Musikalsk hyldest til havet
Engelske komponister - Sea Pictures
Naxos 8.578035 - 2008
Da jeg forleden var hos boghandleren i anden anledning faldt jeg over månedens CD fra Naxos. De har hver måned en klassisk cd på tilbud til kr. 49,75. Titlen pirrede mit kajakhjerte og da jeg samtidig ikke har ret meget klassisk musik med nogen af de store engelske komponister slog jeg til. Den viste sig faktisk at være ganske udmærket. Specielt Bridges fire Sea Suiter og Brittens Four Sea Interludes er rigtig gode. Hvis man lukker øjnene og lytter er det let at forestille sig havets mange facetter beskrevet via musikken. Jeg kan tydeligt se mig selv ro rundt i det musikalske hav. Dog vil jeg sige at jeg nok er roet ind på land inden den fjerde sats i begge stykker begynder - der er der godt nok knald på. Også Baxs lille symfoniske digt Tintagel er flot. Jeg vil helst undgå at kommentere Edward Elgars stykke som har givet cd’en sin titel, det vil ikke være fair da jeg generelt ikke bryder mig om klassisk musik med vokal.
Hvis du er en af dem som godt kan tåle at lytte til klassisk musik vil jeg kalde denne cd et godt køb. Jeg ved ikke om High Fidelitys legendariske anmelder af klassisk musik, Mogens Wenzel Andreasen er enig med mig, jeg ved ikke om han har anmeldt denne cd. Du skal skynde dig hvis du vil købe cd'en - tilbuddet gælder kun i januar 2009. Du kan finde forhandlere på Naxos hjemmeside.
Da jeg rodede i min samling af klassisk musik faldt jeg også over den franske impressionistiske komponist Claude Debussy, som har lavet tre tankevækkende symfoniske skitser som tilsammen danner La Mer. Debussys musik er mere følelsesladet, har en større detaljerigdom og er mindre pompøs end sine engelske kollegers musik. Nu er jeg nok ikke helt objektiv - jeg er stor fan af Claude Debussy. La Mer findes på flere Naxos udgivelser, blandt andet 8.570759.
Sea Pictures indeholder:
Frank Bridge: The Sea (Suite)
No. 1. Seascape, No. 2 Sea-foam, No. 3. Moonlight, No. 4. Storm
Arnold Bax: Tintagel
Edward Elgar: Sea Pictures, Op. 37
1. Sea Slumber-Song, 2. In Haven (Capri), 3. Sabbath Morning at Sea , 4. Where Corals Lie, 5. The Swimmer
Benjamin Britten: Four Sea Interludes, Op. 33a
1. Dawn, 2. Sunday Morning, 3. Moonlight, 4. Storm