torsdag den 10. marts 2011

Jubilæumstur i møgvejr

Foto er denne gang taget med app’en “Hipstamatic.


Det er kun 2.988 af de 4000 km der er roet i Barracudaen.
Da jeg var ved at indskrive forrige tur i mit ro-skema gik det op for mig at jeg efterhånden havde roet 3.988 km - altså var jeg kun 12 km fra at have roet 4.000. Så selv om vejrudsigten for min fridag om torsdagen mildest talt så elendigt ud ville jeg af sted.

Jeg bruger dog rigeligt med tid på at gå at pakke om formiddagen og kaster jævnligt stjålne blikke ud på den silende regn - så jeg kommer lidt sent ud af døren. Jeg er ikke på vandet oppe ved Kongens Bro før 11:15. Det var noget senere end jeg egentlig havde forestillet mig.

På det første lille stykke af turen op mod Sminge Sø går det udmærket med mellem 3,5-4,5 km i timen på GPSen, men det ændre sig hurtigt - det er vel kun den første km hvor jeg er så heldig. Det viser sig nemlig at strømmen er usædvanlig stærk i dag, lidt underligt for vandstanden var helt normal. Der plejer kun at være et enkelt eller to steder hvor der virkelig skal lægges kræfter i på dette stykke.

Men ud over strømmen var der selvfølgelig også vinden som blæste med en konstant på 11 m/s med vindstød på op til 20 m/s. Det viste sig at disse vindstød kom som nogle lange »pust« på 15-30 sekunders varighed, så det var til at leve med. Det betød dog at hastigheden faldt til 0,0 km/t! Og det selv om jeg knoklede med pagajen det bedste jeg havde lært. Jeg håber ikke der var nogle som har set det inde fra land - det må sgu have set helt idiotisk ud.

Ud over denne dejlige kombination af stærk strøm og hård vind var der selvfølgelig også lige den mere eller mindre konstante regn som et ekstra krydderi. Jo, jo, det så ud til at blive en hyggelig tur. Det var egentlig også fint nok, jeg fandt blandt andet ud af at man, her om vinteren, sagtens kan se den smukke gamle Tvilum Kirke nede fra vandet. Et flot syn med det næsten 800 år gamle augustinerkloster set gennem den bladløse skov. Om sommeren er det umulig at få øje på fra vandet. Jeg havde desværre for travlt med at padle til at få et foto! Der var også rigtig mange svaner i området i dag og en stor smuk rovfugl så jeg flere gange ganske tæt på. Jeg tror det var en fjeldvåge, den havde nogle meget smukke aftegninger på undersiden, men jeg er ikke helt sikker.

Allerede efter 7,4 km var jeg helt klar til at holde en pause, så da jeg kom til Tvilum Bro gik jeg på land der, selv om jeg havde regnet med at nå Sminge Sø Teltplads. Jeg havde på det tidspunkt roet konstant i 2½ time med en gennemsnitsfart helt nede på 3 km/t. Så det var rigtig dejligt med en pause og noget mad - jeg holdt faktisk en hel times pause her og bruger lidt tid på at lege med den nyt kamera-app Hipstamatic. Med den kan man tage foto der ligner forskellige kameraer fra 60erne - totalt retro.

Efter pausen var jeg lidt i tvivl om jeg gad ro mere op mod strømmen og vinden, men jeg ville lige prøve om ikke pausen havde givet lidt flere kræfter. Jeg besluttede at jeg ville ro indtil jeg første gang ville løbe ind i at GPSen viste en gennemsnitshastighed på 0,0! Det skete så en kilometer længere oppe. Så blev kajakken vendt og så kom der ellers fart over feltet. Turen tilbage til startstedet tilbagelagde jeg på bare 70 minutter - og det nærmest uden at have pagajen i vandet. Da jeg var tilbage til udgangspunktet var der lidt tid tilbage, så jeg var også et smut nord for broen.

En fed jubilæumstur, men elendigt vejr!

Vejr: Hård vind, fladt vand, overskyet og regn
Distance: 21 km
Fugle: Knopsvane, blishøne, skade, gråand, fiskehejre, fjeldvåge, 2 andre rovfugle

Ingen kommentarer:

Du syntes måske også om: