Følg med rundt om Sydamerika

Så er Freya Hoffmeister i gang med endnu en utrolig bedrift. Denne gang har hun sat sig for at ro hele Sydamerika rundt. Hun startede ud i går i Buenos Aires i Argentina. Turen er delt op i flere deletaper som kan ses her.

Når hun har gennemført dette er det det andet kontinent hun har roet rundt om. Den 15. december 2009 afsluttede hun sin et år lange rejse rundt om Australien. I 2007, roede hun sammen med Greg Stamer rundt om Island i rekordtiden 33 dage. Tre måneder senere, satte hun sig for at blive den første kvinde til at ro rundt om New Zealands sydø - solo og helt uden støtte fra land. Halvfjerds dage senere afsluttede hun så denne bedrift. Det er ikke småting den dame får oplevet.

Du kan følge hende på bloggen Qajaqunderground

Hvad er der i dagslugen?

1 Kiks 2 Frugtstænger 3 Pudseklud 4 Øjendråber

5 Solcreme 6 Læbesolcreme 7 Ekstra batteri til kamera             8 Nød pandelampe

9 Sportstape 10 Druesukker 11 Småpenge 12 Ekstra batterier til GPS

I min tidligere kajak var der ikke nogen dagsluge og det var jeg ret træt af. De ting jeg gerne ville have lige ved hånden måtte jeg have i en vandtæt pose direkte på dækket. Da jeg skiftede til Barracudaen var der heldigvis dagsluge i den. Det er godt nok en dagsluge bag cockpit men det fungere fint nok. Det havde selvfølgelig været optimalt at den havde siddel umiddelbart foran cockpit, men det var der ikke i denne model.

De ting jeg plejer at have med er dem på billedet herover. En del af tingene bruger jeg sjældent, men er glad for at vide at de er ved hånden og andre bruger jeg stort set hver gang jeg er ude at ro. Alle småtingene har jeg samlet i en orange vandtæt pose fra Sea to Summit, så er det let lige at tage den om på mit sprayskirt og finde det jeg skal bruge.

Det jeg stort set altid bruger er det spiselige: mine All in One kiks (1) og frugtstængerne (2). Det er fordi jeg ofte ikke gider at gå på land når jeg bliver sulten, så er det hurtigere ligt at snuppe lidt at spise i kajakken og så ro videre. Så er det altså rart at have lidt ved hånden. Desuden bruger jeg ofte de fugtige brillepudseklude (3) når der er indtørret for meget salt på mine solbriller.

Det jeg nogen gange bruger er Piz Buin solcremen med en faktor +30 (5), læbesolcremen (6), småpengene (11) og de ekstra batterier til GPSen (12). Solcremen og læbesolcremen burde jeg faktisk bruge alle de dage hvor solen skinner, men som regel glemmer jeg det desværre. Specielt det til læberne burde jeg huske for jeg får let sår på læberne. Småpengene (indeholder mest 20-ere) bruger jeg hvis jeg skal købe et eller andet på land, som regel en is eller kaffe og kage. Batterierne til GPSen forsøger jeg at huske at udskifte hjemmefra hvis jeg kan se at de er ved at være i bund, men det glipper jo ind imellem. Så er det rart at have ekstra lige ved hånden. Der ligger forresten en 50-øre i låget som jeg bruger til at vippe batterierne ud af GPSen med - smart ikke!

Det jeg stort set aldrig bruger er øjendråberne (4), det ekstra batteri til mit vandtætte Olympus kamera (7), pandelampen (8), sportstapen (9) og druesukker (10). Øjendråberne har jeg heldigvis sjældent brug for, men da jeg bruger kontaktlinser når jeg ror kajak kan det, hvis det bliver en rigtig lang rodag, være nødvendigt lige at friske øjnene op med lidt sterilt saltvand.

Det ekstra batteri til mit kamere har jeg faktisk kun brug for hvis jeg er afsted på tur eller hvis jeg har glemt at oplade det batteri der sidder i kameraet. Det er da sket nogle gange. Pandelampen tror jeg kun jeg har brugt to eller tre gange hvor det er det er blevet helt mørkt inden jeg er kommet på land. Det er som regel hvis der sker et eller andet uforudset undervejs og jeg egentlig havde planlagt turen ret præcist til at slutte ved solnedgang. Den skal ligge i dagslugen og batteriet bliver tjekket ind imellem.

Sportstapen har jeg kun brugt en enkelt gang hvor jeg fik en vabel på en finger. Da var jeg glad for at del lå der. Jeg ved egentlig ikke hvorfor jeg bliver ved med at ro rundt med druesukker, jeg bruger det aldrig. Det kan være jeg bare skal smide det ud...

Fregatten Jylland og Ahl skanse - kom bare an prøjser og engelskmand

Fregatten Jylland ligger tørt og godt på land i Ebeltoft.

Ahl Skanse, der ikke længere er befæstet med 18-pundige kanoner.

Der er masser af historisk drama at spore i Ebeltoft Vig hvis man ser godt efter. Det er her den stolte fregat »Jylland« er endt sine dage som museumsskib efter en omtumlet tilværelse. Fregatten Jylland, der er fra 1860 deltog blandt andet i et stort slag ved Helgoland mod prøjsiske og østriske skibe i den 2. Slesviske Krig (1864). Her er også en velbevaret skanse fra englandkrigene (1807-1814) der dengang var bevæbnet med tre 18-pundige kanoner.

Det meste af det vidste jeg ikke meget om da jeg startede dagens kajaktur. Min plan var egentlig bare at komme op og få roet et lille stykke af Djursland som jeg manglede. Teknisk set har jeg vel roet dette stykke kyst, for jeg har krydset over fra Helgenæs Naturefterskole til Ebeltoft Færgehavn ved Havkajakroernes Efterårstræf i 2009. Men turen rundt langs kysten har jeg aldrig roet, det ville jeg så gøre i dag.

Da jeg kom derud startede jeg med at gå op til det godt skjulte fyrtårn »Ebeltoft Vig Fyr«. Jeg fik det behørigt fotograferet til min samling af fyrtårne som dermed kom op på 18 stykker. Jeg er glad for at jeg i forvejen grundigt havde undersøgt hvor det lå, for ellers havde jeg ikke fundet det - det ligger godt skjult af høje træer mellem en masse ældre villaer på en skrænt.

Da jeg kommer tilbage til bilen igen begyndte jeg at bære grej ned til vandkanten og startede turen fra Lyngsbæk Strand kl. 9:30. Der er en mindre parkeringsplads i vejsiden hvor der er plads til 4-5 biler, derfra er der 100 meter at bære grejet ned til vandet. Der er åbenbart nogle kajakroere der bruger stedet, for der lå fem kajakker ved stranden. De så nu ikke ud til at være i al for god stand.

Det første jeg kom forbi var en mindre mole hvor søværnets minerydningsfartøj MSD6 lå. De var i gang med at få deres fjernstyrede ubåd om bord fortalte de da jeg snakkede med dem. Ellers går turen udelukkende langs beboerse og trafikstøjen er ikke til at overhøre. Egentlig ikke specielt charmerende. Det er først nede ved selve Ebeltoft by at støjen tager lidt af og det er også her jeg lige ror ind for at skyde nogle billeder af Fregatten Jylland der ligger klemt inde mellem de omkringliggende museumsbygninger. Lige efter ligger så lystbådehavnen som har en del flot rødt træbyggeri. Smukt syn herude fra vandsiden.

Herefter kommer jeg faktisk til det første sted på turen hvor der er lidt ro. Intet byggeri og noget skov at kigge på. Jeg kommer til Sandhagen som jeg havde regnet med at skulle ro uden om. Det viste sig dog at der var omkring 70-80 cm vand så jeg gad ærlig talt ikke at ro omvejen når det nu var muligt at stikke ind over.

På et tidspunkt dukker der en hel del digesvaler op ude over vandet. De bor i skrænterne kan jeg se og da jeg ror lidt ind kan jeg se at alle deres reder er helt oppe i den øverste halve meter af skrænten, hvor der er et jordlag som det åbenbart er let for dem at lave huller i. Hele vejen langs denne skrænt ligger hullerne ganske tæt.

Herefter er jeg nede ved de fire kæmpestore Nordex vindmøller som står ved hurtigfærgens havn. Der er nu ikke meget gang i dem med den smule vind der er. Da jeg er nået herned har jeg fået dækket det område der var dagens plan og jeg vender snuden den anden vej.

På tilbagevejen gør jeg holdt ved Ahl Skanse for at spise min frokost. Der er en ret god planche ved området der beskriver stedets plads i historien. Du kan se den i stort format ved at klikke på billedet her til venstre. Jeg fandt stedet på Fund og Fortidsminder som jeg ofte tjekker inden jeg ror en ny rute. Desuden fandt jeg hos Danmarks Naturfredningsforening en rigtig god beskrivelse at det område som skansen ligger i udkanten af. Der var blandt andet en PDF-fil med kort over hele området med flere forskellige seværdigheder. Denne side bruger jeg også en del i min planlægning af kajakture. Jeg blev der dog blot for at spise min frokost. Men en dag vender jeg sikkert tilbage med konen og ungerne for at se resten - det er et flot område.

Turen tilbage går så igen forbi Ebeltoft og al trafiklarmen nord og vest for byen. Hele bugten var i øvrigt fuld af røde brandmænd (Cyanea capillata), så det er bare med at blive i kajakken. Jeg roede ikke en meter hvor jeg ikke kunne se brandmand et eller andet sted.  Jeg prøvede på at fotografere dem, for de ser egentlig ret flotte ud, men ingen af billederne var særligt gode.

Da jeg kommer tilbage til molen ligger der endnu et minestrygerfartøj ved siden af det andet. Det er MSF1, der åbenbart er en nyere model. Jeg fortsætter turen forbi startstedet ned mod Helgenæs for lige at få nogle kilometer ind på bogen. Her på det sidste stykke af turen bryder solen igennem den tunge dis og tåge der ellers har ligget over området hele dagen. Det var en dejlig afslutning på dagen med en smule sol.

Vejr: Svag vind, fladt vand, overskyet og diset, sidst lidt sol
Distance: 41,6 km
Fugle: sølvmåge, sildemåge, digesvale, havterne, skade, skarv

3.000 kilometers test af Werner Camano Straight Shaft glasfiber

Bladene er  ridsede og har fået nogle skader langs kanten, men det har ingen indvirkning på roningen.

Samlingen fungere stadig perfekt efter så lang tids hård brug. Sløret ved vrid er minimalt.

Jeg har efterhånden haft min Werner pagaj i mere end fire år og har roet 3.161 km med den, så det er vist ved at  være på tide at komme med en seriøs vurdering af den.

Modellen jeg valgte dengang i 2007 var en Werner Camano Straight Shaft glasfiber, men der var dog flere modeller i spil inden jeg valgte den. Alle facts om pagajen kan du selv se via dette link, men kort fortalt er det en forholdsvis let glasfiberpagaj med et lige, justerbart skaft af carbon.

I det daglige er den yderst behagelig at ro med for den kun vejer 772 g, det har stor betydning når man ror langt, at det er så lille en vægt som muligt man holder i hænderne. Desuden føles skaftet varmt at holde ved, selv om vinteren hvor jeg ror med open-palm luffer og altså har fat direkte om pagajen. En anden god ting er at skaftet er en smule ovalt der hvor man tager fat, det virker utroligt naturligt at holde på den måde.

Den model jeg har, der som sagt er fra 2007, er ændret på et afgørende punkt, nemlig udløserknappen til delingen. På min pagaj stikker knappen et stykke ud af skaftet, men på de nye modeller er knappen forsænket. Det er langt at foretrække. Jeg vil dog rose Werner for at de ikke lod købere af den gamle model i stikken da de lancerede den nye. Alle med gamle modeller kunne frit bestille en lille Button Cover der kunne sættes hen over udløserknappen så den også var beskyttet. Den kan ses til højre på den nederste foto.

Hvordan ser pagajen så ud i dag?
Nu har jeg så haft pagajen i fire år og har ikke behandlet den skånsomt. Jeg betragter mit kajakgrej som værktøj, ikke som noget der skal passes på og nusses om. Jeg har det for at bruge det og det skal det kunne holde til. Ellers skal jeg have noget andet og bedre. Da jeg stort set altid starter ud fra en strand eller det der er værre, får pagajen selvfølgelig nogle knubs når jeg skal i kajakken og når jeg går på land, men som det kan ses på billederne er glasfiberbladene selvfølgelig ridsede og en anelse ujævne i kanten, men det er virkelig småting efter den har været med på 106 ture. Det vidner om at materialet er ekstremt slidstærkt.

Selve samlingen har det stadigvæk godt, selv om der dog er kommet en anelse slør. Jeg kan vel vride det samlede skaft noget der minder om en kvart mm hvis jeg vrider hårdt til. Det er virkelig i småtingsafdelingen og ikke noget jeg overhovedet bemærker til dagligt. Det forbavser mig egentlig lidt at der ikke er mere slør, for jeg bruger den som kraftig støtte hver gang jeg skal i og ud af kajakken og jeg kravler jo nærmest op på den med hele min vægt når jeg øver selvredning. Jeg havde måske også forventet at der lettere kom slør fordi jeg helt konsekvent bruger den samme skivning - nemlig 0°. Jeg går ud fra at hvis man ændre skivning ind imellem vil slitagen blive mere jævnt fordelt. Men den kan jo næsten ikke blive mindre end det er - efter så lang tids brug.

Den eneste vedligeholdelse pagajen har fået, er at den altid er blevet skyllet under koldt ferskvand i samlingen efter hver eneste tur. Det er faktisk også den eneste vedligeholdelse som Werner selv anbefaler. Hvis man ikke gør det vil der komme små saltpartikler i samlingen der så kan virke som sandpapir. Jeg har helt bevidst altid holdt samlingen langt væk fra sand, for det er selvfølgelig muligt at ødelægge den, hvis der kommer sand derind. Hvis samlingen en enkelt gang har været i sandet, er den altid blevet skyllet i ferskvand inden den bliver samlet igen. Det er nok det eneste man skal være yderst påpasselig med ved denne type delt pagaj: skyl altid efter i ferskvand!

Jeg valgte bevidst en pagaj til low angel roning. Jeg ror ikke om kap med nogen og har ikke noget specielt ønske om høje hastigheder - hvis jeg havde det, havde jeg valgt en wingpagaj. Alligevel syntes jeg at pagajen har en passende størrelse til at kunne få fin fart i kajakken - også over lange stræk. Selv på distancer på 30-40 km kan jeg med Camano’en holde en gennemsnitsfart på mere end 6 km/t uden at blive overanstrengt. Det er fint nok til mig.

Jeg har ikke oplevet nogle gener i skuldre eller arme ved brug af den. Jeg kan selvfølgelig godt være træt i kroppen efter en tur på mere end 60 km, men har ikke efterfølgende haft nogle problemer med ledene eller lignende.

Hvis jeg i dag skulle ud og købe en ny pagaj ville jeg nok vælge den samme igen...
Men på den anden side kunne jeg også godt tænke mig en grønlandsk åre...

August - retrospektivt

Her er lidt foto fra mine kajakture i august måned gennem tiden.
Alle foto er manipuleret i Photoshop og/eller andre programmer.

Jeg holder en spisepause på en tur rundt om øen Fur. Der var en smule diset ind imellem.
Læs historien her.

Et magisk øjeblik på Mossø hvor en regnbue pludselig viser sig.
Læs historien her.

Det er de mest utrolige ting som folk vælger at smide i strandkanten - her fandt jeg en gammel cykel.
Læs historien her.

Et træ på en skrænt fotograferet i 1907. Nå nej, det er i 2007 - på vej mod Juelsminde.
Læs historien her.

Smuk solnedgang over Gylling Næs en stille august-aften.
Læs historien her.

Ialt gennem årene har jeg brugt 14 augustdage på at ro kajak - det er ikke en af de sommermåneder jeg er mest aktiv. Der er ofte en helt masse arrangementer og andet der skal afvikles denne måned. Så må kajakken ligge lidt stille. Det er dog blevet til 455 km. Det betyder at mine augistture i gennemsnit er på 32 km. Det er nok noget med at få en ordentlig lang tur når så chancen endelig melder sig!

Måneden har sit navn fra den romerske kejser Octavius Augustus. Det gamle nordiske navn var, ikke så underligt, høstmåneden. Det var en måned man håbede på godt og især tørt vejr. Det gør landbruget vel egentlig stadig, men det har de altså ikke haft i år.

August burde også, ifølge klimanormalerne, være den varmeste måned i året, med en gennemsnitlig dagtemperatur på 20° C og en middeltemperatur på 15,7° C. Det kommer vist ikke til at holde stik i år, med det vejr der har været indtil nu. Men mon ikke at  de 67 mm regn der plejer at komme i august kommer til at ligge i overkanten i år?

Tænk hvis det havde været en kajak!

Den norske supertanker »Hanne Knutsen« påsejlede i lørdags en sejlbåd ved den engelse ø Isle of Wight.

Med sine 264 meter og en dødvægt på ikke mindre end 123.581 tons er det ikke et skib man har lyst til at komme i vejen for. Men det var desværre det der skete for en mindre sejlbåd under regattaen Cowes Week. Heldigvis kom ingen personer i sejlbåden alvorligt til skade, selv om sejl og mast blev ødelagt.

Til sidst i videoen ser det ud til at en bugserbåd forsøger at bremse tankskibet - der er i hvert tilfælde en wire mellem de to skibe.

Tænk hvis det havde været en kajak der var kommet i vejen!
Så pas godt på når du skal passere sejlrender - skibene kommer hurtigere end man lige tror...