.blogspot.com sagde ...

Hej Helge.
Tillykke med dit nye telt. Ak - ja jeg er godt klar over du ikke hældte vand ind til fruen - men du placerede hende lige under det sted, hvor dit gamle telt er utæt. Uha uha uha.
Ole

Helge Helligsøe sagde ...

Hej Ole

Det er ikke dejlig at føle sig gennemskuet...

Venlig hilsen Helge

Du syntes måske også om: