tirsdag den 1. januar 2008

Kajakåret 2007

2007 blev et begivenhedsrigt kajak-år for mig med mange km, flere ture med overnatninger, ture i nyt rovand, medlemskab af Havkajakroerne, en ny kajak og en masse andet grej.

Statistik
For nu at lægge ud med det mest tørre først, så har jeg i 2007 roet 1.175 km, fordelt på 38 rodage. Det giver en gennemsnitlig længde for turene på 30,9 km, det er lidt længere ture end sidste år hvor gennemsnittet var på 29,4 km. Jeg har ikke roet i månederne februar, marts og juli, men alligevel har jeg i gennemsnit roet 23 km pr uge. Jeg har kun roet 48 km i min gamle kajak, resten er roet i min Prijon Barracuda. Fordelingen mellem ture i 'sø og å' og 'hav og fjord' er næsten ligelig fordelt, med en lille overvægt til 'hav og fjord'. Jeg har været på tre ture med overnatning som tilsammen udgør 312 af de roede km. Korteste dagstur har været på 7 km og den længste på 61,3 km. Du kan altid følge med i min ro-statistik ved at klikke på linket øverst i højre spalte. Det er for det meste opdateret.

Kajakgrej
Vigtigst, så fik jeg endelig en ny kajak i 2007. Jeg brugte lang tid på nettet til at finde ud af hvad jeg kunne få for det beløb jeg havde til rådighed. Jeg endte med at købe en Prijon Barracuda, som er en forholdsvis smal og livlig kajak, primærstabiliteten er ikke noget at skriv hjem om, men det opvejes rigeligt af den rigtigt gode sekundære stabilitet. I starten var jeg ikke særlig tryg ved den, men i dag hvor jeg prøvet den af, også i hårdt vejr, er jeg rigtig glad for den. Og helt tryg ved den. Den er fantastisk i bølger. Omkring mit valg af kajak er der mere at læse her.

Det næste som så skulle udskiftes var min meget ringe pagaj. De overvejelser jeg gjorde mig forbindelse med købet står at læse her. Det endte med en Werner Camano glass som jeg er ovenud tilfreds med. Dens gode greb i vandet har reddet min r.. mere end én gang.

Da jeg skulle have en ny svømmevest måtte jeg ud i et enkelt fejlkøb inden jeg endte med den NRS Vista jeg har nu. Den sidder rigtig godt pga. de mange justeringsmuligheder - den kan tilpasses både sommer- og vinterbeklædning. De to lommer på den er uundværlige for mig. Her ligger digitalkameraet i den ene og læsebriller og mobiltelefonen i den anden lomme.

Desuden har jeg fået en udmærket kort åndbar jakke med hætte; det med hætten har jeg været glad for rigtig mange gange. Det er egentlig ikke en kajakjakke, men den er rigtig god. Og endelig blev mit elendige PVC sprayskirt udskiftet med et Reed AquaTherm som passer perfekt til Barracudaen. Det er helt tæt og er meget let at få af.

Turgrej og andet
Med hensyn til turgrej var jeg håbløst bagud - det var mest noget gammelt bras jeg havde, men bevares, det fungerede da. Bl.a. fik jeg et nyt telt fra Toursport, et Robens Small Dreamer. Det har været med ude i elendigt vejr og bestået prøven. Desuden et rigtig godt liggeunderlag: Therm-a-rest Trail Light Regular. Det er let, fylder meget lidt og 100 gange bedre end mit gamle.
Mit gamle digitalkamera led druknedøden, så det er blevet erstattet af et Olympus µ 725 SW. Det skulle være et vandtæt kamera denne gang!

Yderpunkterne
Jeg har været på mange og meget forskellige ture i 2007. Jeg vil lige fremhæve nogle af yderpunkterne.

Smukkeste: Her er det svært at vælge. Selv om min tur med Michael på trediedagen (fra Sminge Sø til Kjællinghøl) ligger højt i klassementet, må det alligevel blive min tur rundt om Hjarnø som løber af med sejren. Selv om vejret ikke var særlig godt, var det fantastisk at ro rundt i nærmest helt sort vand den dag.

Længste:
Fra Alrø ned til Juelsminde og retur - i alt 61,3 km. Den aften kunne jeg godt falde i søvn.

Længste med overnatning: Fra Skanderborg til Udbyhøj ved Randers Fjords udmunding - i alt 143 km. En dejlig femdages tur som jeg roede med Michael.

Vildeste: Krydset jeg tog sammen med Bent og Steen under Havkajakroernes efterårstræf på Fanø i en 12-14 m/s. Det er nok det tætteste jeg endnu har været på en tur i baljen, som kunne være gået galt. De vildeste bølger jeg har roet i, må have været dem jeg blev overrasket af under »Tour de Odderkysten« lige uden for Sondrup.

Dummeste: Uha, her er der desværre en enkelt storfavorit: Min tur rundt i kanalerne omkring det gamle Kolind Sund. Her er det forbudt at ro - det var godt nok dumt gjort!

Vådeste: Ha-ha, det må blive de små 10 km jeg roede under kursus hos KajakHuset. Det var jo nærmest halvdelen af tiden vi lå i vandet. Men det var et godt og lærerigt kursus.

Hyggeligste: Min lillebitte tur sammen med min store søn Anders. Han har mange gange siden sagt, »Åh far, hvornår skal vi ud i kajakkerne igen«.

Korteste: Min allerførste tur i Barracudaen. Jeg havde egentlig ikke tid, men jeg ville bare ud for at prøve den, nu jeg lige havde købt den. Det blev kun til syv km.

Andet
I maj måned tog jeg mig endelig sammen og meldte mig ind i Havkajakroerne. Det har jeg været rigtig glad for, jeg har brugt deres debatforum en del og fået hjælp og ideer den vej. Desuden var jeg med på efterårstræf på Fanø - det var en rigtig god oplevelse.

Kajakåret har også budt på en del nyt rovand for mit vedkommende: Mariager Fjord, rundt om Fur, vandet fra Horsens Fjord ned til Juelsminde, Randers Fjord, hele Nørreå for at nævne nogle.

Der er også løbende blevet justeret på KajakBloggen.dk i løbet af året og det vil sikkert fortsætte. Jeg har langt om længe fået lagt en lille engelsk tekst på siden som en orientering til de besøgende som jeg kan se jeg har fra udlandet, selv om det ikke er mange. Desuden har jeg lagt en lille gadget med månefaser ind. Jeg bruger den selv (sammen med Almanak og DMI) til at forudse om jeg kan forvente noget ekstra lys fra månen om morgenen, når jeg ror ud inden solopgang - hvilket ofte sker.
Desuden lagde jeg i juni måned en tæller fra SiteMeter ind på siden. Her kan jeg følge lidt med i hvor mange besøg siden har, hvor længe der bliver kigget osv. Den vil jeg beskrive nærmere når den har kørt et års tid, så er der noget statistik som holder vand. Desuden har jeg for nyligt tilmeldt mig Google Analytics, som måske kan give et endnu mere nuanceret billede af besøgene på siden end SiteMeter - det vil vise sig.

--------

Det har, alt i alt, været et fedt kajak-år for mig. Jeg håber 2008 bliver lige så spændende.

mandag den 31. december 2007

Godt nytår til mine besøgende

Jeg vil gerne ønske Godt kajakNytår til alle som læser KajakBloggen.dk. Jeg er rigtig glad for at der er nogle derude ved computerne som kan have glæde af at læse om mine oplevelser med kajaklivet. Det har været et spændende år for mig og jeg kan se på de kajakblogs som jeg selv følger med i, at det har det sandelig også været for mange andre.

Der er ikke mange af jer som skriver kommentarer til mine indlæg, men tak til dem som har taget sig tid til at kommentere. Det må I meget gerne gøre mere i 2008 - det er meget rart at få respons. Så lover jeg til gengæld at jeg tager mig sammen til at svare på alle kommentarer, det har jeg jo ikke været alt for god til ind til nu...

Betragt ovenstående som et nytårsfortsæt!

Herfra skal blot lyde et: Held og lykke med kajakroningen i 2008 til alle...

lørdag den 29. december 2007

Rundt i Skanderborg Sø

Foto: Et roligt øjeblik ud for Sønderø med tid til en tår vand og lidt snack.

>> Flere foto

Jeg havde ikke planlagt en længere tur i dag, og det blev det da heller ikke til. Temperaturen var nede omkring 4-5° C, men det føltes meget koldere pga. vinden. Jeg startede ved 9-tiden lidt før Skanderborg Vandrerhjem, som så ofte før, men roede så den modsatte vej, ind mod Skanderborg, for at få turen hele søen rundt. Normalt, når jeg starter her, er det med kurs direkte mod Mossø. Min plan i dag var at se hvor mange kilometer det er muligt at pine ud af Skanderborg Sø. Jeg har lagt mærke til at turbådene tit ror helt inde under kysten, og jeg har tænkt at det sikkert er for at få så mange km under kølen som muligt. Det ville jeg så også prøve.

Vinden var ifgl. DMI’s udsigt for Østjylland på 12 m/s fra SØ drejende i løbet af dagen mere om i S. Det nåede den dog ikke i løbet af min tur. Jeg havde også checket DMI’s byvejr for Skanderborg og her lød vinden på en middelvind på 9 m/s og vindstød op til 15 m/s. Det tror jeg sgu også den var oppe på ind imellem, sammen med bygerne - det var tydeligt at regnen bragte mere vind med sig.

Turen fra udgangspunktet hen forbi Dyrehaven (hvor Skanderborg Kajakklub ligger) var en spændende start med bølgerne ind lige fra siden, men det vendte jo hurtigt og jeg fik medvind. Det gav en del fremdrift i kajakken at ro med vinden i ryggen. Jeg kom hurtigt hen til Slotsholmen og roede ind under den gamle »Dagmarbro« fra 1837 som adskiller Skanderborg Sø fra den lille sø som sjovt nok hedder - ja rigtigt gættet - Lillesø. Herinde lå en spøjs lille jollehavn der så ud som den slags jollehavne skal se ud. Hvide plastichavestole, masser af bunker af paller, faldefærdige skure, en gammel skramlet campingvogn osv. Jeg syntes egentlig at det er charmerende at der stadig er plads til den slags, i et samfund der hovedsaligt består af mennesker som ikke har andet at tage sig til end at jamre sig over topskatten og afgifterne på biler. Jeg tror at de folk som færdes i jollehavnen med en håndbajer om sommeren har mere livsglæde end så mange andre.

Turen fortsætter ned mod Skanderborg Roklub som holder til i søens nordligste ende, lige før lystbådehavnen. Hernede var vandet besværligt at ro pga. en del kontrabølger. Nu fortsætter turen ned mod Ringkloster. Igen med vinden ind lige fra siden. På dette stykke var jeg rigtig glad for at jeg har roer på kajakken. Hvis jeg skulle have sluppet pagajen for fx at justere en finne tror jeg det var endt med en tur i baljen. Det er dejligt let at kunne lave finjusteringer af roret med fødderne.

Men nede ved Ringkloster var den det værste sidevind overstået og jeg kunne ro i helt roligt vand om til Temnæs Odde hvor der igen var et stykke med strid mod- og sidevind og dertil hørende bølger. Jeg kan ikke huske at jeg tidligere har roet en tur der var så kontrastfuld som den i dag. Stykker med ubehagelige kastevinde af kulingstyrke og derefter, i læ af land, lange stykker med fladt vand - en meget speciel dag. Og kold.

Vejr: 12 m/s vind, en del bølger enkelte steder, ellers roligt, overskyet, byger

Distance: 24,55 km

Fugle: Gråand, blishøne, toppet lappedykker, fiskehejre, isfugl, skarv, hættemåge, gravand, sølvmåge, knopsvane,

onsdag den 19. december 2007

Kajakture højt mod nord

John Andersen - Mit grønland, opdagelsesrejser i kajak
Aschehoug, 1998 - 264 sider


En spændende bog som har mere fokus på Grønland end på kajakker. Men det gør bestemt ikke bogen mindre interessant. Ud over de afsnit som omhandler Johns kajakekspeditioner i vandet omkring Grønland, er der også nogle afsnit om ekspeditioner over indlandsisen. Desuden er bogen fyldt med referencer til tidligere tiders legendariske opdagelsesrejser i og omkring Grønland. Bogen indeholder også et bizart afsnit om grønlandske madspecialiteter. Det er ikke for sarte sjæle! Bogen indeholder også 24 sider med nogle smukke fotos fra de forskellige ture.

Men mest spændende for kajakroere er beskrivelserne af turene som John har foretaget alene eller sammen med sine sønner. Der er rigtig mange gode beskrivelser af kunsten at ro i isfyldte farvande, trækken med kajak henover isflager (derfor bruger han helst PE kajakker), lejrlivet i heftige minusgrader og kunsten at ro direkte op på en isflage! Det er også spændende at læse om hans argumenter for ikke at bruge svømmevest (ikke et råd jeg har tænkt mig at følge). Den mest fabelagtige historie er om dengang en flok narhvaler besluttede sig for at lege med ham - man tror det er løgn - det skal simpelthen læses. Alt i alt er det spændende læsning for os som tror at vores land (og vand) er koldt at ro i.

Det er hævet over enhver tvivl at John Andersen er en eminent kajakroer og det er ikke muligt for ham at skjule sin store kærlighed til de arktiske egne.

Det er blot en skam at John ikke er så sprudlende og poetisk i sit sprogbrug som stoffet egentlig godt kunne bære. Det er ikke alle beskrivelser i bogen som brænder ordentligt igennem, og det er egentlig lidt synd. Men så vidt jeg ved er denne også hans første bog - det kan jo have udviklet sig i nogle af hans senere udgivelser. Jeg har i hvert tilfælde fået lyst til at læse mere af ham.

Bogen er desværre udsolgt fra forlaget, men den kan lånes her.

søndag den 16. december 2007

Hjem fra Århus i tæt, tæt tåge

Foto: Sigtbarheden i tågen var på et tidspunkt nede på under 100 m.

>> Flere foto

Nogenlunde tidligt op søndag morgen og af sted på den planlagte tur fra Hou op mod Århus. Jeg havde ikke på forhånd bestemt mig til hvor langt jeg ville ro, men dagene på denne årstid sætter jo på en måde en naturlig begrænsning for udfoldelserne, med mindre man har lyst til at ro længere stræk i totalt mørke. Det har jeg ikke her om vinteren. Skønt at smide bilen på parkeringspladsen og kigge ud over den fuldstændigt blanke og sølvfarvede havoverflade ved Hou nordstrand.

Temperaturen lå på omkring -4°C ved 8:30 tiden da jeg endelig fik kajakken i vandet. Der var en smule tåge inde i landet på vejen herud, men ikke noget særligt her ved kysten. En skøn frostklar og frisk luft og høj himmel - det kan kun blive en god tur. Turen på taget af bilen har også trukket en del rim hen over kajakken - et rigtig flot syn. Lige inden jeg kommer i kajakken kommer Samsøfærgen ind, så det lykkedes mig lige at få de få dønninger som den trak efter sig. Det var absolut det eneste uro på vandet denne dag.

Mens solen er ved at stå op, går turen nordover i vindstille vejr. Der er kun en antydning af fralandsvind som sender landets forskellige dufte ud over vandet. Lidt over kl. ni er solen kommet så højt på himmelen at den titter frem over skyerne som ligger helt ude i horisonten. Det er et syn som betager mig hver gang jeg ser det. Jeg måtte lige stoppe op for at fotografere det fantastisk smukke gul-orange skær i det kolde hav.

Langt de fleste af de sommerhuse jeg passere på vej op mod Norsminde stod tomme. Kun i nogle enkelte sommerhuse kunne jeg se morgenlys i stuerne og brændeovnsrøg ud af skorstenen. Hvis jeg havde råd til at have et sommerhus herude i vandkanten tror jeg at jeg ville være der rigtig meget - året rundt.

Efter Norsminde begyndte de første turkajakker inde fra Århus at dukke op i det gode vejr. Langt de fleste med både solbriller og kasketter, for overhovedet at kunne se noget i det skarpe lys fra den lavtstående vintersol. Herinde nær Århus var tågen taget en smule til. De containerskibe som lå for svaj ude i bugten kunne blot anes som lyse silhuetter i horisonten.

Nu havde jeg efterhånden roet 20 km, så nu måtte det være nok for i dag, så ind på land ved Fløjstrup Skov, lige før Moesgård Strand. Her var der en lav betonmur som var perfekt som ryglæn så jeg kunne sidde i fred i solen og spise min frokost. Helt i fred fik jeg dog ikke lov til at sidde, der var rigtig mange glade århusianere på vandreture i det dejlige søndagsvejr og mange var nysgerrige - det var ret hyggeligt. Jeg fik en lang hyggelig snak med en gut fra Kaløvig Havkajak, som også var medlem af Havkajakroerne. Det var jo næsten som at møde en gammel nabo! Han havde en Romany kajak og fortalte begejstret om sine ture med klubben, til både Norge og Sverige. Det lød som nogle fantastiske oplevelser. Desværre fik jeg ikke hans navn - det er jeg et fjols til at huske at få.

Efter pausen, som var blevet lidt længere end planlagt, gik turen så hjemad. Nu med solen lige ind i hovedet - godt jeg havde husket solbrillerne...

Turen går raskt sydover og jeg bemærker godt at tågen så småt er tiltagende. Men pludselig omkring 2-3 km nord for Norsminde lukker tågen helt til. Jeg bliver nødt til at ro meget tæt på kysten, så jeg kan have visuel kontakt med land for at kunne orientere mig. Ellers ville jeg ikke ane hvor jeg var! Godt nok er solen mere eller mindre synlig hele tiden så jeg har selvfølgelig en fornemmelse for i hvilken retning kysten er. Men hvis nu en sky gik for solen - så var jeg på den. Jeg havde nemlig ikke noget kompas med.

Det slog mig pludselig at det sikkert er dumt at ro uden kompas. Lad os nu antage at jeg havde roet omkring 1 km fra kysten og var blevet overrasket af tågen uden at kunne nå at ro ind og få visuel kontakt med kysten. Og lad os så samtidig antage at skyer trak op og dækkede for solen. Det ville have været en meget ubehagelig oplevelse, måske ligefrem på kanten af en farlig situation. Jeg burde købe et kompas, det er helt sikkert.

Men ellers var det en fantastisk oplevelse at ro i den tætte ærtesuppe. En speciel oplevelse af helt at forsvinde i tid og rum. Fabelagtigt. Jeg kom til at tænke på en film jeg havde set som dreng. Jeg husker ikke titlen eller handlingen, men filmen var svensk husker jeg. På et tidspunkt er to af hovedpersoner, et par drenge, ude i en robåd i tæt tåge. Der var noget med en kæmpeål som de enten skulle fange eller kæmpede med. Jeg husker det som meget spændende og noget uhyggeligt. Utroligt at præcist denne drengestemning stadig ligger lagret dybt i kroppen og dukker op lige nu. Dejligt hvad en mand kan opleve i sin kajak.

Nede omkring Hylken strand, hvor der ikke er så langt hjem, letter tågen så lidt igen. Så da jeg kommer forbi Egmont Højskolens badebro er det let at se hvor de hysteriske hvin jeg kan høre, kommer fra. En flok unge vinterbadere kaster sig rundt i vandet - det virker som det ikke er noget de er vant til.

Da jeg kommer på land og skal til at bære kajakken op til bilen kan jeg mærke at der er islag flere steder på dækket. Det er så første gang der har været is på Barracudaen. Hvor har det dog været en helt igennem dejlig dag på vandet...

Vejr: Høj himmel og sol, vindstille, ind imellem tæt, tæt tåge

Distance: 40,4 km

Fugle: Skarv, hættemåge, krage, knopsvane, sildemåge, sølvmåge, bjergand

lørdag den 8. december 2007

Rundtur ved Emborg Bro

Foto: Pause sidst på eftermiddagen ved Gudensø.

>> Flere foto

En lille vintertur med start hvor Emborg Bro krydser Gudenåen. Herfra er det muligt både at nå Mossø, Gudensø og komme en tur op i Salten Å. Det var så nøjagtig hvad jeg gjorde i dag. Selv om der står december på kalenderen var tempereatren på fem plusgrader. DMI havde truet med lidt regn først på eftermiddagen, men det udeblev heldigvis.

Jeg kom lidt sent afsted - satte først kajakken i vandet et kvarter over tolv. Startede med at ro sydpå for at tage turen op ad Salten Å til Salten Langsø. Lige da jeg roede ind i Salten Å lettede 8-10 fiskehejre som havde siddet sammen i et træ. Det er første gang jeg har set at fiskehejren holder sammen i floke, normalt ser jeg dem sidde enkeltvis på en gren ud over vandet. Men flere gange i dag så jeg store flokke af fiskehejre.

Ellers skete der ikke det store på den korte tur i dag, det var mest noget med at ro til for at få lidt motion.

Vejr: Ingen vind, sol

Distance: 20,6 km

Fugle: Isfugl, skarv, fiskehejre, toppet lappedykker, vandstær, blishøne, knopsvane, grågås, musvit, husskade, bogfinke

torsdag den 8. november 2007

Kanalrundfart

Foto: Morgenstemning i Kolind inden afgang. Taget med natfoto-indstillingen på kameraet.

>> Flere foto

Jeg må indrømme at det er med meget røde ører jeg skriver dette indlæg. Faktisk overvejede jeg helt at lade være med at offentliggøre det, men jeg gør det nu alligevel, for at andre ikke begår den dumhed som jeg har begået.

Jeg har været ude at ro på kanalerne omkring det gamle Kolindsund på Djursland, hvilket bestemt ikke er tilladt. Jeg var overbevist om at jeg var på sikker grund, for jeg havde læst i et dokument på Mariager Fjord Kajakklubs hjemmeside, at det var i orden at ro på både nord- og sydkanalen. Desuden er kanalerne omtalt som et turforslag i bogen »På kanotur med børn« som jeg lige har læst. Men jeg var ikke på sikker grund, nærmere ude på dybt vand. Faktisk er begge kanaler totalfredede og al sejlads er helt forbudt - det fik jeg forklaret et par gange på den sidste del af turen, af nogle lystfiskere - i forskellige grader af ophidset tilstand. Jeg fik det verificeret efter hjemkomsten ved et telefonopkald til turistforeningen i Grenå. Desværre er fejlen også at finde på turistforeningens egen hjemmeside - her står nævnt at det er muligt at ro kano med udgangspunkt i Kolind - det håber jeg at de får rettet meget snart.

Den eneste sted det er tilladt at ro er fra havet og op til Enslevgård - en tur på kun 5,3 km, som det ikke kan betale sig at køre efter - den del er ret kedelig.

Alt dette var jeg lykkeligt uvidende om da jeg stod op torsdag morgen kl. 5:00 for at læsse bilen med kajak og grej. Jeg var så fremme ved Kolind så jeg kunne starte turen kvart i syv, ca en time inden solen står op. Jeg beslutter mig for at starte turen med sydkanalen da det er den længste del af turen. Jeg har læst turen i kanalerne beskrevet som »en bred afvandingsgrøft« - en lidet flatterende beskrivelse som jeg egentlig godt kunne nikke genkendende til på det første lange stykke. Her rejste digerne sig højt på begge sider.

Men heldigvis fortsætter det ikke sådan. Der er selvfølgelig diger hele vejen rundt ind til det inddæmmede stykke, men kun få steder på begge sider. Faktisk ville Kolindsund have været en af Danmarks største søer med 25 km² - hvis den altså ikke var blevet afvandet i 1870'erne. I dag arbejder foreningen Kolindsunds Venner på at få genetableret søen i sin oprindelige form - lad os håbe de får held med deres forehavende.

Også her i disse kanaler holder isfuglen til, jeg så den et par gange - både på syd- og nordkanalen. Desuden så jeg for første gang vandstæren - en lidt undseelig fugl som jeg mærkeligt nok ikke tidligere har mødt (eller opdaget). Men den mest besynderlige fugl jeg så var nu alligevel en mandarinand (han) som jeg så helt inde ved Grenå. Jeg gjorde store øjne da jeg fik øje på den, med dens fremmedartede og meget spraglede fjerdragt. Jeg har den ikke i nogle af mine fuglebøger, men fandt den til sidst på nettet. Der ærgrer mig lidt at jeg ikke lige tog et billede af den, men jeg troede ærlig talt at det bare var en eller anden fremmed fugl som var undsluppet en zoologisk have eller lignende.

Turen var meget flottere end jeg havde forventet og specielt formiddagen med godt vejr var rigtig god. Turen ned gennem Grenå by var nu også meget sjov. Men eftermiddagen med regn og (forståeligt) sure lystfiskere var ikke så sjov. Turen er for øvrigt roet i ét stræk, bortset fra en kort tissepause - der er faktisk ikke rigtigt nogle steder hvor man kan komme på land. Så jeg bare sad i kajakken og spiste og fik lidt kaffe.

Vejr: Lidt vind, sol og skyfrit skiftende til overskyet og regn

Distance: 53,0 km

Fugle: Skarv, fiskehejre, gråand, grågås, vandstær, gærdesmutte, mandarinand, skovskade, husskade, stormmåge, sølvmåge, blishøne, krage, fasan, solsort, musvit, isfugl, gøg

lørdag den 27. oktober 2007

Århus - Horsens

Foto: Klar til turen rundt om Søby Rev lørdag morgen, en halv time inden solopgang.

>> Flere foto

Der er vel aldrig to rodage som er ens? Om man så ror den samme strækning mange gange er der altid nogen som ikke er som sidste gang, noget ved vejret - måske et pludseligt omslag, en ny detalje ved udstyret man ikke lige havde bemærket før, naturen som viser sig fra en ny side - eller bare noget som er forskelligt fra dagen i går. Alt det ved jeg jo godt. Alligevel er det forunderligt at opleve to så forskellige rodage som jeg havde på denne lille tur fra Tangkrogen i Århus til Horsens. Fredag skulle jeg virkelig kæmpe med bølger og modvind, en anstrengende dag hvorimod lørdagen bød på aldeles fladt vand.

Fredag i bølger
Vi kommer kørende ned ad Oddervej på vej ind mod Århus og kan nu se vandet nede ved Tangkrogen - det ser bestemt ikke fladt ud. Da vi så kører hen langs kysten kigger fruen ud ad vinduet. »Har du tænkt dig at ro i de bølger?« siger hun tvivlende. Jeg må indrømme at det ikke var det vand jeg havde drømt om, men så slemt er det vel heller ikke? Jeg mener, når man først kommer i. Jeg får beroliget Karin med at jeg nok skal ringe efter hende hvis det er for slemt.

Ét er bølgerne - de er vel lige over en meter høje - noget andet er vindretningen. Den er desværre i SSØ hvilket betyder modvind på turen sydover. Senere på dagen går den mere over i ØSØ. DMI har forudsagt 6 m/s for det østjyske område og desuden at vinden vil toppe omkring 13-tiden.

Nå, men alt det med vind og vejr er jeg jo ikke herre over, det er der ikke nogen grund til at spekulere mere over, bare få pakket kajakken og så i vandet. Det viser sig at det kun er på det inderste stykke ved Tangkrogen at bølgerne er så høje - det må være fordi vandet bliver presset herind. På hver bølgetop stikker hele spidsen af kajakken helt ud af vandet, men der er så langt mellem bølgerne at den lander pænt inden næste bølge. Der er vel egentligt mere tale om dønninger end egentlige bølger med den lange frekvens. Heldigvis kommer de ind skråt forfra, så har jeg et godt overblik over forholdene.

Allerede ude ved Varna er bølgerne nu under en meter og kajakken ligger rigtig godt i vandet. Det er første gang jeg har den fuldt lastet i åbent vand og jeg kan mærke at den faktisk ruller meget bedre med bølgerne end når den er tom. Men stadig skal jeg have et vågent øje på vandet. Ude ved Ballehage må jeg dog lige kigge en ekstra gang ind over land. Et par unge vinterbadere på vej ud over badebroen med håndklæder stramt om kroppen. Fyren smider hurtigt håndklædet og går direkte i - den unge frøken er mere forsigtig og sænker ganske langsomt blot underkroppen i det 10° »varme« vand - for straks med et hvin at springe op på broen igen. Hvordan de derefter fik varmen igen ventede jeg ikke på at få opklaret - men jeg mener ikke at der er sauna i badehuset ved Ballehage.

Turen fortsætter forbi Kajakklubben Viking som ligger lige ved Silistria. Fantastisk klubhus lige ned til vandet og med glasfacade i hele overetagen. Videre hen forbi den vintertomme campingplads Blommehaven som ligger smukt omgivet af de rød-gule efterårsfarvede træer. Ude ved Moesgård Strand er der fyldt med legende unger - en børnehave eller en skole har taget ophold der. Jeg fortsætter ud til pynten lige efter for at tage turens første pause og få lidt morgenmad, klokken er efterhånden blevet - godt og vel - til det!

Da jeg kommer på land kan jeg ikke lade være med at grine, for op ad en lav betonvæg står en gammel rusten spade. Skulle det nu være det nye indenfor offentlige toiletter ved de århusianske strande - det er selvfølgelig bedre end ingenting - men er det virkelig kommet så vidt med spareiveren i Århus Kommune? Jeg tænker på om jeg for sjov skulle efterlade en rulle toiletpapir ved siden af - men gør det dog ikke. Jeg benytter også lige lejligheden til at få en fleecetrøje på under rojakken, jeg var startet ud i lidt for optimistisk påklædning.

Inden turen fortsætter får jeg tid til at betragte kæmpekranerne inde i Århus havn der står i disen og ligner de kæmpestore robotkroppe fra Mars der er beskrevet i H.G. Wells roman fra 1898 »Klodernes Kamp« - det er sgu spooky.

Den sidste bid af de spraglede skove her syd for Århus ror jeg forbi og kommer ned til, det nu næsten øde sommerhusområde omkring Norsminde, for at runde Kysing Næs. Her står, jeg havde nær sagt som sædvanligt, en lystfisker i vaders som jeg lige hilser på. Turen fortsætter ned forbi naturistcampingpladsen - den er også forladt for vinteren. Lige efter pladsen gør jeg allerede turens andet stop, jeg kan godt mærke at vejret ikke er til lige at tage en slapper med pagajen ind imellem. Det er fast arbejde hele tiden på grund af bølgerne og mod/sidevinden.

Det står virkelig sløjt til i dag, for lige efter Dyngby Hoved trækker det igen for at komme på land for et hvil. Der er nok også noget mentalt blandet ind i det - det er ærlig talt ikke så inspirerende at ro i diset og overskyet vejr. Jeg overvejer faktisk om jeg overhovedet gider fortsætte turen - det er jo fristende bare at ro til Hou og ringe efter fruen for en hjemtransport. Tænk at have hele fredag aften for sig selv derhjemme foran den varme brændeovn. Men heldigvis vinder stædigheden over mageligheden, så jeg fortsætter ned mod Hou.

Jeg havde hjemmefra overvejet hvor jeg skulle overnatte. Mine to bedste bud var enten ude på Søby Rev et par kilometer ud for kysten umiddelbart syd for Hou eller nede ved Kalsenakke, det allersydligste af Gylling Næs. Jeg kan se på det hele at det ikke bliver Kalsenakke, solen er allerede ved at gå ned. Søby Rev bliver det heller ikke, disen er tiltagende, jeg kan simpelthen ikke se derud - så jeg ror langs skoven på udkik efter et egnet sted. Jeg finder en lille plet lige ved stranden hvor der står et bord og en bænk.

Da stedet kun ligger lidt over en km fra byen venter jeg med at slå telt op til det er fuldstændigt mørkt. Jeg skyder lige lidt billeder ind mod byen og kravler træt i soveposen i fuldmånens skær.

Vejr: Frisk (mod)vind, helt og aldeles overskyet - hele dagen, bølger omkr. 1 m
Distance: 29,1 km
Fugle: Sølvmåge, stormmåge, alk, skarv, krage

Lørdag på fladt vand
Jeg har sat telefonen til at ringe kl. 6:00, jeg vil helst ikke overraskes af morgenduelige vandringsmænd eller -kvinder her i min ikke helt lovlige lejr. Der er fuldstændigt stille nu til morgen, ikke en vind rør sig og vandet er spejlblankt kan jeg se i tusmørket.

Jeg havde på min sidste tur nogle problemer med kondens i teltet, så denne gang har jeg kun lukket åbningen til sovekabinen med myggenettet for at få bedre ventilation - det ser ud til at virke. Der var kun ganske lidt kondens. Det er lidt svært at få teltåbningen til at blive oppe på vidt gab for at lufte ud, jeg skal lige have lavet en modifikation i form af en ekstra bardun når jeg kommer hjem for at afhjælpe det problem.

Mens jeg gumler min morgenmad eksperimenterer jeg lidt med at fotografere fuldmånen som står flot over skoven. Men det er ikke let at holde kameraet helt i ro med den lange lukketid. Jeg forsøger at lave en trefod af nogle grene som ligger på stranden - men det er ikke optimalt. Men der er jo desværre ikke plads til min trefod til kameraet i kajakken - øv.

En halv time før solen står op er jeg klar til afgang og sætter kursen udenom Søby Rev. Det er så lavvandet at det slet ikke er muligt at ro den kortere vej indenom. Da jeg runder revet kan jeg se at det skarpe lys blinker ovre ved skydebanen - satans også - jeg har glemt at se efter om der var skydning. En tung og ærgerlig følelse sænker sig over mig. Skal jeg tage chancen for en kugle i røven og bare fortsætte eller skal jeg vende om? Slukøret beslutter jeg mig for det sidste. Øv, øv og øv. For mit indre blik ser jeg den ørkesløse tur tilbage til Tangkrogen som en mulighed. Men ærligt talt - samme vej tilbage, det er godt nok ikke videre ophidsende. Jeg ror lidt og diskutere med mig selv.

Jeg prøver at fremmane billedet af skydefeltet som jeg jo har set så mange gange. Stikker spidsen af feltet ikke kun ca 500 meter længere ud end revet? Bliver der overhovedet skudt derovre på skydebanen? Jeg har ikke hørt noget som bare minder om riffelskud hele morgenen. Jeg vender om og ror stille ud mod revets spids igen. Det hvide skarpe blinkende lys hænger hånlige over disen. Nej, jeg tager sgu chancen. Jeg har jo GPS'en med, så jeg ro lidt over 500 m ud fra revet og sigter over mod de røde gavle på Horskærgård som jeg lige kan skimte i disen. Jeg satser på at det vil holde mig ude af skydefeltet.

Mon ikke også det skydefelt blot repræsentere det absolut yderste område som deres kugler kan ske at dratte ned i? Mon ikke der er indlagt en bekvem sikkerhedsmargen? Det bliver jeg i hvert tilfælde enig med mig selv om. Alligevel lytter jeg dog efter om der skulle falde skud - så kan jeg jo altid sætte kursen længere ud - men jeg hører ikke ét eneste skud - heller ikke på den videre tur ned mod Kalsenakke. Hvorfor pokker tænder de advarselslampen hvis der ikke bliver skudt? Det forstår jeg simpelthen ikke.

Da jeg kommer hjem kan jeg se at skydefeltet faktisk stikker en hel kilometer længere ud end revet - jeg har altså roet omkring 1.100 meter inde i skydefeltet kunne jeg måle mig frem til. Jeg beslutter mig for at indtaste det yderste hjørne af feltet i min GPS - for en anden gangs skyld.

Nede ved Kalsenakke får jeg øje på turens første sæl som ligger og soler sig på en sten. Lige først har jeg ikke set den, jeg tror blot det er stenen der er så høj, men da den øverste del af »stenen« plasker ned i vandet, går det op for mig at det er en sæl. Jeg stopper mine pagajtag for at se om den er nysgerrig nok til at komme nærmere - men den holder sig på 30-40 meters afstand hele tiden.

I morges inden jeg tog af sted havde jeg overvejet, nu da vandet var helt fladt, at tage det seks kilometer kryds der er fra Kalsenakke til Hjarnø - bare til en forandring. Man da jeg kommer herned er der så diset at Hjarnø ikke kan ses. Så uden et punkt i GPS'en og uden kompas syntes jeg det er en dårlig ide. I stedet tager jeg turen som jeg plejer ind langs Gylling Næs og stikker over til Alrø Poller hvor jeg lige er på land for at få lidt varm kakao og tager mig tid til at fotografere lidt.

Herinde i Horsens Fjord er disen blevet meget tættere, sigtbarheden indad i fjorden er nede på omkring en kilometer. Da jeg fortsætter turen dukker endnu en nysgerrig sæl op i den sælsomme dis, hvor havet og himlen går fuldstændig i ét i horisonten. Da jeg er fri af Alrø og har rundet Borres Knob får jeg øje på et marsvin som lige stikker rygfinnen op af vandet et par gange ikke langt fra kajakken.

Nu er solen ved at få bugt med disen og jeg begynder at kunne øjne Horsens. Jeg går lige på land ved Boller Nederskov for at trække tiden lidt ud og ringe hjem for at fortælle hvor jeg gerne vil hentes. Herovre på sydsiden af fjorden er der rigtig mange store sten i vandet og flere steder er der også store muslingebanker som det er umuligt at se, man opdager dem først når bunden skraber hen over dem. Det er måske der for at kaproerne fra Horsens altid tager nordsiden af fjorden?

Inde i Horsens er der mange baglænsroere i vandet i det dejlige vejr sådan en lørdag eftermiddag. Men ikke en eneste kajak - faktisk har jeg ikke mødt så meget som én eneste kajak på hele turen - og jeg har dog været i nærheden af mindst ni klubber på vejen!

Jeg går på land lige til højre for lystbådehavnen, hvor også kajakklubben og roklubben holder til. Her er en lille stump sandstrand der gør det let at komme på land. Jeg må hellere ned en dag og prøve at starte en tur herfra, for at undersøge det inderste af fjorden lidt nøjere.

Vejr: Vindstille, flad vand, lidt sol, diset
Distance: 31,9 km
Fugle: Knopsvane, skarv, gråand, troldand, hættemåge, krage, sølvmåge

Du syntes måske også om: